Tilliden og Hjallerup marked
Kommentar i Danmarks Radio, udsendelsen 16. februar 1996 "Om os selv og det, vi tror på"

Der er ingen forskel på tilliden til Gud og tilliden til politikere. Nogen vil mene, at det kan Gud ikke være tjent med. Men Gud må jo finde sig i så meget, uden at Gud mister tilliden til os af den grund. Og på den måde ligner vælgerne Gud.

Det, jeg siger, er, at tillid ikke deler sig i en særlig fornem, guddommelig tillid og en mere overkommelig menneskelig tillid, en Hjallerup marked-tillid. Håndslag og byttehandel: - Thi du for hjertet, vi gav dig, gav os med ham dit himmerig!

Hvis man ikke ved noget om tillid mellem mennesker, på Hjallerup marked og Christiansborg, så er det for tidligt at tale om tilliden til Gud.

Hvis man mister tilliden til en politiker, så vil hun eller han straks fare op og fortælle om, hvor farligt det er. Uha, det er nok politiker-lede eller antiparlamentarisme eller demokrati-krise. Politikere tror nemlig, at de selv og partierne er selve demokratiet - og at demokratiet falder sammen uden dem. Men det er jo netop ikke demokrati. Tværtimod er demokratiets eneste idé jo, at politikere og partier kan skiftes ud når som helst, ja, at demokratiet kun virker, hvis man har tillid til, at vælgerne skifter dem ud, de har mistillid til.

Hvis man mister tilliden til Gud, føler man sig forladt. Det er ikke, fordi der her er tale om en anden slags tillid. Det er, fordi Gud ikke er på valg. Gud er en temmelig dårlig demokrat.

Det er derfor, man skal passe på, når politikere finder sig selv guddommelige. Så er der grund til at have mistillid.

Men man skal ikke have mistillid til politikere, fordi de laver fejl. Enhver kan forestille sig, hvilket helvede det ville være, hvis alle folketingsmedlemmer og ministre var fejlfri. Nu er der heldigvis for tiden ikke stor sandsynlighed for, at lige den katastrofe har kurs mod Danmark. Men de fejlfri er de værste, de grusomste. Det har vi vidst i Danmark før kristendommen. Balder som gud var fejlfri. Derfor lavede han love, som ingen kunne holde. Han var garanteret af Den danske Bank, så ingen ku få ram på ham. Han var så fejlfri, at han røg ad helvede til - til Hel, det er jo derfra dansk kristendom har ordet. De gamle var ikke i tvivl om, hvad der skulle stå på de fejlfris adressekort.

En morgen i denne uge sagde min kone til mig, at hvis det en dag kommer frem, at også Ole Espersen har været med til fusk som andre politikere i Tamil-sagen, Nørrebro, renvask af ulovlige bank-fradrag og Færø-banken, så mistede hun tilliden til det hele. Jeg ved med sikkerhed, at hun har aldrig stemt på ham, for vi har aldrig boet, hvor han har været stillet op. Jeg ved ikke engang, om de har fælles parti. Men jeg forstår, hvad hun mener. Hvordan er det muligt, at en mand har været justitsminister i Danmark uden at få pletter på bukserne? Det er ikke så sært, at der er mange, der hader ham. Og det er da indlysende, at han har ingen jordisk chance for at blive til noget som helst i dansk politik. Næh, lad ham pusle med de baltiske lande, for den slags folk har Christiansborg ingen tillid til. Hvad skal en engel i vandrehallen?

Jeg siger det ikke for at pille vingerne af den justitsminister, vi har. Enhver ved, at han blev ikke sat i justitsministeriet, fordi retsvæsen og politi var noget, han politisk var optaget af eller havde sat sig ind i. Han blev justitsminister, fordi der var almindelig tillid til ham, så stor tillid, at der var nok at sætte over styr af. Og det er han så godt i gang med. Når vælgerne sagde, at justitsministeriet havde for stor magt, også over domstolene, så mente politikerne, at vælgerne var ved at bringe demokratiet i fare. Nu er politikerne tvunget til at tage stilling til samme sag. Domstolene skal ikke ligge under justitsministeriet. De skal flyttes til et andet ministerium.

Men det underlige er, at ingen ser mistillidens kerne. Enhver justitsminister i Danmark sidder ikke bare på den udøvende magt og den dømmende magt, men er jo samtidig medlem af folketinget, altså del af den lovgivende magt. Politikerne er vildt optaget af, hvordan de kan skille udøvende og dømmende magt. Men det hænder da, at tilliden vokser, hvis man begynder hos sig selv. Intet var jo nemmere, end at justitsministeren i dag eller senest i morgen tidlig meddelte, at han ikke længere ville hæve sin folketingsløn. I Norge er der ingen minister, der må sidde i Stortinget. Fordi lovgivende og udøvende magt skal være adskilt. I Danmark venter og venter man på, at et eller andet udvalg skal ændre grundloven. Det er jo slet ikke nødvendigt. Og man behøver ikke engang at lade alle ministre forlade folketinget på samme tid. Justitsministeren kan selv begynde, hvad dag han vil.

Sådan vil politikerne kunne slå følge med dem, der værner demokratiet lige nu - pressen med alle dens fejl og ombudsmanden, som jo da er udpeget af folketinget og ikke af Vorherre.

Politikerne og partierne tror tit, at de er demokratiet. Sådan er det jo ikke. Fordi man har mistillid til en politiker, har man da ikke mistillid til demokratiet. Vi har i nazi-tiden fået nok af alle dem, der aldrig er håndgribelige i deres mistillid, som ikke nævner navne, men som altid skal vælte hele systemet. Men demokrati er jo ikke først og fremmest partier, folketingsmedlemmer og ministre. Det vigtige i demokratiet er vælgerne. Politikere ka skiftes ud, det ka' vælgerne ikke. Derfor må vi tage os selv alvorligt.

For danske vælgere kan man virkelig have tillid til. De er da ikke fejlfri, men de har - i næsten et århundrede - ikke givet eet parti flertal. Vælgerne har med den største omhu sikret, at ikke eet parti alene fik magten. Det er ikke sket i noget andet land på jorden i så langt et stræk. Det er enestående. Og det skyldes jo ikke, at man surmulende har mistillid til enhver politiker. Næh, man har mistillid til magt. Og det er kristensnak.

© Poul Erik Søe - Kommentar i Danmarks Radio, udsendelsen 16. februar 1996 "Om os selv og det, vi tror på", genudsendt 17. februar 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside