Forsoning
Kommentar i Danmarks Radio 17. marts 1996

I dag vil jeg være forsonlig. Det kræver den del af kirkeåret, vi er i. Og i marts er det hovedemnet for udsendelsen, vi er er i gang med. Jesus er på vej til Jerusalem, men også til Golgatha. Det er svært at forsone sig med. Men det skal nok vise sig langfredag, at det ender, som det plejer.

Heldigvis er der altid hjælp at hente til forsoningen i den almindelige, vidunderlige, morderiske hverdag.

Og altid kommer hjælpen og hverdags-håbet fra et uventet sted, i denne uge fra Kristeligt Folkeparti. De fleste kan næppe huske det, men vi havde faktisk indtil seneste folketingsvalg et parti, der hed sådan. De sad endda i regering.

Vælgerne smed partiet ud ved valget, og der er ikke noget, jeg nemmere kan forsone med mig. Jeg har i hvert fald mindst en gang om måneden glædet mig dybt i mit sind over, at deres vamle, ukristelige snak er forsvundet fra Christiansborg. De levede af at gøre sig selv særkristne, højt hævet over folket og de andre partier og altid skråsikre, som om deres ord kom fra Gud. Helt ligeglade med, at Galaterbrevet forbyder kristne at danne partier, hvorimod de var bogstavtro mod det døde bogstav i udvalgte afsnit, der gav stemmer i kassen. Altid mere moralskfromme, når en valgkamp nærmede sig, undtagen sidste gang, da de glemte det. Nu er de i gang med at rette op på det før næste valg.

Det er slemt nok med de partier og politikere, vi har, men Gud var med danskerne, da de falske moralister i Kristeligt Folkeparti røg ad helvede til.

Hvordan kan jeg nu vide, at der står helvede på adressekortet. Jo, det ved jeg fra Kristeligt Folkeparti selv. Midt under et særkristent landsmøde i partiet kom der meddelelse om, at Kristeligt Folkeparti var gået frem i Gallups meningsmåling. Et stormende bifald skyllede op mod den daværende formand, Jens Møller. Men han stillede sig kristenfrom an og sagde: - Takken må gå højere op.

Allerede da advarede jeg Kristeligt Folkeparti, at hvis fremgang i meningsmålinger kommer fra Gud, så bliver det svært at forklare, når tallene går nedad. Nu røg de helt ud, og takken for det kan ikke komme langt nok ned.

Det er ikke partiets personer, jeg er ude efter. Hverken den afdøde kristelige Christen Christensen, som mente, at gensplejsning er Guds gave. Eller Jens Møller, der følgestrengt endte med at blive katolik. For ikke at tale om Jan Sjursen, som frejdigt og modigt stiller op til enhver korsfæstelse.

Sidst ved, at han har forsonet sig med, at en muslim meldte sig ind i Kristeligt Folkeparti.

Muslimen i det kristelige hyttefad har fået en lokalbestyrelse i partiet til at gå i ugen, der gik. Og det skal man ikke stejle over, men fryde sig over. Sådan går det alle, der synger langsomt og stiller sig fromt an. Var det ikke i Danmark, Grundtvig engang sang ordene:
Sanddru hedning, tyrk og jøde
dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde,
som på skrømt ham kommer nær.

Næh, så kan man være langt mere kristeligt tryg ved de andre partier fra Dansk Folkeparti over Venstre, konservative og radikale til socialdemokraterne. De kender deres ny testamente.

De er i fuld gang med at opføre dele af påskemysteriet med justitsminister Bjørn Westh som iscenesætter, statsministeren som æsel og Birthe Rønn Hornbech som palmegren

Nu er det måske ikke alle, der kan huske, hvad Jesus døde af. Men dødsårsagen var en folkestemning.

Under påskefesten plejede statholderen at løslade en fange efter folkets ønske. Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Barabbas. Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem ønsker I, at jeg skal løslade for jer, Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?" Og de svarede: "Barabbas!" Pilatus spurgte dem: "Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus. De sagde alle: "Korsfæst ham!".

Det må man forsone sig med, for folkestemningen har altid ret.

Det gælder også i ugen, der gik. En meningsmåling viste, at de fleste danskere ikke ønsker en ny undersøgelse af Nørrebro-sagen, den med brostenene og politiets pistolskud. Danskerne er kørt trætte i Nørrebro-sagen, siger meningsmålingen.

Meningsmålere stiller ikke spørgsmål for at finde ud, hvad vi mener. De vælger emne for deres spørgsmål for at påvirke os til at mene noget andet gennem den omtale, meningsmålingerne får. Der er aldrig nogen, der har spurgt, om danskerne er trætte af sager om biltyverier. Når vi er nået til retssag nummer 700 i år om biltyverier, så er danskerne måske trætte af at høre om det - og så må man da forsone sig med deres træthed og vente til et andet år med nye sager om biltyverier. Man skal ikke trætte folkestemningen.

De konservative vil ikke have en ny undersøgelse, fordi den er vendt mod politiet. Man ved altså i fremtiden, at skyder en betjent på een, vil det aldrig blive undersøgt til bunds. Venstre mener, at det gælder om at undgå brosten i fremtiden. De taler ikke om pistolskud. Jeg mener, det er en dyb krænkelse af ordentlige politifolk landet over, som må tænke, at politiets adfærd åbenbart efter politikernes mening ikke tåler en tilbundsgående undersøgelse. Og selvsagt er det en krænkelse af folketingets ombudsmand, udpeget af folketinget selv.

Justitsministeren siger, at politidirektøren kan man ikke komme efter, for han er gået af fra sin stilling. Det ligger i sagens natur, mener justitsministeren.

Sagens natur er den christiansborgske, at man i alvorlige sager forsinker undersøgelserne, indtil folk, der ville bære kors, bånd og stjerner, er gået af, gået bort eller sparket opad, så enhver undersøgelse standser.

Så vidt jeg husker, var Erik Ninn-Hansen da også gået af fra sin stilling som justitsminister, da han kom i retten. Selvsagt var det ministeransvarlighedens særlige lovgivning, der blev brugt mod ham, men den, der tænker selv, må spørge, hvad det er, regeringen skylder politidirektøren, som den ikke skyldte Ninn-Hansen.

Og er følgen den, at man kan lave alle de forbrydelser, man vil, bare man går af i tide, så har det jo i hvert fald den fordel, at det mindsker ledigheden blandt de unge, som får mulighed for forladte stillinger som aldrig før. Så man kan jo godt i påskens anledning forsone sig med det, også fordi vi som folk jo er så trætte. Men man kunne jo også forestille sig en Barabbas, der selv krævede at få sin medvirken undersøgt for at få renset navn og ordensbånd. Det kommer jeg sikkert i spjældet for at sige, men det forsoner jeg mig med, for så er der da een, der bliver straffet i den her sag. Og imens kunne man så passende tildele den meget afgåede politidirektør Nordisk Råds litteraturpris for det bidrag, han skriftligt har givet til de såkaldte undersøgelser.

Eller jeg kan forsone sig med, at een undersøgelse, den vigtigste af dem alle, har vi stadig til gode, og den er der stadig tid til at gennemføre. Hvordan kunne statsministeren hin 18. maj om morgenen i klare udtalelser til den udenlandske presse stille sig bag politiets handlinger? Hvordan kunne statsministeren vide nøjagtigt, hvad der var foregået, når hans egen regering stadig mangler en egentlig undersøgelse af sagen? Hvis vi havde en demokratisk opposition i landet var den undersøgelse sat i gang for længe siden.

Men hvorfor ikke forsone sig. Det er jo en bibelsk opskrift, der bliver fulgt. Vi ved, hvordan den slags går. Der var ikke mange undersøgelser af sagen mod Jesus. Pilatus spurgte Jesus, om han var jødernes konge. Jesus svarede: "Det sagde du."

Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting.

Vi ved, hvordan den historie endte.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Og derefter kom volden, som den altid gør, når sandheden undertrykkes og ikke må undersøges.

Kort efter var Israel ikke til. Europæerne havde overtaget det hele. Landet blev en europæisk provins og blev ikke selvstændig stat igen før 1948.

Såvidt jeg ved har alverdens statsledere i ugens løb holdt et møde om , at forsoningen ikke rigtig er kommet til området endnu.

© Poul Erik Søe - Kommentar i Danmarks Radio 17.3.1996, genudsendt 18.3.1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside