Gensplejs mod og håb
Kommentar i Danmarks Radio, udsendelsen 9. februar 1996 "Om os selv og det, vi tror på"

Har man fået gift i sig, må man have en modgift. Modgiften kan være giftig i sig selv. Modgift kan godt slå ihjel, hvis man aldrig har fået den gift, modgiften virker på. Der er ikke andet at gøre end at have temmelig stor tillid til giftblanderne.

Der findes folk, der kalder sig selv religiøse ateister. Det lyder som en modsætning, så det er nok temmelig tæt på liv og virkelighed. De nægter, at der er en styrende magt i tilværelsen.

Når de alligevel kalder sig religiøse, er det ikke fordi de ikke tror på det, de ikke tror på. Men de indrømmer, at en stor del af verden ikke kan beskrives videnskabeligt, i bevidsthedens sprog. Man er nødt til at have sig et religiøst sprog.

De fleste vil kunne huske, at da Novonordisk fik lov til at gensplejse, så ville folketinget sikre sig, at det gensplejsede ikke endte ude i naturen. Karrene måtte ikke løbe over.

Det allerførste, der skete, var selvsagt, at skidtet løb ud i naturen alligevel. Ikke fordi man ikke havde holdt loven. Man havde ganske enkelt glemt at sætte bundproppen i. Siden vendte man tilbage til det almindelige - at lade karrene løbe over.

Det er modsætningsfyldt, men netop derfor temmelig tæt på liv og virkelighed.

Da jeg ikke er vild med gensplejsning, har jeg selvsagt de største forventninger til foretagendet. En dag vil de ikke nøjes med at gensplejse planter, men en pressemeddelelse fra Novonordisk vil røbe for os, at det er lykkedes at gensplejse mod og håb.

Hvis vi så tilmed kan tage patent på det, vil det vende op og ned på nationaløkonomien, og aktierne i Novonordisk vil løbe ovenud. Håb er ikke meget værd uden mod, og hvad hjælper mod, hvis man mangler håb. Men i sammenhæng er håb og mod en verdenskraft.

Indtil nu ved forskerne ikke engang, hvor modet sidder i et menneske. Ja, de har vist ikke engang ledt efter modet. Selv det stærkeste mikroskop har ikke fundet håbet i mennesket. Men man skal bare holde ud. Der gik omkring hundred år fra mikroskopets opfindelse, før de mandlige videnskabsfolk fandt den kvindelige ægcelle. De havde slet ikke ledt efter den. De troede ikke, kvinder havde den slags. De mente, at mandens sæd alene var livgivende. Kvinden var bare en beholder, manden opbevarede livet i. Den kvindelige ægcelle er menneskets største celle, men man finder ikke det, man ikke gerne vil finde. Det er modsætningsfyldt og netop derfor liv og virkelighed.

Mod og håb er ikke til, findes ikke. Videnskabeligt set. Der findes ingen videnskabelig redegørelse for kærlighedens virkninger og troens gerninger. Det, man ikke leder efter, finder man ikke.

Men selvom videnskaben ikke kan finde mod, håb, kærlighed og tro, så ved ethvert menneske, at man ikke kan leve uden. Det er de stærkeste kræfter i tilværelsen. Og de kræfter må man have et sprog for. Vi må kunne sige til hinanden, hvad vi mener med mod, håb, kærlighed og tro. Det sprog er det religiøse sprog. Det ved selv ateister, og derfor kalder nogen af dem sig for religiøse ateister.

De allerfleste mennesker på jorden er sikkert religiøse ateister. Nogen af dem kalder sig kristne, andre muslimer eller buddhister. Men grundlæggende har vi tillid til det, vi er i tvivl om. Det er modsætningsfyldt og netop derfor liv og virkelighed.

Tro og tillid er det samme. Men også mod, håb og kærlighed har tillid som kilde, og størst af dem er modet. Takket være en dansk tænker - han hed Løgstrup - har vi fået verdenspatent på den tanke, at tillid er det grundgivne mellem mennesker. Vi møder umiddelbart hinanden med tillid. Det er sikkert noget vrøvl. Al menneskelig erfaring siger, at tillid sædvanligvis er noget, der mangler. Men tilliden kan bygges op. Tillid er en erfaring, man gør sig. Det viser sig i længden, at der er nogen eller noget, man kan stole på.

Alligevel kan man have god tillid til Løgstrup og hans hensigt. Hans tanker blev til, da det religiøse sprog var trængt af det videnskabelige. Hans modgift var at beskrive det religiøse i det videnskabelige sprog. Men faren viste sig at være, at mennesket i grunden slet ikke er videnskabeligt, slet ikke er forgiftet, og derfor let tager skade af modgiften.

Nu er vi midt i et andet forsøg. Vi bruger det religiøse sprog til at beskrive videnskaben og den bevidste tilværelse. Vi bygger stadig tilværelsen på den bevidste videnskab, men har dyb mistillid til den. Vi er i forhold til videnskaben religiøse ateister. Vi har ikke tillid til det, vi tillidsfuldt bygger livet på. Da tillid er tro, tror vi altså på det, vi ikke tror på. Det er modsætningsfyldt, men netop derfor liv og virkelighed.

Det, Løgstrup gjorde, var at gøre den religiøse erfaring til hverdag og videnskab. I kristendom er den uforbeholdne tillid selve begyndelsen. I det bevidste hverdagsliv skal vi lige se folk an. Så kommer tilliden måske efterhånden. Som en erfaring.

Man kan ikke indrette tilværelsen efter et tænkt kristeligt skema. Man må begynde ukristeligt og menneskeligt. Man gør sig den erfaring, at tillid har værdi. Tillid er en uberegnelig, uvidenskabelig størrelse, men den findes, og den virker. Det er den menneskelige erfaring. Og har man ikke gjort den, er det for tidligt at tale om tro - og tillid til Gud. Menneske først - og så kristen. Vi må vente alting i naturens orden.

Kristendom er med egne øjne at se, at livets kar løber over på trods af al lovgivning. Der mangler også en bundprop. Tilliden vokser på trods. Det er modsætningsfyldt, men netop derfor liv og virkelighed. I hvert fald kan man se, at der er brug for tillid.

Det er da altid en begyndelse.

© Poul Erik Søe - Kommentar i Danmarks Radio, udsendelsen 9. februar 1996 "Om os selv og det, vi tror på", genudsendt 10. februar 1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside