Ordets handling
Kommentar i Danmarks Radio, udsendelsen 3. marts 1996 "Om os selv og det, vi tror på"

Hvor er det danske folk dog lykkeligt. Vore politikere styrer ikke bare. De er lysende forbilleder. Ved at se dem og høre dem lykkes det os at forstå vort eget liv.

Ugen har genopført det gamle spil Kamp og forsoning. Ellemann og Engel har lært os, at ord er vores skæbne. Et lille ord, en lille antydning, drejer hele vores liv.

Troen på den blinde skæbne slår ihjel. Men ordet som skæbne kan både dræbe og holde i live. Hvem kan forsone sig med, at alt er forudbestemt skæbne i ens liv? Men ordets guddommelige skæbne er, at man i frihed selv kan opsøge sine ord.

Livet får retning af ord, der bliver sagt til os - og om os. De fleste kender det. Det er sært, at nogle få ord, man aldrig har hørt før, eller som man bare har glemt, at nogle få ord pludselig styrer een et andet sted hen i livet.

Det er, som om ord er et levende væsen, der flytter ind i os, ikke som gæst, men som hersker.

Ordet skæbner, hvad det nævner. Som regel siger man, at ordet skaber, hvad det nævner. Og det er rigtigt. Gode ord skaber det gode liv. Hvad skaber så det onde ord?

Ethvert menneske er hvert øjeblik i sit liv i ordets skæbne, dybt afhængigt af, om andre giver os gode eller onde ord. Og får vi slet ingen ord, er vi døden nær.

Så heldigvis har der været ord nok til alle i ugens løb, ord om Venstre og konservative. Er den ene af dem mer socialdemokratisk end den anden, og kan man stole på een, som samarbejder med socialdemokrater. Og det er jo en herlig strid, når nu socialdemokraterne ikke selv vil være socialdemokrater.

Venstre har for ikke så længe siden helt alene været i regering med socialdemokraterne. Det har de konservative lige godt aldrig. Men bare ved at antyde, at de konservative er på vej til at gøre det, som Venstre selv forlængst har gjort, skaber ordet det indtryk, at Engel er arvesynden selv, i hvert fald blandt Venstrefolk.

Engel gør så det eneste, man i livet kan gøre ved det onde ord, nemlig at fortælle en modhistorie. Er man ramt af onde ord, må man opsøge gode ord, en fortælling, der er endnu bedre end den onde historie.

Når Engel samarbejder med socialdemokraterne, så er det for at holde SF ude. Det er en god borgerlig historie. Sådan burde Venstre også have gjort, tænker en god konservativ. Og alle glemmer så historien om, at Danmark af folketinget blev meldt ind i den europæiske union, fordi de konservative og Venstres Ellemann samarbejdede med SF, ja, gjorde SFs politik til deres egen.

Ugens historie om Engel og Ellemann er danskernes skæbne, lige i øjeblikket. Nogen tror måske ligefrem, det er en vigtig historie. Andre siger: - Det er jo bare ord. Men det er netop, fordi historien bare er ord, at den er vigtig, farlig og livsafgørende.

Nogen siger, det ikke ord, vi vil have, det er handling. Jamen, handlingen har vi fået. Venstre stemte jo for den finanslov, som Engel havde lavet med socialdemokraterne. Og Venstre er helt vild for at være med i det forsvarsforlig, Engel har lavet med socialdemokraterne.

Det er slet ikke indholdet, handlingen, det faktiske, kendsgerningerne, der er vigtige. Nej, det er ordene. Hans Engels forbrydelse er, at han har gjort det, som Ellemann også ville have gjort. Engel har bare gjort det alene.

Og deres fælles forbrydelse er, at de i en uge har tvunget os til at være optaget af en ond historie, som er fuldstændig ligegyldig. Enhver ved, at det er stemmetallene ved næste valg, der afgør, hvem Venstre, konservative og socialdemokrater arbejder sammen med.

Men lige nu er vi i ordets magt. For så stærk er ordets skæbnedannede magt, at selv ligegyldige ord flytter ind og breder sig brovtende i vores liv.

Derfor er danskerne et lykkeligt folk. Vore politikere giver os livsforståelse i den måde, de omgås uvirkeligheden på.

Sådan lærer vi at forstå, hvad arvesynd er. Det er jo en Satans historie med den arvesynd. Ja, ja, der er da også trøst ved arvesynd. Hvis det går mig skidt, så er det min bedstefars skyld. Den er jo ikke så tosset.

Men det er værre, at mine egne ord og handlinger måske er en synd, som skal arves i syv slægtled eller syv gange syv slægtled.

Men ligesom historien om Ellemann og Engel, så er arvesynd kun en ond historie. Arvesynd er ikke kristendom. Kristus talte aldrig om arvesynd. Det er den katolske kirke, der har søsat det onde ord arvesynd. Kirken havde svært ved at give folk en god grund til at lade små børn døbe. Dåben er gudgivet, men barnedåb er kun en gammel skik, en god, gammel skik.

Men en far og mor, der bærer deres nyfødte frem til dåb, for at få synden, skylden, skyllet af, har i årtusinder sagt til sig selv, hvordan kan en nyfødt være syndig. Folk er jo ikke dumme. Det var den katolske kirke heller ikke. Selvsagt har barnet ikke syndet, men det har slægten forud. Barnet har arvet synden - jamen, så gælder det om at komme op til den døbefont og få bestilt kogekonen. Men fra at være præste-taktik bredte ordet arvesynd sig i mennesker gennem århundreder. Søren Kierkegaard og hans far oplevede ordet arvesynd som en byld i sindet, ordet var skæbne.

Arvesynd er en ond historie, man må se at slippe af med. Onde historier kan man kun kværke ved at fortælle en god historie, en bedre historie. Det er det, jeg har lige har prøvet på. Og er den ikke god nok, så lav een selv.

© Poul Erik Søe - Kommentar i Danmarks Radio, udsendelsen 3. marts 1996 "Om os selv og det, vi tror på", genudsendt 4. marts 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside