Statsministerens bodsrejse
Statsministeren skal til Færøerne. Det burde der ikke være noget nyt i, men det er der. Det burde ikke vække opsigt, men det gør det. Statsministeren har gjort sig fremmed i sit eget rige.
Det er, som om statsministeren aldrig mer kan færdes selvfølgeligt og naturligt gennem det politiske og menneskelige landskab. Han er nødt til at sparke sig vej frem, fordi han har lagt hindringer i vejen for sig selv. Armene er aldrig fri, for de må værge mod vildskud, der fra egne fejlhandlinger gror ind over statsministerens sti.
Statsministeren rejser til Færøerne lige først i januar. Og umiddelbart lyder det, som om her er en god indledning til et nyt år. Måske har han endda viljen til at tage fat forfra. Men om det så er statsministeren selv, ved han, at det er et nytårsforsæt med indbygget fuser.
Statsministeren har ikke turdet rejse til Færøerne, siden den snu bank-sag på øerne så småt kom for dagens lys. Igen og igen er det sagt til Poul Nyrup Rasmussen, at man ikke kan have en venstrehånds-statsminister, der ikke tør færdes i hele riget.
Færøerne er efter skik og brug statsministerens fagområde, men de dansk-færøske sager er blevet fjernstyrede fra statsministerens kontor. Han har ikke turdet sætte sine ben på de øer, der historisk og nutidigt er de fredeligste af alle steder i riget.
Det er ikke frygt for færøske demonstrationer, der har holdt statsministeren tilbage. Det skal bare se sådan ud. Det er skam, der har fået ham til at blive hjemme. Og det er altid noget, for så er statsministeren da ikke helt skamløs.
Nylig gav et flertal i folketinget, sammensat af partier både til højre og venstre, statsministeren en mulighed for at sige undskyld til det færøske folk. Statsministeren krænkede folketingets flertal ved at sige nej til at bede om tilgivelse. Færingerne blev ikke krænket. Det har længe ligget over færingers værdighed at lade sig krænke af den mand, der kuppede sig til lederskabet i Danmark trods manglende evner og moral.
Nu bagefter kan enhver se, at statsministeren ikke turde sige undskyld for sin og justitsministerens fremgangsmåde i den færøske bank-sag. Statsministeren vidste noget, som vi og folketingets flertal dengang ikke vidste. Statsministeren havde forud-kendskab til planen om, at den milliard kroner, som Den danske Bank havde i klemme på Færøerne, skulle gnides af på færingerne. Statsministeren er dybt skyldig i de lidelser, som tusinder af færinger blev påført, og som for mange hjem førte til opløsning og for mange til udvandring.
Med en ligegyldighed, der bærer de svedende fingres pletter, lod statsministeren år for år gå. Uden at få talt med færingerne. Uden at få bragt klarhed til det danske folk. Der var jo, trods færingernes åbenbare krav på en dommer-undersøgelse, af statsministeren selv nedsat et sagfører-udvalg, som skulle kigge lidt på bank-sagen. Mere og mere lignede sagfører-udvalget, som end ikke var uvildigt, blot en udskydelse af en vanskelig sag, sådan som politikere så let skjuler sig for ansvaret i udvalg og kommissioner.
Netop i januar barsler sagfører-udvalget. På forhånd er det noget rod, der kommer ud af det. Går de særligt udvalgte sagførere imod statsministeren, vil han kunne sige, at det dog er mærkeligt, hvis færinger og andre fæster lid til sagførerne nu, når de før var vrede over de samme sagføreres mangel på uvildighed. Ja, det ville endda ligne statsministeren, hvis hans kyniske frækhed fik ham til i januar at foreslå den dommer-undersøgelse, færingerne hele tiden har ønsket. Så kunne statsministeren atter vinde tid, så han kom frelst om på den side af folketingsvalget i 1998.
Men selvsagt ved statsministeren, at januar måned kan blive dommedag over ham, sådan på sagfører-planet. Derfor tager han sig nu pludselig tilsyneladende af den sag, han har ladet hånt om i årevis. Nu vil han af alle tidspunkter gæste Færøerne, ti dage før bestillings-dommen fra sagførerne.
Selvsagt må man ønske statsministeren god rejse. Det er ikke et sekund for tidligt, men flere år for sent. Mere og mere ligner statsministeren en engelsk dronning, der alt for sent og ubønhørligt stillet over for tab af magt og omdømme går spadseretur uden for slottet og kigger lidt på blomsterbuketter til en afdød.
Statsministeren rejser ikke til Færøerne for at drøfte bank-sagen eller den opløsning af rigsfællesskabet, som statsministeren har fremkaldt. Nej, han skal alligevel til møde med grønlændere og færingerne, denne gang tilfældigvis i Tórshavn, og så vil han da med venstrehånd lirke ved det dansk-færøske forhold.
Det er forståeligt, at den færøske finansminister fra partiet Folkeflokken allerede har meddelt, at han vil ikke mødes med den danske statsminister. Man kan ikke gøre færinger til lampeholdere i sine egne offerhandlinger ti dage før dommedag.
Det værdigste svar fra Færøerne vil være at lade statsministeren gå i land og venligt vise ham vej til Tinganes, et af de ældste folkestyre-steder i verden. Her kan statsministeren sætte sig på de yderste stene, som tingfolkene måtte gøre det i gammel tid. Kneb det så med samarbejdsviljen, steg vandene og tvang dem til vedtagelse eller flugt.
Ensomt kan han sætte sig på den yderste ø og mærke vandene langsomt stige, indtil han lærer at bede om tilgivelse i stedet for de fremmede størrelser, der fylder hans liv, taktik og strategi. Fra disse dåbsvande og dødvande kan han omsider vende sig, overgive sig og hengive sig til det værdigste folk, danskerne nogen sinde har haft fællesskab med - færingerne.
© Poul Erik Søe 11. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside