1. maj
Billetten koster mer end til  en almindelig spillefilm. Det er dyrere end at låne en video. Man kan gå i biografen og se gamle strimler med 1. maj-fester på stribe. Røde faner, socialrealistiske arbejdere i optog, soldater i strækmarch, piger i korte - fint borgerligt strøgne skørter - med lange stof-serpentiner i hænderne, opmarcherede pioner-børn med røde tørklæder om halsen og en blå tørklædering.
Og en udvalgt gruppe af børn har blomster i hænderne, røde blomster, som de overrækker, nærmest oprækker til en politiker, der kort efter står på en tribune hævet over folket og lover fred, fremgang og boliger til alle.
Der var ingen, der troede ham. Og alligevel ville de ikke undvære ham. Der var ingen bevægelse i samfundet, men der var fest i bevægelsen, i partiet, i staten.
For det er i den socialistiske stat, den tyske demokratiske republik, det foregår. Og nu er det slut, men fest skal der til, og man kan så i Dresden gå ind og længes i biograf-mørket efter den gang, da 1. maj var 1. maj.
Men 1. maj har aldrig været 1. maj. Og bliver det heller aldrig. Det er arbejdernes dag, men der har altid været flest arbejdere inde på fortovene, hvor de gik den modsatte vej af det røde optog.
Og sådan er det med alle bevægelsers store dage. I den kristne bevægelse har det været en lille gruppe af afvigere, der gik i kirke, selv i julen, hovedparten holdt øje med flæskestegen i kirketiden. Som julen derhjemme hos moder engang, hedder det i sangen.
Alligevel er længslen der, længslen, der føder håbet. Længslen har sine festdage, og en af dem hedder for nogen 1. maj, aldrig sådan en rigtig fridag, for der var jo kravet om optoget, demonstrationen, majmødet, kammeraterne. Indtil der blev så mange fastansatte kammerater i bevægelsen, organisationen og partiet, at de sagtens kunne udgøre hele optoget.
Og mens de fastansatte demonstranter den ene dag om året løfter bagen fra kontorstolen og flove lister sig gennem gaden i et optog, efterhånden kun med røde øren som udsagn om partifarven, så samles nationen omkring skærmene med gamle danske film - nøjagtig som de unge i Dresden. Ingen har højere seertal end Marguerite Viby, Chr. Arhoff, Dirch Passer og Poul Richardt . Vi rider som de unge i Dresden på de gamle krikker, de røde heste, og længes efter den tabte 1. maj - eller den tabte herregårdsdrøm og komtessen fra benzintanken. Og gudskelov vil Lars von Trier sørge for, at Morten Korch kommer i en ny film, der aldrig bliver så god som de gamle, før den selv bliver gammel. Der er pasningsgaranti for hele det danske folk. Det er 1. maj 1996. Først på Fælleden og så i Tivoli.
Det er genfødelsens svangre tider. Og sådan har 1. maj altid været. Brunst-tid og goddaw til sommeren. Nyrup er gået frem i meningsmålingerne og ligner allerede een, der har stukket majstangen lidt for langt frem. Han har end ikke de tal, han fik ved valget, hvor han også gik tilbage, men Lykketoft ved, at socialdemokratiets fremgang i forhold til tilbagegangen skyldes statsministeren.
Jamen, sådan er 1. maj. Man får aldrig å vide, hvorfor  de gik tilbage. Men når de ikke går så meget tilbage, som de plejer at gå tilbage, så er det fremgang. Og det er næsten ligesom at gå i optog, hvor man selv synes, man går frem, fordi alle dem inde på fortovet går den anden vej.
Nede i det gamle Østtyskland, i Berlin, nøjes de ikke med at se slidte film. De har holdt 1. maj i aftes og i nat. Brand i gaden og slagsmål med politiet. Det venter vi andre jo pænt med til den 18. maj - hver ting til sin tid. Der er altid noget at fejre.
Men de unge i Berlin har alligevel ret på en særegen måde. De sad omkring bål i gaderne og holdt Valborgsaften. Og så kommer hannerne op å slås.
Valborg endte i Danmark med at blive en kvinderød partiliste til borgerrepræsentationen i København. Men hun er en kristelig pige, indsat 1. maj, fordi kirken ville tage brunsten af folket. De kønsforskrækkede præster ville af med majstangen, parringstegnet, den mandlige stang og den kvindelige krans. Så gammel som frugtbarhedsguderne i landet.
Danskerne var vant til at ride sommer i by. Dengang lå 1. maj noget senere i kalenderen, så man var sikker på, at bøgen var sprunget ud. Og af hensyn til bøgen så kunne vi da overveje å flytte 1. maj til 18. maj, så der både var historie og nutid i Valborg-blussene.
Når 1. maj aldrig rigtig er lykkedes, hverken for kirken med hende Valborg eller socialismen med ham Poul, så er det, fordi den egentlige drøm om sommerens komme dårligt tåler dagens lys.
Sådan har danskerne altid haft det. Uden blusel har danskerne lavet samtlige kristne fester om til pyjamasfester. 1. maj, Valborgdag, var arbejdsdag, pligtdag, bonden skulle ordne kongens veje den dag. Derfor snor de gamle veje sig. De er lavet med tømmermænd. For festen var aftenen før, Valborgaften.
Der er ingen, der fejrer Sankt Hans dag, men Sankt Hans aften, aftenen før, natten før. Skønt vi trykker hundredtusinder af julekalendere, så er der ikke een dansk julekalender, der nogensinde når frem til Jesu fødselsdag. Kalenderens låger slipper op dagen før, den 24., for det er aftenen og natten, der er den egentlige jul. Genfødelsens svangre tid.
I den nordiske nats vildskab var folk sig selv. Ingen kunne se, om de var med i det fastansatte optog, eller om de gik deres vej - deres helt egen vej. Natten er vor egen, hedder det på dansk. Det ligger som en frihedstanke i de gamle fester. I mørke er alle magthavere grå - uanset partifarve. Kun den, der i mørketiden helt tør være sig selv, ved, hvad er det er at se dagens lys, sige godmorgen og blive født påny.
© Poul Erik Søe Kommentar i Radio Syd 1.5.96

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside