Jacob Haugaard redder
teatrene og Nyrup østlandene

Og pressen klapper i de små hænder ad de tilrettelagte triumfer
Jeg aner ikke, om fire teatre har holdt en fest for Jacob Haugaard. Han har jo reddet dem. De får statstilskud endnu et år.
De fire teatre stod for at skulle miste statstilskuddet. Det samme skete for et par år siden. Men så blev de reddet på stregen.
Blev de nu reddet, fordi de er gode teatre, eller måske halvgode. Var det på grund af en kunstnerisk vellykket indsats for voksne og børn, at netop disse teaterfolk endnu et år kan få penge fra statskassen.
Det får vi aldrig at vide. Vi ved kun, at de fire teatre blev reddet, fordi regeringen købte Jacob Haugaards stemme ved alligevel at give det statstilskud, der ellers var fjernet i regeringens forslag til finanslov.
Der har ikke været stor opstandelse over den historie. Vi er ret vant til, at sådan foregår det i politik. Vi skumler lidt i krogene. Der sætter sig et lag lede oven på det gamle. Og politikerne tror, at det hurtigt er glemt. Men der tager de fejl. Fælleshukommelsen er ikke langtids, men hukommelsen hos dem, der i det givne øjeblik i demokratiet minder os om just sådan en historie, er sejlivet.
Nu er det hele næppe sket, som det er skildret i pressen.
Jeg tror, denne historie er mere sand:
Når en regering tilrettelægger en finanslov, så sørger den for, at der er indbygget punkter at forhandle om - områder, der kan tilfredsstille enhver tænkelig gruppe i folketinget, selv en gruppe af Jacob Haugaards størrelse. Et flertal skal jo findes.
Man tilrettelægger, at fire teatre skal miste deres tilskud. Tilmed er der et børneteater imellem, så alle munde er stramme af harme.
På en række andre områder er der sørget for, at der ligger guf under juletræet til Venstre, Enhedslisten, Fremskridtspartiet, og folkepartisterne - de konservative, de danske og de socialistiske. Og så er der fire teatre til Jacob Haugaard og noget med turisme til Arne Melchior.
Den opstilling kalder man en finanslov.
Gave-uddelingen afhænger ikke af, hvordan man har opført sig i årets løb, men alene af, om man i øjeblikket er bange for at komme ud i valgkamp. Centrumdemokraterne var mest bange, så de fik flest gaver. Og Jacob Haugaard fik teatrene som mandelgave.
Nu kan Jacob Haugaard gå ud med en triumf. Det er en tilrettelagt triumf. Det har hele tiden været meningen, at de fire teatre skulle reddes, men enhver kan se, at demokratiske forhandlinger sandelig fører til resultater. Det betaler sig at have indflydelse.
Sådan går det for i folketinget.
Og sådan går det for sig i EU.
De fleste lande i unionen vil ikke have alle østlandene med på samme tid. Alle ved, at det kommer de heller ikke.
Men en ny traktat spøger, den fra Amsterdam, som skal udvide unionens magt. Vanskeligheden er, at ene af alle lande i EU skal Danmark ifølge grundloven holde folkeafstemning om den traktat. Danskerne kan finde på at sige nej. De har gjort det før. Man ved aldrig med de danskere.
Der er jo det ved danskere, at de ikke er så gode til at stave, læse, regne og lægge sammen som andre folk i Europa. Det viser alle undersøgelser. Men danskerne er overraskende, fordi de har samvittighed, som er en uberegnelig størrelse.
Men man kan da regne ud, hvordan man gør brug af danskernes samvittighed. Danskerne vil sikkert have alle østlandene med i EU-forhandlingerne, fordi det giver dem bedre samvittighed. Det mener danskernes egen statsminister, som nok har det fra en statstilskuds-betalt rådgiver i markedsføring. I hvert fald har statsministeren sagt, at for danskerne er det her en samvittigheds-sag.
Da de andre lande ikke skal spørge deres vælgere, før de siger ja til Amsterdam-traktaten, så kan de være ligeglade med samvittigheden hos deres egne borgere. Derfor siger de nu højt og tydeligt, at de sandelig ikke vil have alle østlandene med.
Det er jo ikke så godt for den danske statsminister. Men så laver de en aftale, lige som med finansloven derhjemme. De andre lande skal bare blive ved med at sige nej til samlede drøftelser med alle østlandene, mens den danske statsminister bliver ved med at sige, at selvfølgelig skal de allesammen være med.
I sidste ende er meningen selvsagt, at de store magter i EU, som ikke vil have alle østlande med i drøftelserne, får deres vilje. Men man kan da opføre et lille magtspil, der fortæller danskerne, at deres statsminister sandelig har stor indflydelse i EU.
Længe mødes embedsmændene. De laver alle de vigtige aftaler. Men spørgsmålet om, hvor mange østlande der skal forhandles med, står åbent. Embedsmændene kan ikke blive enige. Der er krise. Der er stor krise. Ja, der er faktisk alvorlig krise. Man kan godt sige, at selve krisen er en krise.
Men som det hele tiden har været aftalt, så skal der holdes topmøde mellem EUs regeringschefer. Bundmøder er kun noget, der holdes i Tyskland.
Og på topmødet, hvor krisen er kriseagtig, ja, faretruende kriseagtig, ender det med, hvad der hele tiden har været aftalt.
Den danske statsminister får en triumf med sig hjem - og det kan man da også læse i den danske presse dagen efter. Pressens håndfaste EU-klappere klapper i hænderne og klapper statsministeren på ryggen, mens de andre regeringschefer klasker sig selv på lårene af grin. Danskerne, folket altså, er blevet snydt igen.
Morgenavisen Jyllands-Posten kan på forsiden skrive, at EU-topmødet var en triumf for den danske statsminister. Vist da også for udenrigsministeren. Og også Venstres partileder, Uffe Ellemann-Jensen, skummer vellystigt over, så det løber op i overskægget. Man kan høre, at han har øvet sig på sætningen ved morgenbarberingen. Statsministeren har ikke bare hentet "det bedst opnåelige" med hjem, nej, "det bedst tænkelige".
Statsministerens triumf viser sig at være det, som de store lande i EU har sagt hele tiden. Det er lige som med Jacob Haugaard og de fire teatre. Han har reddet statstilskuddet til fire teatre, der aldrig nogen sinde ville have mistet statstilskuddet.
Og den danske statsminister har i EU vundet den triumf, at der kun bliver bliver forhandlinger med fem østlande plus Cypern, sådan som de store lande hele tiden har sagt, men på "årlige møder" vil EU snakke med de andre østlande om, hvordan det nu går. Der er slet ikke tale om samtidige forhandlinger.
Men triumfen, den danske statsministers redning af østlandene og af danskernes samvittighed, er, at de store lande allernådigst lader Poul Nyrup Rasmussen prale af, at han har fået gennemført det, som Danmark ikke ville, men som de store EU-lande ville.
Den statsminister fik ikke, hvad han gik i byen efter. Det, han reddede, var ikke Danmarks synspunkt. Han fik lov til at sætte sit navn under det modsatte af det, han mente og sagde. Men han fik æren.
Og æren er det fagreste træ i skoven. Men dets rødder suger kraft af de teaterfolk, der en overgang frygter, at deres teater skal lukkes, og af nødlidende mennesker i østlandene, der en overgang tror, at de skal være med til festen.
© Poul Erik Søe 19. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside