Eventyret om manden
der ikke kunne finde sig i noget


Der var en mand i Sengeløse, der altid levede udenfor. Han sov ind hver aften - udenfor.
Han havde gået i skov-børnehave, næsten til han var udvokset, havde spist rå snegle - efter at have pillet dem ud af huset -  og fået skældud, fordi hans far og mor ikke kunne lide, at han tissede på trappen uden for huset - men sådan havde de altid gjort i skov-børnehaven.
Han holdt meget af at være udenfor. Han sagde, at det var det naturligste. Han tog det som en udfordring. Han gik med bare ben om vinteren - og stillede sig uden for rådhuset i Sengeløse splitternøgen om sommeren, især når det var regnvejr, og alle andre gik med blåt Helly Hansen regntøj og opslået paraply.
Han gik aldrig ind på rådhuset. Det havde han gjort een eneste gang, og det var nok.
Han havde hørt finansministeren sige i fjernsynet - ja, han havde ikke selv fjernsyn, fordi han levede udenfor, men han havde set en udsendelse i TV-forretningens vindue, engang hvor han var ved at vaske tæer i det bløde regnvand, der kom ud af nedløbsrøret ved TV-butikken.
Lige efter at fjernsynet havde bragt en udtømmende udsendelse om nærvær, havde han hørt finansministeren udtale, at man skulle betale sin skat med glæde.
Og næste dag var han gået ind på rådhuset, fordi han skyldte en masse i skat. Og så stillede han lige uden for skranken foran alle kontorfolkene og smilede glad.
- Hvad vil De, sagde en damerne bag skranken.
- Jeg betaler min skat med glæde, sagde manden, der altid var udenfor, nu da han var kommet indenfor, og straks så han endnu gladere ud - for at få gælden overstået på een gang.
- Har De et udestående med skattevæsenet? sagde damen.
- Udestående, ja, det er hele mit liv, sagde manden. Men De må tro på, hvad jeg siger, for jeg hørt finansministeren sige i TV-forretningens fjernsyn, at man skal betale sin skat med glæde. Det sagde han virkelig, ord til andet, det vil jeg godt stå ude for.
- Kan De se at komme ud, råbte damen.
- Ja, sagde manden og blev helt roligt stående. Jeg har aldrig lavet andet i hele mit liv end at komme ud.
Og nu strålede han så meget af glæde, at de måtte tilkalde en rådhusbetjent for at få ham ud i en fart. Betjenten tog ham ved kraven og førte ham helt ud til rådhusets parkeringsplads, hen til nogle spinkle træer, der var så unge, at de var plantet med krykke for ikke at gå ud.
Men modsat alle andre, som betjenten havde smidt ud fra rådhuset, blev manden hverken vred eller ophidset. Han sagde bare pænt tak til betjenten.
- Tak fordi De fulgte mig hjem, sagde han.
Nu blev betjenten vred, fordi han troede manden gjorde grin med ham.
- Hvad er De ude på? råbte betjenten og tog sig til livremmen.
- Det her er min lille udestue, sagde manden og så glad ud. Her bor jeg. Og nu vil jeg sove ud, fordi man har det så godt med sig selv, når man har indbetalt sin skat.
- De har aldeles ikke betalt Deres skat. De har krænket embedsmænd i funktion, og det vil uden videre  blive meldt til politiet.
- Det kan jeg ikke finde mig i, sagde manden og holdt op med at se glad ud.
Og det var indledningen til alt det, der siden kom ud af det. Fra den tid sagde manden, der levede udenfor, altid sig selv, lige meget hvad der skete: - Det kan jeg ikke finde mig i.
Politiet blev udkommanderet med udrykning til at hente ham en dag, hvor han taget ud til Kirke Værløse for at tale med præsten, fordi han lidt udspekuleret tænkte, at her måtte de vide noget om den rigtige Gud og ikke kun vejrguderne. Han ville have udfrittet præsten om, hvorvidt Gud var ude i Guds frie natur, eller om han også af og til også kom inden for i kirken i Kirke Værløse. Han var lidt optaget af den tanke, at Gud måske også gik uden fodtøj om vinteren. Men i det samme sprang politibetjenten ud fra sin bil med svederem i kasketten, selvom det var midt i november.
- De har ikke betalt Deres skat, sagde politibetjenten.
- Jo, det har jeg, endda med glæde, sagde manden, der levede udenfor.
- Har De en kvittering, så er den potte ude, sagde betjenten.
- Næh, sagde manden og blev helt fraværende ved tanken om en potte, der var ude ligesom han selv, men hvis De vil følge mig over på rådhuset, så vil jeg gerne betale min skat een gang til, og han begyndte allerede at indstille sit ansigt til et glædeligt udtryk, så han var parat til et nyt møde med damerne bag skranken.
Men betjenten fulgte ham til arresten i stedet for rådhuset. - Nu kan De komme inden for murene, sagde betjenten. Og så blev manden, der levede udenfor, sat i spjældet.
- Det kan jeg ikke finde mig i, sagde manden. Men det var han nødt til, og efterhånden slappede han lidt mere af, fordi han hørte i fængslet, at de andre indsatte hele tiden sagde, at de følte sig sat udenfor. Til sidst, da han længe havde været uden for samfundet inden for murene, slap de ham løs, fordi hans udestående med skattevæsenet blev udsat.
- Det kan ikke finde mig i, sagde manden, der levede udenfor, da de satte ham udenfor.
Men dér stod præsten fra Kirke Værløse, som hele tiden havde villet besøge manden, der var udenfor, mens han var inden for, og som nu blev helt ude af den, udelukkende fordi den indsatte var kommet ud - og så tænkte han, at nu faldt besøget måske lidt uden for præsteembedets område, fordi biblen siger, at man skal besøge dem, der er syge eller er i fængsel, og manden, der var uden for, var hverken syg eller i fængsel mer, så præsten vidste ikke rigtigt, om en samtale med ham her uden for fængslet faldt inden for eller uden for præsteforeningens fagforenings-tariffer.
Men til præstens lettelse sagde manden, at nu havde han ikke noget at spørge om, fordi nu havde han været inden for, og Gud var der ikke, og så må han jo være udenfor.
Men præsten ville gerne kunne udfylde en rapport til bispen om, at han havde været ude blandt rigtige levende mennesker, så han skyndte sig at sige, at Guds nærvær mærker man overalt, både inden for og uden for, både i sig selv og i de andre.
- Det kan jeg ikke finde mig i, sagde manden, der levede udenfor. Hvis han er her og der og alle vegne og sprøjtemester tillige, så er det ikke så sært, at han er fraværende.
- Jamen, det er du nødt til, sagde præsten. Nærvær betyder glæde. Det havde han lært på en højskole, han engang havde været på. Så Gud er der hver gang, du føler glæde.
- Det er jeg ked af, sagde manden, der levede udenfor. Det  kan ikke finde mig i. For så er Gud nemlig på skattekontoret.
- Arh, det er helt ude med dig, mand, himlede præsten op. Selvfølgelig er Gud ikke på skattekontoret.
- Ja, hvis han er alle vegne, så er han vel også på skattekontoret, sagde manden, der levede udenfor.
- Nej, det er kejserens, sagde præsten og vendte det indvendige ud af øjnene for at antyde, at han havde taget sin teologiske eksamen inde på selve Lindhardts og Løgstrups universitet i Århus og ikke i København, hvor teologerne er så udadvendte, at de udtaler ordet bisp med g.
- Jo, men det er mig, der har afleveret Gud på skattekontoret, sagde manden, der levede udenfor. Gud er glæde, og jeg har betalt min skat med glæde. Og nu har skattevæsenets computere fordelt ham mellem stat, amt og kommune - og så også lidt til kirkeskatten, så jeg synes godt, De kunne holde kejseren udenfor.
- De skulle hellere indse, hvor meget De får ud af at indbetale kirkeskat, min gode mand, sagde præsten. I næsten alle domkirkerne er det dronningen, der har klædt biskopperne ud - det er det mest indtagende syn, De kan blive udsat for.
- Det kan jeg ikke finde mig i, sagde manden, der levede udenfor.
- Se nu at komme til Dem selv, indvendte præsten udfordrende.
- Det er jo det, jeg siger, sagde manden, der levede udenfor. Det er jo det, jeg hele tiden har sagt. Det er ude med mig. Jeg kan ikke finde mig. Jeg kan ikke finde mig selv. I hvert fald ikke i det, De siger. Jeg kan ikke finde mig i det. Jeg kan ikke finde mig i noget. Hver gang, jeg tror jeg har fundet mig, så føler jeg mig alligevel udenfor. Hver gang jeg prøver at komme indenfor, føler jeg mig lukket ude.
Og så gik han. Op til rådhuset. Han stillede sig uden for kommunens flotte hus og tissede på trappen, sådan som han havde lært i skov-børnehaven.
Og straks kom borgmesteren farende inde fra sit kontor ud på rådhusbalkonen og skreg efter ham: - Det kan jeg ikke finde mig i!
- Hold mig udenfor, sagde manden.
Og snip snap snude, så er den historie - - - ude.
©
Poul Erik Søe November 1996.   

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside