Den endelige jul på
den gamle hEUskole

Den internazionaliserede julefortælling for voksne og børn
om gamle Ole, der reddede landet fra hEUskolen

1. kapitel, hvori en ministeriel controler opsnuser den fortsatte brug af Brorson
Det skulle ikke blive jul i år. Ganske vist var der ingen elever på den gamle hEUskole. Ikke fordi de var rejst på juleferie. Der havde slet ingen elever været det ganske år, så for første gang havde der været brune kager nok ved juleafslutningen.
Den gamle hEUskoleforstander stod med tårer i øjnene. Der var ingen sne udenfor. Og inde i elevkøkkenet var der ingen friskskårne navne på kærestepar i vinylbordpladen. På opslagstavlen sad en gulnet seddel, der indkaldte til pyjamasfest, men der stod på den, at festen var i 1996.
Den gamle hEUskoleforstander tog et tag i sig selv. Han måtte se kendsgerningerne i øjnene. Det var nu snart halvandet år siden, han havde set en pige i pyjamas. Lige så lang tid havde han måttet undvære aftensangens faste indslag, Jens Rosendals skønne tekst Du kom med alt det, der var dig.
Men i det samme gyste han. Rosendal var ikke et navn, en hEUskoleforstander tog i sin mund, og da slet ikke op til jul. Det var jo egentlig Rosendal, der havde ødelagt det hele. En overgang troede man, at det var Tvinds skyld altsammen. Men selv da undervisningsministeren heldigvis fik lukket Tvind, blev den dårlige ånd ved med at sive ind på hEUskolerne som ugræs over hegnet, øh, kogalskab over Nordsøen.
Jo, det onde var kommet med Rosendals sange. Al den snak om at bede om grænser. Rosendal og hans slags havde jo da svært ved at finde deres egen grænse. Altid det ævl om Unionen og nu også et parti for at forny demokratiet. Hvis Rosendal bare havde ladet været med at skrive sange og forny demokratiet, så havde hEUskolerne stadig været højskoler.
Men hEUskoleforstanderen skubbede de onde tanker fra sig. Han ville ikke have sin jul ødelagt med demokrati og Rosendal.
I det samme hørte han cd'eren ovre fra privaten drøne gennem det åbne vindue med et kirkeligt drengekor fra Hammerum: - thi roserne vokse i dale.
Han styrtede over gården og råbte til sine kone om at få standset det galmandsværk. Der må overhovedet ikke synges Brorson, ingen roser og dale her.
Den stakkels gamle hEUskoleforstander, der forlængst havde brændt HEUsholesangbøgerne og luget ud i alle plader og cd'er, havde glemt at tænke på, at der lå gamle indspilninger af julesalmer i julekassen. - Det går galt, det går galt, råbte han til konen, landets sidste hEUskolemor, men uden unger i reden. Den sidste Treo med statstilskud havde forladt hende kærlige hånd. Brusetabletter, det var tider, smilede hun, mens hun samtidig med rystende hånd fjernede Brorson fra stuens B&O, som de godt nok havde turdet beholde selv efter internazionaliseringen, fordi de havde hørt, at det hollandske Philips ikke var helt ukendt i Struer.
- Det går galt, det går galt, råbte hEUskoleforstanderen stadig ind til hende.
Men her tog han helt fejl. Det var allerede gået galt. En af undervisningsminister Ole Vig Jensens nyansatte med den internazionaliserede titel controler havde stået i skjul i urt og busk. Han skrev i sin blå bog med tolv stjerner de ord, der for altid ville standse dansk-undervisningen på danske hEUskoler: Brorson!
Og mellem to klammer føjede han ondsindet til: - thi roserne vokse i dale.
Dansk-undervisningen på alle hEUskoler var allerede på Ole Vig Jensens bud skåret ned til fem timer om ugen. Det havde alligevel vist sig, at færre og færre gjorde brug af dansk. Børnene kunne for det første slet ikke stave på dansk. Og det var for sent at rette op på det, når de kom på højskole. Desuden havde der været udenlandske elever på Tvind-skolerne, som i direkte svindelagtig bedrageri-hensigt og med et klart samfundsundergravende mål havde tilladt sig at lære udlændingene dansk flere gange om ugen, hvad der i løbet af kort tid ville bringe udlændingene i stand til at søge om bistandshjælp. Derfor var der nu dagligt besøg af controlers på alle hEUskoler for at sikre, at der ikke blev talt dansk.
Alt det stod den gamle hEUskoleforstander og tænkte på, mens gråvejr fyldte sindet i stedet for sne, og de eneste lyde på hele hEUskolens grund var de knæk, som forstanderens kone frembragte ved at hamre på den samfundsskadelige julesangs-cd med kagerullen.
Tænk, var det virkelig bare halvandet år siden, de glade danske ungdomsstemmer sidst lød her på stedet, tænkte han for sig selv, varm ved minderne om det sidste elevhold, 21 estere, 6 letter, 8 litauere, 4 polakker for slet ikke at tale om skolens stolthed, den danske elev Jørgen Sniu fra Nørre Snede.
Faktisk havde forstanderen taget danskeren med til årsmødet i Foreningen for Folkehøjskoler for at vise ham frem. Og det kan nok være, det var med begejstring, forstandere og lærere fra andre skoler rørte ved den unge mand fra Nørre Snede. Ikke bare var han dansk, men han betalte selv for opholdet.
Det var da også det år, hEUskoleforstanderen udsendte sine ti punkter, der skulle fortælle folketinget og verden, hvad der var en hEUskoles opgave.
- En hEUskole skal værne og udvikle det danske sprog, skrev han allerøverst, fordi det lige som var det vigtigste. Det var svært for ham at få den sætning oversat så enkelt og ligetil, at de estiske elever, letterne, litauerne og polakkerne kunne forstå det, men de nikkede så menneskevarmt, som om de slet ikke var vokset op i Sovjetunionen. Man kunne se på deres øje, der mandige øjne og deres kvindelige øjne, at var der noget, de var med på, så var det at værne og udvikle det danske sprog.
Og da den danske elev, Jørgen Sniu fra Nørre Snede, læste sætningen, sagde han de ord, som var hele den vinterskole værd: - Det er eddermame godt sat sammen, du.

2. kapitel, hvori den gamle hEUskoleforstander alligevel får sig en julebog, som heldigvis ikke er rigtig dansk.
Når den gamle hEuskoleforstanders hEUskole egentlig klarede sig meget godt uden elever, skyldtes det, at hEUskolen var et eksperiment, godkendt af undervisningsministeren selv. Et eksperiment er en del af internazionaliseringen af landets skoler. Ordet eksperiment betyder egentlig bevilling af penge uden grund.
Men i den gamle hEUskoleforstanders tilfælde var der nu en god grund. Det var ham, der havde opfundet den ny stavemåde, så højskole blev til hEUskole. Man skulle egentlig have holdt et møde i Foreningen for Folkehøjskoler for at indføre den ny stavemåde, men som formanden sagde på sin altid meget morsomme måde: - Det er slet ikke nødvendigt at holde møde. Det bliver der ingen UEnighed om.
Det viste sig da også, at alle hEUskoler straks var med på tanken. De vidste alle sammen godt, at folketingets politikere ikke længere ville give statstilskud til højskolerne, fordi så mange højskolefolk var modstandere af EU. Og egentlig havde det jo da aldrig været tanken, at skolerne ligefrem skulle være en anstødssten, for det lyder jo ikke rart og næsten lidt udansk med sådan en sten. Så forstanderne og lærerne holdt op med at være imod EU. De holdt op med at være imod i det hele taget. Ja, flere og flere holdt simpelthen bare op. Og de, der ikke selv holdt op, havde en bestyrelse til at hjælpe sig med at holde op.
Straks efter at den gamle hEUskoleforstanders forslag om den ny stavemåde var gennemført, havde tre controlers fra undervisningsministeriet underhånden meddelt den gamle hEUskoleforstander, at ved et heldigt træf var det lige blevet hans hEUskoles tur til at få et eksperiment. Det var et temmelig godt eksperiment, og da eet held sjældent kommer alene, så varede det heller ikke længe, før den gamle hEUskoleforstander fik den særlige Brüssel-pris, som gjorde ham i stand til at køre sin hEUskole helt uden elever.
Som undervisningsministeren sagde på sin egen morsomme, sjællandske måde ved overrækkelsen af den store eksperiment-check, som i virkeligheden var et Eurocard: - Så længe der ikke er elever, vil man ikke kunne måle skadevirkninger ved eksperimentet.
Den lo hans embedsmænd og de tre controlers længe ad.
Alligevel blev den gamle hEUskoleforstander og hans kone, hEUskolemoren, enige om på selve juleaften, at det nu alligevel var svært at finde den rette julestemning, når man havde juleferie hele året.
- Et eksperiment er et eksperiment, sagde dog den gamle hEUskoleforstander i en særlig ansvarlig tone, han i sin ungdom havde lært i tidehvervs-kredse. Og de ord lød tilmed selve juleaften, lige før han satte tænderne i den forlorne and, der var blevet til overs og havde ligget ensomt i hEUskolens fryser siden Mortensaften, som helt eksperimentelt var gennemført med opdækning til 120, skønt der ingen elever var.
Det var svært at finde en eksperimentel julestemning, da den gamle hEUskoleforstander greb sin kone i hænderne og tog fat på at danse om det lille juletræ med tolv stjerner i toppen og uden Dannebrogsflag.
De sang Beethovens EU-hymne flere gange, men efter at have kigget hinanden dybt i øjnene, tog de mod til sig og slog op på Grundtvig. De vidste, de burde ikke gøre det. Selv juleaften var der controlers uden i den EUkologiske natur omkring de fleste hEUskoler. Men efter at have sikret sig, at alle vinduer var lukket, sang den gamle hEUskoleforstander for med dyb, mandig røst som ved morgensamlingerne før eksperimentet:
Et barn er født i Bethlehem,
thi glæde sig Jerusalem.
Halleluja! Halleluja!

Helt opstemt kom de igennem også andet og tredie vers. Og ved fjerde vers blev den gamle hEUskoleforstander ganske staldkåd, hvad sangen sådan i landskabet jo ligefrem lagde op til, og sang i omkvædet:
Ja EU ja! Ja EU ja!

Og da de kom til vers syv, strålede begges øjne, som havde de set Santers selv uden Claus. Alle vinduerne blev smækket helt op, og de sang med ansigterne vendt mod syd det vers, hvori Grundtvig havde forudset unionen og dens katolske flertal:
På stjernetæpper lyseblå,
skal glade vi til kirke gå.
Ja EU ja! Ja EU ja!

Allerede før de havde pakket tre gaver op, kom der iltelegram fra minister Jensen, at eksperimentet var blevet forlænget endnu et år, så ordningen med controlers virkede altså. Men eet held kommer sjældent alene, som læseren allerede ved. Den fjerde gave var til den gamle hEUskoleforstander. Tårerne løb ham ned ad kinderne. Det var en pakke fra selve hans danske elev, Jørgen Sniu fra Nørre Snede.
Den gamle hEUskoleforstander måtte holde sin kone, den sidste hEUskolemor, i hånden, sådan rystede han, da han løste garnet. Åh, det var en julebog. En rigtig julebog. Og af hans yndlingsforfatter, Ole Vig Jensen.
Måske var han et kort øjeblik skuffet, da han så, at bogen var skrevet på dansk. Men så blev han beroliget, for allerede på første side kunne han se, at den ikke var dansk på den gamle måde. Der stod de vidunderlige ord:
Undervisningsminister Ole Vig Jensens redegørelse til Folketinget om folkehEUskolerne.
Den gamle hEUskoleforstander så ikke lysene på træet brænde ned. Hans øjne kunne ikke slippe bogen. Han vidste, at nu ville det nok alligevel blive jul.

3. kapitel, hvori Rødding er nævnt og landet reddes fra hEUskolerne
Den gamle hEUskoleforstanders kone, landets sidste hEUskolemor, måtte gå alene omkring træet, højt syngende barn jEsUs. Den gamle hEUskoleforstander rejste sig ikke længere fra stolen. han var helt fortabt i sin julebog, gaven fra hEUskolens sidste danske elev, Jørgen Sniu fra Nørre Snede. Tænk, tænkte den gamle hEUskoleforstander, selv at eje et ægte eksemplar af Undervisningsminister Ole Vig Jensens redegørelse til Folketinget om folkehEUskolerne.
Med hvilken omhu havde ministeren ikke valgt de første ord: "Det er svært at forestille sig Danmark uden folkehEUskoler." Ja, der kan man se, tænkte den gamle hEUskoleforstander, selv ministeren har svært ved den tanke, og dog er det lykkedes ham. Han skyer ingen anstrengelser, den Jensen.
Selv det sværeste kan man vænne sig til, fremgik det af ministerens næste ord, "Gennem mere end 150 år har vi vænnet os til, at hEUskolerne er en del af vor hverdag." Og da ministeren nu har fået den vane at vænne sig til hEUskoler, så tænker han på en tidligere minister i samme stol, som sagde, at kultur er vaner, og så skriver Jensen i julebogen: "De er en del af den danske kulturarv og med til at placere os på verdenskortet."
Den gamle hEUskoleforstander havde ikke tænkt på det før, men det var jo rigtigt, når ministeren skrev det. Før hEUskolerne kom, var Danmark slet ikke på verdenskortet. Landet lå ligesom for meget ude i vandet. Og det var jo det, Grundtvig ville med hEUskolerne, få Danmark på verdenskortet:
...kærlighedens jorderige
lukkes dog med bølgen blå,
er endnu og var alt længe
"Danmark, dejligst vang og vænge"!
Det gøs i den gamle HEUskoleforstander. Alle disse grundtvigske udråbsregn. Det var så udansk. Minister Jensen havde aldrig i sit liv brugt et udråbstegn, se, det var mådehold. Og den gamle højskoleforstander kom til at synge en for længst forbudt hEUskolesang helt forkert i bar staldkådhed:
....skænke os et verdenskort,
hvor alt dansk igen er vort.

Hans kone så bebrejdende på ham, mildt bebrejdende, for det var jo juleaften, men vinduerne var stadig åbne. Derfor ilede den gamle hEUskoleforstanders øjne tilbage til bogen og ministerens ord: "hEUskoleidéen er dog ikke blot historie. Den rummer fortsat rige muligheder for udvikling i forhold til den omkringliggende verden."
Der var håb i de ord. hEUskolerne var ganske vist døde. Der var ingen elever. Demokrati-fonden betalte kun for udenlandske elever, hvis der også var danske, og på den måde slap man også for de fremmede sprog, der slår mere, end de smelter. Men selv om hEUskolerne var døde, så havde ministeren ret i, at hEUskoleidéen levede. Det er jo tanken, der gælder, både med med hensyn til julegavers pris og højskolers elevtal.
Men selv om ministeriet havde fået udryddet de gamle, danske højskoler og erstattet dem med de elevtomme hEUskoler, så havde ministeren jo da ret i, at selve tanken "rummer fortsat rige muligheder for udvikling i forhold til den omkringliggende verden". Det er sket med hEUskoler i vor egen verden, men den omkringliggende verden har plads til mange nye hEUskoler. Det er nok internazionaliseringen, tænkte den gamle hEUskoleforstander, ligesom med forureningen. Man kan slippe for hEUskoler i sit eget land, bare man betaler for hEUskoler i den omkringliggende verden.
Den gamle hEUskoleforstander tænkte, at på en måde er EU-parlamentet det tætteste, man nu om dage kommer på en hEUskole, den rigtige gamle hEUskoletanke. Også i EU-parlamentet får de penge, selvom de ikke møder frem, de har lige fået hver sit bruserum, og Freddy Blak har fået sig et blåt øje lige som på hEUskolens gamle pyjamasfester. Skulle man sende Freddy Blak en Treo, tænkte den gamle hEUskoleforstander.
Men det blev ved tanken, dels var Treo ikke forstanderens område, dels kom nu et af de mest spændende afsnit i ministerens julebog: "Også i det højteknologiske informationssamfund er et hEUskoleophold en god ting at have med i bagagen på rejsen mod fremtiden".
Det var altså godt sagt af en minister, tænkte den gamle hEUskoleforstander. Især det med rejsen mod fremtiden. Selvfølgelig kunne man sige, at selvom man ikke rejser, men bliver hjemme, så kommer fremtiden alligevel. Og i ordet bagage, som var en del af internazionaliseringen, lå jo, at et hEUskoleophold kunne skiftes ud med rygsæk-turisme, for det var nok sådan, ministeren tænkte. Det ville kunne føre til statstilskud til udlandsrejser, og manglen på den slags tilskud havde slået mange hEUskoler ihjel. Men det ville blive helt nødvendigt nu, hvor hEUskoler kunne kun udvikles i den omliggende verden, som man måtte rejse til, fordi her lå fremtiden. Den gamle hEUskoleforstander kunne ikke rigtig forstå, hvorfor man skulle have hEUskolen med som bagage, når hEUskoler kun kunne udvikles i den omliggende verden, det var ligesom at føre kul til Newcastle. Men man skal ikke kunne forstå alting, når man læser en redegørelse.
Hurtigt gik han videre for ikke at blive fanget i sit eget, personlige tankespind: "Hvis man interesserer sig bare en smule for hEUskolehistorie, bliver man hurtigt klar over, at hvad der er sket på disse skoler, altid har været et personligt anliggende for de mennesker, der har været indblandet, hvad enten de har været lærere eller elever. Og netop derfor er det aldrig blevet ligegyldigt. hEUskolerne har da også altid haft deres opgave til debat. I den forbindelse har hver enkelt af landets folkehEUskoler altid villet insistere på at være helt sin egen. Det skal der ikke ændres på."
Nej, her måtte han rent ud sige, at han var skuffet. Ministeren skrev, at hEUskoler altid havde været et personligt anliggende for lærere og elever. Men ikke for forstandere! Helt galt var det selvfølgelig ikke, for en forstander må ikke se alt for personligt på det hele, en hEUskole er jo også en forretning. Og demokratisk set ville det vel også være galt, om en forstander er personlig, han bør jo være et gennemsnit af bestyrelsen, lærerrådet og køkkenpersonalet. Men alligevel mente han, at ministeren godt kunne have nævnt de ikke helt få forstandere, for hvem det er et stærkt personligt anliggende at få udfyldt undervisningsministeriets spørgeskemaer korrekt.
Det var, som om juleglæden gled ind i skyggen et øjeblik. Det var ikke helt retfærdigt, det her. Og det værste var, at ministeren i sin redegørelse endnu ikke havde nævnt Rødding. Danmark var blevet befriet for hEUskoler, og det var stort. Alle fremtidige hEUskoler ville være udenlandske hittegodskontorer for bagage i den omliggende verden. Så langt så godt, men ikke eet ord om Rødding. Det var, som om julen ikke ville komme. Lad julesorgen slukkes, sukkede den gamle hEUskoleforstander.

4. kapitel, hvori det ikke bør slå fejl, at Rødding bliver nævnt.


Landets sidste hEUskolemor sov for længst og drømte sødt om uddelingen af Treo til eleverne efter en pyjamasfest. Det var blevet meningen med hendes liv, at hun kunne klare enhver hovedpine. Da søvnen og drømmen blev dybere, optrådte der en ond minister, som ikke bare lukkede alle hEUskoler og fjernede alle elever med eller uden hovedpine, men som i mareridtet forbød brugen af Treo, fordi brugen i sig selv måtte ses som en krænkelse af hEUskoleideen.
Den gamle hEUskoleforstander kunne ikke sove. Han måtte videre med sin julebog, undervisningsministeren redegørelse til folketinget om folkehEUskolerne. Ministeren skrev: "Derfor skal staten heller ikke anvise, hvordan indholdet i fremtidens hEUskole skal være. Det skal hEUskolerne nok selv finde ud af. Staten lægger derimod rammerne for det tilskud, som skal være grundlaget for, at hEUskoleidéen fortsat kan føres ud i livet."
I hvert fald kæmpede ministeren for friheden på den elevfri hEUskole. Så meget måtte indrømmes. Den gamle hEUskoleforstander var lidt forbavset over, at hEUskolerne sådan helt på egen hånd skulle finde ud af indholdet, ja, han syntes rent ud, det var at gå for vidt. De undergravende kræfter i hEUskolen kunne jo fristes til at tro, at de kunne begynde at lave dansk-timer igen, bare dansk-timer lige så mange de lystede. Det ville jo også gøre ministeriets controlers arbejdsløse.
Men trygheden vendte tilbage, da han læste, at staten lægger rammerne for det tilskud, som skal være grundlaget. Især kunne han godt lide ministerens brug af ordet skal. Der manglede alt for meget et skal i de frie skoler. Når ministeren siger skal, så er det som en løgstrupsk fordring, ja, måske ligefrem en etisk fordring. Ministeren må ligesom være en mur, de frie skoler kan spille op mod. Vil man føre hEUskoleideen ud i livet, så skal statstilskuddet være grundlaget. Endelig blev der sat en stopper for de pirater, der går og laver skole uden statstilskud. Og på den måde fik minister Jensen også has på de Tvind-skoler, der overlever på kommunernes tilskud på trods af den sunde, livsnære, kloge og gode særlov. Den gamle hEUskoleforstander godtede sig helt juleagtigt.
Men alt det med statstilskud lød alligevel ikke kun som jul, tænkte den gamle hEUskoleforstander. Når man læste det, var det, som om selve hEUskolens eventyr blev lidt for dagligdags, alt for meget med problemer, årselever, konkurrence og kappestrid. Selvom han var tilhænger af billedlotteri og markedets frie spil, så kunne der hurtigt blive for meget legoland og for lidt ånd i sådan en redegørelse.
Men lige i det øjeblik, da den gamle hEUskoleforstander var ved at lægge julebogen op på natbordet, så blev han ramt som af en engels vingeslag. Der var Ingemann i luften. Nu måtte det komme. Velkommen igen! Nu var julen der, højtiden! For bogens næste kapitel hed: Kulturarven.
Og ja, der stod det! Ministeren havde selvfølgelig holdt læserne lidt hen, så det smukke ikke skulle ødelægge det virkelighedsnære. Men nu var der ikke længere tvivl. Nu kom den egentlige redegørelse. Hvor må de have været glade, da de læste det i folketinget - og så lige inden jul: "Den danske folkehEUskole startede for over 150 år siden..."
Men ikke nok med det. De dybe lag af kultur i undervisningsministeren, som også engang havde været rigtig kulturminister, røbede sig gennem det vældige ordvalg, der lød som en basstreng gennem hele det danske folks historie. Her var de ord, den gamle hEUskoleforstander havde søgt og søgt efter: "...i Rødding"
Han puffede ivrigt til sine kone, landets sidste hEUskolemor, og hun var straks vågen, befriet fra sit mareridt, da hendes mand igen og igen læste ordene for hende:
"...i Rødding" "...i Rødding" "...i Rødding"
Og for at overbevise hende om miraklet læste han hele sætningen fra redegørelsen til folketinget: "Den danske folkehEUskole startede for over 150 år siden i Rødding".
Og så havde han endda gemt det allerbedste til hende, ja, også til sig selv. For ministeren havde så enkelt og dog så spådomsgivende føjet de vidunderlige ord til: "...i Sønderjylland."
Ja, det var det store. Rødding lå i Sønderjylland, og netop i den landsdel var den danske folkehEUskole startet, det danske Bethlehem. "Den danske folkehEUskole startede for over 150 år siden i Rødding i Sønderjylland."
Ministeren skrev ikke "Og det skete i de dage...", nej, dels var det den gamle oversættelse, som ikke kan bruges i internzionaliseringen, dels var han var på højde med evangelisterne, ja, faktisk overgik han dem, for smukkere ord var aldrig set før, i hvert fald ikke i en redegørelse: "Dermed opstod den skoleform, som har vakt opsigt over hele verden. Og hvorfor det?"
Ingen evangelist havde nogen sinde før brugt det stil-træk at spørge læseren. Den gamle hEUskoleforstander mærkede, hvordan en løftning gik over sengen, ja, over hele soveværelset. "Jesus opvakte Lazarus. Og hvorfor det?" "Jesus blev født i en stald i Bethlehem. Og hvorfor det?" Nej, man måtte indrømme, at internazionaliseringen førte til ukendte højder, ikke bare i tænkningen, men også i formen.
"Dermed opstod den skoleform, som har vakt opsigt over hele verden. Og hvorfor det?"
Han blev ikke træt af at gentage de ord for sin lille kone. Hun så lidt spørgende ud, og han fik i et glimt den forfærdende tanke, at hun måske ikke kunne svare på spørgsmålet: "Og hvorfor det?".
Men da han var den fødte underviser, og da det var så længe siden, han sidst havde mødt en elev, så blev han grebet ikke bare af julestemningen, men af det uforklarlige og opløftende, ministeren så sigende kaldte for selve hEUskoleideen.
- Ser du, min lille elskede, sagde den gamle hEUskoleforstander. Sønderjylland er jo et forældet navn på det, man nu kalder Euroregion Schleswig. Og netop her i Euroregion Schleswig lå verdens første hEUskole, i Rødding.
Det er selve spådomskraften i hEUskolens tilblivelse, at den første hEUskole lå netop et sted, som blev tysk i 1864, men som ved en fejltagelse blev dansk igen i 1920. Man glemte at holde to folkeafstemninger i 1920, så var den fejltagelse aldrig sket. Det er jo det, ministeren så glimrende får sagt med sine ord om, at hEUskolerne "er en del af den danske kulturarv og med til at placere os på verdenskortet."
- Jo, men, sagde landets sidste hEUskolemor, og hendes mand kunne ikke lide, når hun sagde jo, men. Men hun sagde det alligevel: - Jo, men, verdens første hEUskole blev jo lukket, da tyskerne tog Sønderjyl..., æh, Euroregion Schleswig.
- Netop, godt set, min lille skat. Det er jo det, der gør det hele til en rigtig spådom. hEUskolen i Rødding blev lukket, da Euroregion Schleswig som den første del af Danmark opnåede den lykke at blive internazionaliseret. hEUskolen i Rødding gik forud for de andre hEUskoler. Det, der skete med Rødding dengang, er det, der nu sker for alle hEUskoler. De bliver allesammen lukket. Det er selve forjættelsen.
Og gør det noget? Den gamle hEUskoleforstander havde allerede lært af ministerens spørgeteknik. Er det ikke kun lykkeligt, at hEUskolerne bliver lukket? Jo, for vi har jo stadig verdenskortet.
© Poul Erik Søe 23. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside