I det mindste lad ham ikke brede sig for meget
Journalisten Jacob Ludvigsen 50 år 13. december 1997
Jacob Ludvigsen og jeg lavede avis sammen i de frugtbare år mellem Krustjev, som vi dengang stavede Sovjetunionens ministerpræsident, og opblomstringen af Hilmar Baunsgaard, der nogle år efter blev Danmarks mest ukendte statsminister.

Det var lige før Det radikale Venstres borgerliggørelse, der i 1968 førte til VKR-regeringen og siden en fuldstændig udskiftning af partiets vælgere og politikere, så en Marianne Jelved og en Ole Vig Jensen i god tro kunne bilde sig selv ind at være radikale, fordi de i partiet kun mødte folk af deres egen slags.

Det radikale Venstre var i årevis kørt af undervisningsminister Jørgen Jørgensen og økonomiminister Bertel Dahlgaard. I magtkampen op til og under de gamles afgang, skete der en pludselig radikalisering af den gamle Skive-kreds, ude fra set en radikal højborg. Det var grunden til, at jeg blev bedt om at være chefredaktør for det radikale Skive Folkeblad.

Her dukker da Jacob Ludvigsen op. I drøftelserne om min indsættelse som chefredaktør var en elevplads til Jacob Ludvigsen et af mine krav.

Jeg ville gerne kunne hævde, at Jacob Ludvigsen var min opfindelse. Han havde imidlertid allerede opfundet sig selv. Og prajet om Jacob Ludvigsen kom fra den kloge og modige programchef i Danmarks Radio, Jørgen Vedel-Petersen, som uden for min egen nære kreds trods mange modsætninger er det menneske, jeg skylder mest. Altså også blikket for Jacob Ludvigsen.
Jacob Ludvigsen havde vist haft skole-fællesskab med Vedel-Petersens børn og havde fra den skole og sin mor fået det glædens og frimodighedens kalveslik, der stadig gør, at hans ansigt skinner lysende vådt af imødekommende glæde selv på stor afstand.

Ryddede spidslofterne
Jacob Ludvigsen og jeg var lige gamle. Han var 17 og jeg 28. Vi lyttede til hinanden som aldeles ligestillede. Og ligesindede. Jeg så ham som den mest voksne på bladet, i livsvisdom kun overgået af en enkelt maskinsætter på trykkeriet.

Jeg drøftede lige gerne politiske, redaktionelle som personlige spørgsmål med ham, fordi han sjældent mente eller sagde det samme som jeg. Han gjorde ethvert fællesskab større ved at være del af det. Han stivede skæve mure af, ryddede alle spidslofter for gammelt vraggods og fjernede puds fra alle facader.

Vi gik ikke og psykologiserede på hinanden. Jeg var i hvert fald ikke optaget af, at han var anderledes, med sit sære, voksne mådehold i oprøret og med sin glade, folkelige bredde i den konservatisme, der er oprøreren Jacob Ludvigsens egentlige styrke. Den farligste er altid den, der taler meget om historie, mens han laver verden om. Just sådan ser Ludvigsens kogebog ud.

Der var i førstningen af tresserne en mængde ungt oprør, før det senere blev til Ungdomsoprøret. For mig er 1968 kun en mat og ideologisk efterklang af de skift, der allerede var sket. Krustjevs opgør med Stalin i halvtredserne førte til åbning i øst, og den kolde krigs knugede næve i vest blev tvunget til at løsne fingrene. Der er en lige vej fra Krustjev og den 20. Partikongres i Moskva til cowboybukser og Christiania. Et nyt slægtled havde fået mod på at give tilværelsen en ny drejning.

Da forbruger-oplysningen kom til Salling
Alvorlige og legelystne gik vi til Skive Folkeblad uden noget ønske om at tale egnen efter munden. Vel var ikke alle læsere glade, da en mand blev sat til at redigere det, der før hed kvindestoffet, men som nu fik titlen "For familien". Den tidligere spindesides ny pennefører var da i øvrigt en anden af bladets elever, den senere chefredaktør for Berlingske Tidende Hans Dam, nu chefredaktør for Fyens Stiftstidende. Værre var det, at en kvinde fik til opgave at redigere motorstoffet. Det var just ikke det radikale Sallings mandfolke-livret.

Helt galt gik det (9 læser-henvendelser til redaktøren), da Jacob Ludvigsen skabte en ny form for forbruger-oplysning. Den slags var i sin vorden. Jeg var vant til det fra radioen, hvor Danmarks første kvindelige programredaktør, Inga Dahlsgård, påvirket fra Sverige, havde søsat den slags stof gennem mange år. I landsaviserne havde just bredt sig den slags undersøgelser, som siden blev hverdag, sammenligninger af for eksempel køleskabes pris, strømforbrug og tekniske kvalitet.

Men nu kom så Ludvigsens bedrift. Forbruger-undersøgelser af de lokale handlende i den lokale avis, som hovedsageligt levede af annoncer fra de selvsamme handlende! Ludvigsen sammenlignede priser og kvalitet mellem konkurrerende købmænd på samme gade. Det lyder ikke af meget nu, men alle Skives alarmklokker ringede. Mindst lykkelig var Skive Folkeblads forretningsfører, der som et udtryk for den radikale bladstyrelses frisind og forretningssans var politisk konservativ. Men han var et ordentligt menneske, der helt selvsagt undlod forsøg på at ændre den redaktionelle holdning.

Bladets formand, den altid redelige og frisindede løggartner Svend Madsen fra Balling, havde hurtigt lært at værdsætte Jacob Ludvigsen. Han tog fra løgene ind til bladet for at tale med mig om Ludvigsens forbruger-undersøgelser. Han gik forsigtigt og famlende til værks. Han havde ikke ret til at blande sig, sagde han. Men jeg skulle da vide, at han havde også fået opringninger, og at den ene af bladets redaktionssekretærer så en katastrofe i sagen. Men, sagde Madsen, jeg tror, det er fremtiden.

Min største undren gjaldt dog byens forretningsfolk. Nogle få af dem var virkelig sure på Jacob Ludvigsen, nogle skød bare på ham, fordi de ikke havde mod til at sige, at det var mig, de var utilfredse med. Men det særeste, som peger frem til den halvtredsårige Jacob og hans nutidige levebrød, var de mange, som havde mødt ham og talt med ham, og som - skønt uenige - var blevet aldeles betaget af denne unge havkat i hyttefadet.

Han ødelægger bagsiden
Der kom kun et eneste læserbrev mod Jacob Ludvigsen. Det var anonymt, så det kom ikke på tryk dengang. Der kan ikke være tvivl om, at læserbrevets forfatterinde har spruttet af sundt raseri, da hun greb pennen. Det handlede om bladets bagside, som blev formgivet og oftest skrevet af den altid ord-flittige Jacob Ludvigsen.

Før ham var Skive Folkeblads bagside som de fleste lokalavisers, altid de samme slidte svigermor-vittigheder, der havde været i omløb siden folkevandringstiden. Undervejs i sit læserbrev har hun allerede fået udløsning, og til slut breder blidheden sig. Konen ved, hun ikke slipper af med Jacob Ludvigsen, men kunne jeg ikke i det mindste hindre ham i at brede sig for meget:

"Send Ludvig retur. Det er synd for københavnerne, at de skal undvære ham.
Jeg er så træt af ham. Han ødelægger helt bagsiden for mig. Han er frygtelig irriterende.
Det er en god ting, der står navn under hans artikler, så kan man da undgå dem.
Det er måske min fejl, men: UD!!
Det er måske fejgt, men jeg sætter ikke navn under, jeg er bare en almindelig uddelerkone fra Fjends, der har gået og ærgret mig længe, og det kan da være lige meget med mit navn, der er bare det, at jeg trænger til at få luft, og jeg har det meget bedre nu. TAK!
I det store og hele er bladet blevet bedre efter min mening, men altså: I det mindste lad ham ikke brede sig for meget!"

Jacob-stigens øverste trin, mens den rejste sig fra Sallings muld, var det øjeblik, da den nu 18-årige skrev ledende artikler. Min herlige forgænger i redaktør-stolen, Elin Hansen, havde i sin sidste tid som chefredaktør forladt den ledende artikel, som han lod Det radikale Venstres pressebureau skrive. Ad den vej havde jeg i nogle år skrevet ledende artikler i bladet, før jeg kom til Salling. Elin Hansen havde i en af den slags undersøgelser, der dengang var ny, set, at kun 7 procent læste ledende artikler, men over 80 procent læste læserbreve. Så han flyttede over i læserbrev-rubrikken med sine meninger.

Elev Ludvigsen som lederskribent
Jeg indførte den regel, at også bladets øvrige medarbejdere kunne skrive forslag til ledende artikler. Selvsagt var jeg ansvarlig for, hvad der stod på den plads, men Jacob Ludvigsen var den medarbejder, der fik flest på.

Stormen rejste sig, da Jacob Ludvigsen en dag hyldede Herning - ikke Skive, men Herning! Hans ledende artikel handlede om, hvor klogt det var, at der i Herning var lavet et museum for Carl-Henning Pedersens kunst. Selv Skive Folkeblads tidligere redaktør hviskede mig i øret, at nu gik det for vidt. Mærkeligt, at små sko fås i alle størrelser…

Nogle år efter gæstede Jacob Ludvigsen mig på Krogerup Højskole, hvor jeg var lærer. En nat igennem drøftede vi en ny avis, han ville udgive, Hovedbladet. Jeg havde lige læst, at det kostede 10 millioner at lave en avis helt forfra. Han svarede, at han havde 90 kroner stående på en bankbog under mærket "Ho Chi-Minh". Fra da af følte jeg mig tryg ved, at Jacobs avis sagtens ville gå. Jeg fik senere et andelsbevis i hans blad som gave. Det gemmer jeg som et glad og vigtigt minde.

Jacob Ludvigsens datter, Camille, har opfordret mig til at skrive ordene her. Hun siger i opfordringen, at et bidrag fra "hans gamle læremester" vil glæde Jacob. Jeg er i tvivl om, hvem der har lært hvem hvad. Men ikke om, hvem der er mester - Jacob!

Ó Poul Erik Søe 12. december 1997 til et festskrift om fødselaren

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside