Dänen raus
Det er usædvanligt, hvad der sker i Sydslesvig i dag. Den danske skoleforening er i spidsen for en krævegang mod landdagen i Kiel.
Det er sjældent at se netop danske sydslesvigere som demonstranter, men krævegangen i dag har et håndgribeligt indhold. Seksten danske skoler er i fare for lukning.
Det er skole-politikken, som den breder sig i EU, der er grunden til den danske kræve-gang mod det tyske flertal i Kiel. De små skoler skal lukkes.
Man kan ikke hævde, at de tyske myndigheder gør andet, end hvad der også sker næsten kommune for kommune i Danmark.
Lukning af små skoler er en dødsengel, der går gennem EUs stater. Dens vinger er gjort af den storheds-syge, som er selve unionens grundlag.
Selvsagt ikke sådan forstået, at det er EU, der lukker de små skoler. Men fjernelsen af alt, hvad der er overskueligt, hjemligt og folkeligt er jo i årevis den tankegang, der først dræber nærdemokratiet ved at lukke små skoler, siden fjerner små kommuner, derefter ødelægger virksomhed efter virksomhed ved sammenlægninger for endelig at søge selvstændige stater omdannet til EU. Det er samme sindssyge drift.
I Danmark ser det ud, som om storheds-vanviddet er ved at nå grænsen. Virksomheder deler sig påny op i små enheder, fordi kun i det overskuelige og i et egentligt og nært arbejds-fællesskab mellem mennesker er der handlekraft og overlevelse.
I Odense har de ganske vist fået en borgmester, som stadig synger sangen om store kommuner for at kunne kontrollere skatterne, men virkeligheden viser det modsatte af, hvad han siger - de små kommuner forvalter billigere og bedre.
Og de store skolers tid har toppet. Det viser sig, at skolens ældste elever ikke kan holde til at være i de store skoler. Så derfor har man nu hensynsfuldt og med held taget fat på at oprette skoler for unge i niende og tiende klasse. Det er ganske vist bagvendtland. Hvis de ældste ikke kan klare de store skoler, hvordan tror man så, de mindste børn har det?
I Tyskland og da i hvert fald i Slesvig har der længe været samme strøm væk fra storheds-dyrkelsen som i Danmark. Ikke i tysk politik, men i de folkelige holdninger. Det ses i tydeligt voksende tysk modstand mod EU og imod møntunionen, og det ses i mange tyskeres ønske om i Slesvig at lade deres børn gå i danske skoler. Ofte fordi tysktalende slesvigere for deres børn søger de vækst-vilkår, som de meget små danske skoler kan give, alene fordi skolerne er små, men også fordi tysksindede foretrækker dansk skoletænkning. Samtidig med, at danskerne nord for grænsen og især Undervisningsministeriet i København er utilfreds med danske skoler og danske børn, som skal gøres tyske, franske, engelske og effektive.
Det er selvsagt ikke uden vanskeligheder, hvis de danske skoler i Sydslesvig får en overvægt af tysktalende og tysksindede forældre. Det har ført til en ikke særlig nem drøftelse i Sydslesvig, især om man kan stille krav til forældrene om selv at tale dansk sprog. Men egentlig er det jo ikke svært at se, at de danske skoler er der for at være danske, ikke for at være et særligt pædagogisk tilbud. Mange tysksindede i Sydslesvig indser sagtens, at sådan er det, måske fordi mange i bund og grund egentlig er mer slesvigere, end de er tyskere.
Tilmeldingen af mange tyske børn til de danske skoler har altså ikke kun indbyggede vanskeligheder. Følgen er også, at de danske skolers egentlige grundlag bliver tydeligt - de er der for at være danske og for at sikre danskheden i Sydslesvig folkelige grosteder og tilholds-steder.
Det grundlag er på det seneste glemt i Kiel - eller også har husker de det alt for tydeligt. Man lukker små skoler, og det sker ud fra samme tænkning, om skolerne er tyske eller danske. Men sådan kan man ikke føre mindretals-politik. Ikke efter dansk skik i hvert fald. Det er indlysende, at der må tages særlige hensyn til folkelige mindretal - som det danske mindretal i Sydslesvig og som det hjemmetyske mindretal i Danmark. Det er den lærdom, man har glemt i Kiel.
Det hænger uden tvivl og modsætningsfyldt sammen med, at danskerne er gået frem i sydslesvigsk politik ved de seneste mange valg til kommuner og landdag. Uden tvivl har mange tysksindede stemt på den danske liste, fordi de kun på den måde har kunnet udtrykke deres modstand mod storheds-dyrkelsen i Tyskland og EU, men også deres ja til dansk tænkning om arbejdsløse og naturværn.
Man skulle tro, at danskheden på den måde kom til at stå stærkere, men især valget af to danskere til landdagen i Kiel - for første gang efter anden verdenskrig - er blevet set som en udfordring til de store tyske partier i Slesvig og Holsten. Derfor dukker den gamle kyniske tænkning op igen.
Der er grund til at understrege, at det ikke har været sådan i Sydslesvig gennem adskillige år. Der har i landdagen været et storsind, som var i pagt med nye holdninger i det unge, mere demokratiske Tyskland. Et godt eksempel er landdagens støtte til - sammen med Mærsk Møller - at skabe Danevirkegården, et museum for Danmarks kamp mod tyskheden. Det er ikke ganske indlysende, at vi sådan helt af os selv ville tænke på samme måde i Danmark.
Men stivheden i skole-skæringerne netop nu viser, at storsindets tid er forbi i de tyske partier i landdagen i Kiel. Man udnytter den kendsgerning, at enigheden i den danske skoleforening på det seneste ikke har været for stor. Uenigheden på skole-området er delvis fremkaldt af, at de danske skolers særlige stilling er blevet tilpasset et tysk mønster med styring fra oven.
Tyskernes stræben efter at undergrave den danske tilstedeværelse i det gamle danske land har derfor nok på længere sigt den fordel, at danskerne påny vil komme til at stå tættere sammen. Måske vil følgen også være en frigørelse for de enkelte skoler - i forhold til skoleforeningen.
I hvert fald kan der ikke være tvivl om, at Danmark som stat må træde ind, hvis tyskerne trækker deres penge tilbage. Konge-ordene fra 1920 til de danske i Sydslesvig - I skal ikke blive glemt - er selvsagt grundlag for enhver dansk regering.
Desværre er den siddende regering, i hvert fald dens leder, uden kendskab til mindretals-politik. Det kan tilmed se ud, som om det tyske flertal i Kiel udnytter statsministerens svaghed i mindetals-spørgsmål.
Med de alvorlige krænkelser, der i statsminister Poul Nyrup Rasmussens tid er sket mod det grønlandske mindretal og det færøske mindretal i rigsfællesskabet, står vi med en statsminister, der ikke kan få sagt de rette ord til danskerne i Sydslesvig. Poul Nyrup Rasmussen har det sådan, at han helst hurtigt muligt vil have glemt alt - og så er det umuligt at sige de nødvendige ord: - I skal ikke blive glemt.
På et dansk hus, der for nogle år siden blev brændt ned syd for grænsen, var skrevet ordene "Dänen raus". Det tyske flertal i Kiel må advares mod at bære ved til det fremmed-bål, der allerede brænder alt for godt i Tyskland.
Danskere nord for grænsen skal dog ikke stille sig brovtende op. Vi har selv bål nok at slukke. Vi skal på samme tid af al kraft støtte det unge og spinkle demokrati i Slesvig og i Tyskland som helhed - og gå til åben og hård kamp mod den tyske stræben efter at fjerne selve danskhedens grundlag i Sydslesvig.
© Poul Erik Søe 10. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside