Partier er ikke
hellige foreninger

Hans Engell skammer sig over luksus-støtten til partierne, skønt han selv er far til den
Til daglig prøver politikerne at skjule magten. De kalder helst magt for indflydelse, ligesom propaganda kaldes oplysning. Men magtens grinende fjæs dukker frem, når de praler af deres egen indflydelse. Og når det drejer sig om tuskhandel i bagbutikken, så maser virkeligheden sig på helt uden at være spurgt.
I et magtglad øjeblik for et par år siden afskaffede de konservative og regeringen formueskatten. Der havde ikke være talt om formueskat meget længe i dansk politik. Men de konservative havde da stående i deres partiprogram, at den skulle væk.
Men nu skulle de konservative købes til et forlig om finansloven med regeringspartierne. Og det lokkende var, at forliget med de konservative skete uden om partiet Venstre. Altså solgte socialdemokraterne ud. Finansminister Lykketoft, der allerede dengang talte, som om han ikke gad tale længere, som om alle ordene var sagt, åbnede munden og godtog afskaffelse af formueskatten, ja, det var nok ham, der fik indfaldet. Sådan helt uden videre. Ikke noget med folkelig drøftelse, nej, en streg på papiret og væk! Sådan røber magten sig.
Ved samme lejlighed, helt uden at spørge de andre partier, vedtog de at firedoble statens pengetilskud til partierne. Der var ikke nogen ydre grund til det. Det havde ikke været foreslået før. Det var ikke en sag, som det danske folk på noget tidspunkt var indviet i.
I folketinget var der heller ikke enighed, men de tre forligspartier havde jo et lammende flertal, så det var gennemført, før lovforslaget var fremlagt. Det var rene skindrøftelser, der blev ført på tinge. Det er velkendt af hvert barn i Danmark, at Venstre og Fremskridtspartiet sagde nej - og derefter hævede pengene ved kasse 1.
Siden har så nogle af de små partier, de radikale, centrumdemokraterne og fremskridtsfolkene, været meget opfindsomme. De har sparet op af pengene fra 1996 for at bruge dem i propagandaen i 1997. Det har man så omsider i indenrigsministeriet fundet ud af, at det må man ikke. Man skal følge regnskabsåret, dog da det er magthavere, det handler om, så kan de selv kan flytte lidt rundt på regnskabsåret. Det overrasker ikke danskerne mer. Der altid fusk i limen, når demokratiets partier skal have noget til at hænge sammen.
Netop Fremskridtspartiet, der kom til verden ved at pege på huller i lovgivningen, har opnået godkendelse af, at penge, de blev bevilget i 1996, først blev brugt i 1997. Til hvad? Til annoncer med Kirsten Jacobsen. Man kan da heller ikke forestille sig nogen mer ind-lysende fællesopgave, som staten må støtte, end trykning af fremskridts-annoncer med ord af Kirsten Jacobsen. Det var jo lige netop for at sikre den slags, at Fremskridtspartiet blev dannet, ikke sandt?
Nu ser man så den konservative Hans Engel træde frem for at sige, at den slags var skam slet ikke meningen. Han har selv været med til at lave loven, så man må tro ham. Men loven blev jo lavet hu hej vilde dyr. Den var sjusk, lavet for hurtigt for at omsætte de konservatives finanslov-aftale med socialdemokrater og radikale.
Jeg tror ikke længere på, at partiledelser og partiorganisationer kan tage ved lære. De kører deres helt selvstændige magtløb på Christiansborg, uden om det danske folk. Der er derfor ingen anden vej end at få vælgerne til at indse, at de selv må standse den glidning, der langsomt er ved at ske i dansk folkestyre med kurs mod rent ud magtkorrupte tilstande.
Det første, danskeren må indse, er, at partier er ikke hellige foreninger. Det tror mange partier selv. Det er der også mange vælgere, der tror. Men partier har i grundloven ikke noget som helst fortrin for andre foreninger. Partier er og bliver foreninger, slet og ret, som en gymnastikforening, en skakklub og en grundejerforening.
Partierne har end ikke en særlig ret til at opstille kandidater til valgene. Den selvsamme ret er også enhver gymnastikforenings, skakklubs og grundejerforenings, ja, man behøver ikke engang at danne en forening for at opstille kandidater.
Det eneste, der giver partierne særlig magt, er deres egen lyst til at se sig selv som noget særligt i demokratiet, skønt et parti er en forening som enhver anden forening. Det særlige ved partierne er noget, de har tiltaget sig selv, og deres magtmuligheder gør så, at de kan fremstille sig selv som hævet over andre foreninger og derfor har krav på støtte fra staten, hvad de ikke har i højere grad end en forening af elever fra samme realskole-klasse fra 1948.
Det er demokratiets egentlige sygdom, at nogle foreninger, mange omkring hundred år gamle, langsomt har givet sig selv forrettigheder for andre foreninger. Det svarer ganske og aldeles til det, som grundloven ellers afskaffede for 150 år siden, nemlig adelens særstilling.
Ved at give sig selv kors og bånd og stjerner plus statstilskud i sådan en størrelse, at det tilmed kniber med at få pengene brugt, tiltager partierne sig et omdømme, som om de er de ny herremænd. Der er gået storhedsvanvid i dem.
Det første skridt på vejen til en nygørelse af folkestyret er en daglig morgenbøn hos den danske vælger: - Lær mig at indse, at et parti ikke er noget helligt, men en ganske almindelig forening, hverken mer eller mindre, og at enhver forening i Danmark har de samme rettigheder som de foreninger, der kalder sig partier. Og lær mig at indse, at enhver ny forening, som jeg selv er med til at lave, straks har samme stilling og rettigheder som de foreninger, der kalder sig partier.
© Poul Erik Søe 19. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside