Jeg taler gerne på afbud
Skæbnemanden Poul Ørum død
Troen på den blinde skæbne slår ihjel. Men ordet, når det er skæbne, kan både dræbe og holde i live. Den seende skæbne har fået has på Poul Ørum til sidst.
Jeg er vred over hans død. Det kan han ikke være bekendt, simpelthen. Han er blandt dem, der har fundet den helt rigtige hjertelæge til mig, fordi han havde gode erfaringer med den læge, og hvad skal man nu tro om Poul Ørums erfaringer? Vreden over døden har jeg lært hos ham selv, da han skrev om sin elskede kvindes død. Han blev selv vred, da hun døde. Det var jo imod alle aftaler. Poul Ørum kendte den nyttige vrede og stillede den også til rådighed for andre.
Han var det kæreste, særeste, sværeste menneske. Selvfølgelig var han sine venners ven, hvem er ikke det? Men han var noget mer, som gjorde ham sært gammeldags. Han var de svages værner, sådan en rigtig socialdemokrat fra et sted i tyverne, een, der mener noget med ordene, for hvem ord er skæbne, og som tør træde ind i andres skæbne ved at stille ord til rådighed. Den slags er sjældent socialdemokrater nu om stunder.
Poul Ørum var en hjælper, når det kneb, en udrykker. Vi havde ham som foredragsholder på Lønne Højskole - jeg havde også bud efter ham, når Skive Folkeblads generalforsamling skulle handle om andet end blad og politik. Og han var da selv vokset op i Skive, omend født i Nykøbing Mors.
Men Ørum ville sjældent lave aftaler, hvad folk, der har skæbnen inde, ofte har ulyst til, også fordi aftaler binder skæbnefolk mer end andre. Han sagde i stedet, at vi kunne ringe, når vi var i nød. "Jeg taler gerne på afbud," sagde han med skæbnemandens stemme. Det kan lyde sært at være rede til at tale på afbud. Hvem vil være erstatning for den egentlige taler? Poul Ørum ville. Og han holdt ord, kom hver gang, vi bad ham. Skæbnen, ikke kalenderen, havde udpeget ham. Og egentlig er hans tankemåde til at forstå, for en foredragsholder er underligt fri, når man taler på afbud. Så medbringer man kun sig selv og ikke en aftalt titel, den alt for ovre snævre ramme, og skal ikke leve op til bestemte forventninger.
Poul Ørum ville ikke forsone sig med, at alt af og til for ham - som for Ole Sarvig - kunne se ud som forudbestemt skæbne. Jeg tolker Ørum sådan, at han - uden at sætte ord på det - kendte til en anden skæbne, hvor ordet er selve skæbnen, og hvor ordets guddommelige skæbnerolle er, at man i frihed selv kan opsøge sine ord og dermed delvist sin egen skæbne.
Livet får retning af ord, der bliver sagt til os - og om os. De fleste kender det. Det er sært, at nogle få ord, man aldrig har hørt før, eller som man bare har glemt, pludselig styrer een et andet sted hen i livet.
Det er, som om ord er et levende væsen, der flytter ind i os, ikke som gæst, men som hersker.
Ordet skæbner, hvad det nævner. Som regel siger man, at ordet skaber, hvad det nævner. Og det er rigtigt. Gode ord skaber det gode liv. Hvad skaber så det onde ord?
Men ethvert menneske er også hvert øjeblik i sit liv i ordets skæbne, dybt afhængigt af, om andre giver os gode eller onde ord. Og får vi slet ingen ord, er vi døden nær.
Jeg tror, at skæbnen ikke er en ond magt, der har spundet livets tråd. Skæbnen er de ord, vi møder. Ordene er vilkårligheden i skæbnetroen.
I erindringsbogen "Tilbagerejsen" fortalte Ørum om den fælles skæbne, han og den anden forfatter fra Nykøbing Mors, Aksel Sandemose, havde.
Ørum er i bogens skildring på vej til østen, til de spedalskhedshærgede Molukker – han bliver ræd i flyvemaskinen, efter at de skiftet maskine i Moskva. Der er russiske stewardesser. De er sure, de snakker ikke med ham, de giver ham ikke ord til rædslen.
Han første tanke er, at de sure russiske stewardesser er lige som de kornfede gymnastikpiger fra Salling, der ikke ville have noget at gøre med en arbejderdreng fra Nykøbing.
Enhver kan høre, at denne flyvetanke hos Ørum er samme udsagn som i Sandemoses Jantelov: Du skal ikke tro, du er noget.
Med tyve års mellemrum følger de to Nykøbing-drenge, samme skæbne. Der er 400 meter mellem deres fødsels-steder. De er ude i samme skæbne, styret af ord fra det landskab, de havde fælles, Jante, skolen, fædrenes fælles arbejdsplads. Begge sejler de ud som skibsdrenge og begge skriver de om en sejlads til til Island. På vejen hjem fra Island går Poul Ørum op på biblioteket i Bergen for at låne en bog af Cora Sandel, men i stedet for Sandel får han i reolen fingre i Sandemose. I Sandemoses bog stod det, som Ørum lige havde skrevet i sin bog. Ørum udgav den aldrig, kun et kapitel i et ugeblad.
I erindrings-bogen "Tilbagerejsen" skildrer Ørum også sit første møde med døden:
"Byen var Nykøbing Mors. Vi boede ovenpå i et tofamilieshus, i kvistlejligheden hvor soveværelset havde vindue ud mod den forbudte have, som vi aldrig måtte komme i. For enden af haven løb en ret dyb bæk (eller var det en kanal - en af dit livs mudrede kanaler!); og værten, som ubestrideligt hed Doolerwert, skønt jeg kvier mig ved at sige det - han stak et haglgevær ud ad køkkenvinduet nedenunder og skød på rotterne, når de kom trippende op fra vandløbet for at æde af hans køkkenurter.
Man lå på knæ på en stol med en kold næse presset ruden, der duggede af ens ånde, mens det øredøvende knald lød og små sorte skygger pilede af sted mellem hvidkålene og porre-rækkerne. Men en af dem blev liggende tilbage og spjættede ud med poterne og blev helt stille. Død! sagde man og forstod det ved ordet, at Doolerwert i sin blåstribede, flipløse skjorte og sorte vest med blank ryg ville komme skramlende i træskoene over gårdens sten og vende tilbage med den døde rotte dinglende i den nøgne hale for at smide den i skraldespanden.
Død! sagde man, men kun fordi der var nogen til at høre på det. Alene skulle man nok lade være med at gå ind i soveværelset og hen til vinduet for at sige det ord, når skuddet havde lydt. Hvis man gjorde det, så meget vidste man allerede, ville ordet ligesom vende sig imod én og true én selv: Død!
Men bare man ikke var alene, så var døden kun en livløs, dinglende rotte, set fra en høj, fjern afstand gennem en dugget rude.
Siden rykkede den nær på..."
Nu har døden taget Ørum. På nudansk vil det bare sige, at han er strøget af ventelisten, som nu er enhvers skæbne. Fra barndommen var Ørum og Sandemose begge skæbnetroende. Man kan hævde, at de gør sig fri ved de ved ord, de modtager. De gør sig fri ved at opsøge andre ord end dem, de bliver fastholdt af. På den sære måde kan man gøre sig fri af sin skæbne ved at opsøge en ny, den skæbne, der ligger i fri ord. De sidste år var der den frihed i Ørums liv.
© Poul Erik Søe 29. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside