USA ville give Auken 
mundkurv på for lukkede døre

Den amerikanske regerings klage over den danske miljøminister Svend Auken har hurtigt udviklet sig så pinligt, som den slags sager mellem USA og Danmark desværre oftest gør.
Der må være en særlig grund til, at amerikanerne og danskerne altid klokker så voldsomt i det, når de skal ordne deres indbyrdes forhold.
Det er svært at se anden grund, end at den amerikanske ambassade i Danmark i helt usædvanlig grad synes at tiltrække politisk og folkeligt ukyndige embedsmænd, uden evne til at indleve sig i det folk, de gæster.

Man kan sige meget dårligt om dansk forvaltning, og det danske udenrigsministerium går åndeligt set stadig lidt for ofte i kjole og hvidt med moderester fra den tid, da adelsfolk helt selvfølgeligt havde førsteret til stillinger i ministeriet.
Men grundlæggende må det siges, at danske embedsfolk og som regel også politikere ikke klarer sig ringe i mellemfolkelige drøftelser, og deres omdømme for redelighed og ordholdenhed er godt.
Det kan derfor næppe være sådan, at USAs åbenbare krænkelse af dansk selvstændighed gennem klagen over Svend Auken kan skyldes daglige gnidninger mellem det danske udenrigsministerium og den amerikanske ambassade.
Klagen mod Auken kan heller ikke skyldes de faktiske hændelser under klimamødet i Japan. Det ligger nu klart, at Svend Auken har talt sandt om den amerikanske ulyst til selv at bidrage til et verdens-fællesskab i kampen mod klima-ødelæggelsen. Enhver kan også se nu, at de tal, Svend Auken gjorde brug af, lå åbne for alle på klimamødet. Der var ikke tale om misbrug af fortrolige oplysninger, som amerikanerne hævder.
Det, den amerikanske regering ikke kan lide, er, at en minister taler åbent sprog på fjernsynsskærmen. Amerikanerne skal vide, at det danske folk ser anderledes på det. Vi ringeagter en minister, der ikke taler åbent. Og vi står vagt om den frihed, som Svend Aukens ytringer er udtryk for, uanset om vi er politisk enig med ham eller ej.
Man kunne tro, at der i dette spørgsmål om åbenhed var sammenfaldende syn i Danmark og USA, fordi amerikanerne i mange sager er langt mere åbne end danske myndigheder. Det har jo tydeligt vist sig, når man om ulovlighederne i Thule i Grønland i de amerikanske arkiver har kunnet hente oplysninger, der i Danmark var stemplet som fortrolige.
Det hele handler da grundlæggende slet ikke om åbenhed, men om den ydmygelse, som USAs regering blev udsat for i Japan, ikke på grund af andre landes ondskab eller Aukens åbenhed, men fordi den amerikanske regering regering ikke frit turde sige, at den egentlig ville noget andet, end den sagde, men ikke kunne på grund af manglende flertal hjemme.
Da den amerikanske regering sendte sin ambassadør til den danske statsminister med en klage over Svend Auken, burde den samme ambassadør have sagt til sine foresatte i USA, at hele fremgangsmåden og indholdet i klagen kun kunne ses som en dyb krænkelse af   det danske folks frihedssyn.
Og en klog ambassadør ville endda kunne have hvisket til sin regering, at Danmarks statsminister ikke på grund af sin fortid og sin egen lige så skandaløse behandling af Svend Auken ville have nogen som helst anden mulighed end at støtte sin miljøminister mod amerikanerne, sådan som det da også er sket.
Nu kommer så amerikanerne rendende for, ifølge Radioavisen, at sige, at USA ikke ønsker, at sagen omkring Svend Auken skal belaste forholdet mellem Danmark og USA. "Det drejer sig ikke om den danske regering, kun om miljøministeren," siger kilder i det amerikanske udenrigsministerium. Her tager amerikanerne igen groft fejl. Det drejer sig hverken om miljøministerens eller regeringens forhold til USA, men om det danske folks forhold til USA, et i forvejen alvorligt belastet forhold, som netop var ved at blive bedret ved præsident Clintons gæsteri i år.
Nu siger det amerikanske udenrigsministerium, at klagen over Svend Auken skulle have været håndteret diskret og ikke omtalt offentligt".
Det er dog den stiveste endnu! Kalder amerikanerne det diskret, at den amerikanske ambassadør i Danmark selv henvender sig til statsministeren med en klage over en navngivet minister? Det er jo ren middelalder. Forestiller amerikanerne sig, at de kunne have kulet en dansk minister ned sådan i al lukkethed, uden offentlig drøftelse - og en sådan mageløs dumhed giver man udtryk for i en sag, der netop handler om åbenhed!
Måske er det sædvane for amerikanerne at give ministre i andre lande mundkurv på sådan i al "diskretion". Men der er grund til at være tilfreds med, at denne klagesag er kommet åbent frem. Det bliver nødvendigt at få nøje kigget efter, om amerikanerne ofte har været ude med mundkurven i dansk politik. Der er jo ministre i det udenrigspolitiske landskab, som overraskende hurtigt er forsvundet fra deres taburetter.
Og så burde sagen, som i Danmark kun har kaldt på latteren, få følger i den amerikanske ambassade. Det amerikanske folk, som vi historisk og nutidigt er dybt knyttet til, kan ikke være tjent med den rådgivning, der så mangelfuldt må udgå fra dets udsendinge i Danmark.
© Poul Erik Søe 19. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside