Lad landet dejligt stå
Kommentar i Danmarks Radio, udsendelsen 2. februar 1996 "Om os selv og det, vi tror på"

Den, der har tillid, bliver aldrig træl. Tillid er et andet ord for tro. Og tro vil sige tillid, hverken mer eller mindre. Den tro, der frelser, er ikke en særlig fin kristelig udgave af en menneskelig ydelse. Den tro, der frelser, er tillid. Det er sådan, Bibelens tale om tro bedst kan oversættes. Tro vil sige at stole på.

Og der findes ikke særligt fornemme udgaver af tro og tillid. Troen på Gud er tillid til Gud, og det er samme slags tillid, som det ene menneske kan have til det andet. Grundtvig siger, at troen på Gud kan sammenlignes med sjællændernes tillid til jyder, og det er måske ikke det bedste eksempel, Grundtvig har fundet frem. Men man forstår alligevel, hvad han mener, og man kan på nudansk være ligeså kluntet som Grundtvig. Tro er tillid, ligesom statsministerens tillid til færinger.

På Færøerne vækker det ikke tilid, når en dansker kalder den yderste ø mod vest for Myggenæs. Øen hedder Mykines, og der var ingen myg, da danskerne - som sædvanlig uden at spørge færingerne - gav den sit myggenavn.

Det var den selvsamme ø, den danske præst i Jørgen-Frantz Jacobsens roman "Barbara" ikke havde tillid til. Man blev let fanget og lå vejrfast på Mykines, fordi storm og bølger gjorde det umuligt at bruge øens lille landgangssted. Derfor lå de døde i kisterne uden jordpåkastelse, og øens børn løb udøbte rundt. Præsten turde ikke sejle derover.

Enhver færing ved, at man let blev fanget på Mykines, så man må ligge vejrfast i ugevis. Men det har været så sært, at det var de danske præster, der havde mistillid til øens og havets vejr, som blev fanget. De præster, der tillidsfuldt sejlede afsted til øen på alle tider af året, blev aldrig spærret inde på Mikjines. Tillid svarer med tillid.

Man kan stadig blive fanget på den ø. På Mykines er der et sommerhus, hvor en dommer og nogle forsvarere i en færøsk lånesag har været sammen en gang for meget. De må gerne mødes i Frimurerlogen, Biografen, Rotary, Bingoklubben og Lyons, men ligefrem i et sommerhus og så på Færøerne, det er ikke tillidvækkende.

Ja, det hedder tillid ... vækkende, ikke som nogen siger tillidsvækkende, fordi det dér s i midten kan lyde som svækkende for tilliden.

Jeg drog et lettelsens suk, da jeg hørte om det sommerhus-møde, at det var holdt på Færøerne. Åh, gudskelov, så er statsministeren da ikke med lige i den sag. Statsministeren har nemlig ikke tillid til færinger. Det er jo noget upraktisk med en statsminister, der ikke tør rejse i alle dele af sit rige. Jeg mener, nu har Arafat været i Israel, og Clinton i det tidligere Jugoslavien, så var det da hyggeligt nok, om Nyrup Rasmussen også af og til kiggede ud på Tinganes i Tórshavn, hvor det færøske landsstyre bor.

Der er vitterligt ikke noget være bange for. Færingerne er det mindst voldelige folkeslag af alle i det danske rige. Det siger selv statistikken, og den må man have tillid til.

Der er nogen, der frygter færingernes danskerhad. Jeg skal rent ud sige, at færingerne kan have al mulig grund til danskerhad. Og de har ikke siden Gabels tid under enevælden haft bedre grund end nu. Når danske banker i hobetal har fået ulovlige skattefradrag, så har alle - fra bankfolkene til skatteministeren - så megen tillid til hinanden, at tilliden ender i tilgivelse. Det er ren sommerhus - det er den gensidige tilgivelses rene kristendom, og den får man for ingenting, det er den pure lykke.

Når en færøsk bank er i vanskelighed og i tillid går den rette vej, nemlig til statsministeren og hans særlige udvalg for at drøfte vanskeligheden, så ender det med, at færingerne bliver snydt, så de ligger vejrfaste i årevis.

Men det er få af dem, der bliver danskerhadere af den grund. I en radiosamtale med færingernes store folkelige digter fra dette århundrede, Christian Matras, spurgte jeg for mange år siden til danskerhadet. Han svarede omgående: - Man kan ikke hade et folk, der har fostret den, som skrev "Nu rinder solen op af Østerlide".

Det er en vidunderlig tanke, at når ens konto kun viser røde tal, så står der dog Kingo tilbage. Han kan ikke hæves, og derfor kan tilliden heller ikke overtrækkes.

En senere dansk digter, PH, rimede engang: "Ha' altid mistillid til de store, vi alene er deres revisorer". Og så føjede han til, at denne mistillid ikke skulle have som udgangspunkt, at enhver embedsmand, enhver politiker, enhver med magt nødvendigvis er forbryder, men fordi de har muligheden for at misbruge deres magt.

Vi andre har lært i den moralske tid, der med statsministerens ord indtraf ved regeringsskiftet, at ikke bare har de store mulighed for at bryde loven, de mener også at have ret til at skjule forbrydelsen og selv vælge deres undersøgere.

Enhver vil kunne huske, hvordan færingerne viste det danske retssystem tillid. De bad om, at en dommer undersøgte, om de var blevet snydt. Men det ville regeringen ikke. Højesteret har advaret mod, at dens dommere bliver brugt i politiske sager. Siden har ikke færre end tre højesteretsdommere i en voldgiftssag taget stilling til, om Århus-skraldemændenes tillidsmand kan fyres eller ej. Skraldemænd har åbenbart ikke noget med politik at gøre. Men det har banker. Og hvem afgør, hvad der er politisk, det gør politikerne og dommerne. Mærkeligt som Christiansborg, Justitsministeriet og Højesteret mer og mer ligner sommerhuse på Mykines.

Hvad var det nu, Kingo skrev i sin morgensalme:
Lad landet dejligt stå
af frugt og grøde,
lad sandhed fremgang få
og retten møde...

© Poul Erik Søe - Kommentar i Danmarks Radio, udsendelsen 2. februar 1996 "Om os selv og det, vi tror på", genudsendt 3. februar 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside