Bispe-barbier, Judas og Hætte-Holger
Kommentar i
Danmarks Radio 30.marts 1996

Fest skal der til. Det er palmesøndag. Forude venter skærtorsdag, langfredag, påskesøndag og bispevalget i Viborg.

I Viborg domkirke er de med god grund stolte af Joakim Skovgaards billeder. For nogle år siden kunne man i domkirken få en tryksag. Og her læste man, at et af billederne viser en engel i noget over naturlig størrelse.

I den gamle embedsmands-by har man sålænge samlet al slags eksamineret sagkyndighed, så dér af alle steder ved man, hvad der er den naturlige størrelse på en engel.

Derfor er det selvsagt en dyb krænkelse af hele Viborg stift, at der nu er udsigt til, at man vil få en biskop, der er noget under naturlig størrelse. Stik imod loven er der fundet en bispe-kandidat, som ikke har teologisk eksamen.

Umiddelbart troede jeg, at striden gik ud på at sikre, at gode teologer kunne blive biskopper. De har jo ikke en jordisk chance i dag. Men det er bare mig, der har misforstået det hele.

Kristeligt set er biskop-embedet en kontorstilling. Et vist kendskab til Windows 95 er ikke at foragte, og i det mindste må man kende forskel på et regneark og et kvadreret regnehæfte. Kristeligt set er derfor stort set enhver lige egnet, hvad da gudskelov også de hidtidige bispevalg bevidner.

Alligevel er der et spørgsmål, som ødelægger min palmesøndag:

Kan man tænke sig en mand uden teologisk eksamen gå rundt i en bispekåbe, der er tegnet af dronningen? Nej! Det mindste, man kan gøre, er at bede Danmarks ny prinsesse om at lave en Hong Kong-udgave af bispekåben til eksamensfri bisper.

Men den slags nærliggende løsninger griber man ikke til. Formentlig er man klar over, at den eksamensfri bispekandidat vil have meget store muligheder for at blive valgt, netop fordi han ingen eksamen har. Så det er sikkert for at skade ham, at det er på tale at udnævne bispekandidaten til cand. teol.

Det synes mig sært at gøre et menneske til, hvad det ikke er - for embedets skyld. Var det ikke nemmere at tage titel og eksamen fra de andre. Lige skal de jo da være.

Det hele er unægtelig en nytolkning af det almindelige præstedømme, og det skal jeg være den sidste til at anke over. Men nu må vi have nydannelsen indarbejdet i folkekirken. Jeg foreslår, at man ordner det over dåbsattesten. Man bekræfter, at barnet har modtaget kristen dåb og titel af cand. teol. med ret til at opstille til alle bispevalg.

Der skal også være til noget aktivisterne, vi lever jo i pædagogisk tid. Var det ikke festligt, om man videreførte den gamle skik fra søndagsskolen. Man fik et glansbillede med det lille Jesusbarn, fordi man mødte frem.

For at vænne de kommende dåbsbørn til deres fremtidige topmuligheder i folkekirken, lader man kordegnen i håndklædet skjule en barbie-dukke, iført den stedlige bispekåbe i meget under naturlig størrelse. Jeg overrækker dig denne bispe-barbie til vidnesbyrd om, at du er født ind i den demokratiske folkekirke.

Vi, der ikke nåede at få sådan en udvidet dåbsattest med titel og eksamen, vil efterhånden blive en lille surmulende restgruppe, der sidder og mumler noget om, at hverken Jesus eller de tolv disciple havde haft nogen som helst mulighed for at blive biskop i Viborg. Ja, i et nutidigt samfund var de endt på bistanden alle tretten.

I ugen, der gik, var der dog ved at opstå muligheder for en enkelt af disciplene, Judas. Venstre og konservative vil tillade politiet at bruge civile agenter, folk, der af samfundet får den opgave at blande sig med kriminelle grupper, og som selv får lov til at begå forbrydelser for bagefter at anmelde de andre forbrydere og optræde som hovedvidner imod dem.

Opskriften findes hos Mathæus: - Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne og sagde: "Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?". De talte tredive sølvpenge op til ham.

Og lidt senere siger Mathæus: "Endnu, mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: "Det er ham, som jeg kysser; grib ham!".

Fra da af blev kysset, det fortroligste mellem mennesker, sat under mistanke. Hos Grundtvig er et kys allerede en lille gudstjeneste, men i fremtiden ved man aldrig, om kysset også er en samfundstjeneste.

Judas sættes i system. Danmark skifter navn til blodmark. Man mærker, at Venstre virkelig mener det, når partiet nu har vedtaget at bygge på et kristeligt grundlag. Glemt er alle ordene fra dengang, vi snakkede om hætteklædte demonstranter. I de dage blev der i læserbrevene sunget om Holger Danske:
Når mænd jeg kasted min handske,
opslog jeg min ridderhjelm;
de så jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm.

Nu vil Holger Danske bære hætte og række handsken frem efter sølvpengene.

Hvor er det sært, at nogen drømmer om at lade det danske samfund tage form efter de to mest kriminelle unioner, den sovjetiske og den amerikanske.

Men i ugens løb fik vi også at vide, hvad almindelige borgere stiller op i et samfund, der bygger på Judas og Hætte-Holger.

Den nyligt døde polske film-instruktør Kiéslowski fortalte i fjernsynet, hvordan det var at leve i Polen efter krigen med Stalins undertrykkelse, da man aldrig vidste, om naboen var ansat i det hemmelige politi.

Der var voldsom modsætning mellem ord og virkelighed. De lærte fra små, at de levede i en stat med frihed og retfærdighed. Samtidig vidste ethvert barn, at polakkerne netop ikke var fri. Og der var alt andet end lige netop retfærdighed.

Sådan lærte man et slægtled at leve med en løgn. Og man kan sagtens leve med en løgn, men man kan ikke leve en løgn.

Efterhånden fremstod der i Polen illegale digtere. De skrev helt enkle digte og noveller, som var en beskrivelse af virkeligheden. Ikke andet end netop det - en beskrivelse af virkeligheden. Det var slet ikke nødvendigt med systemkritik.

Kiéslowski sagde det sådan, at digterne gav polakkerne ord til deres hverdag.

Den, der ikke får beskrivende ord givet, er alene, er fortabt. Livet synes uoverkommeligt, ubærligt. Det er nødvendigt, at man i det mindste kan genkende den verden, man lever i, gennemskue det liv, man er i gang med. Og det er sjældent, man alene kan finde ord til sådan en beskrivelse.

Det er værd at huske. Dem, der hjælper os til forsoning, også med hverdagen, er ikke dem, der underholder os og kysser os med honning på læben. Det er dem, der tør beskrive vores virkelighed - i naturlig størrelse.

© Poul Erik Søe - Kommentar i Danmarks Radio 30.3.1996, genudsendt 31.3.1996

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside