Rammen er indholdet
Den ubrudte lyskæde langs Vesterhavet var der den smukke 4. maj aften. Men den gik lidt længere inde i land end tænkt af kunstneren.
Ikke fordi det var nødvendigt med lyset. Kunstværket var allerede lykkedes forud. Mediet er budskabet, som det hed, da jeg var ung journalist og TA-kunstnergruppen tog fat på at bruge ordene forfra, som om de var nyopfundne.
Netop så ny lød de folkelige ord på stranden, da vi stod og ventede på strålen. Ingen hujen, ingen buhen, men Der er et yndigt land fra unge, der ved, hvad der skal synges, når sejren er vor.
Rammen er indholdet, vrissede Elsa Gress dengang med rette mod dem, der mente, at mediet er budskabet.  Det var hende, jeg tænkte mest på 4. maj ved Vesterhavet. Hvor jeg dog savner hende. Her var hendes irettesættelse pludselig blevet den eneste mulige tolkning.
Vi ventede på det lys, men det var og blev kun en ramme, som vi selv måtte fylde ud. Og folk gjorde det så stilfærdigt meddigtende, at man ikke kunne lade være at takke den laser-kunstner, der havde kaldt os sammen. Ovenover stod en lille måne, den virkede. Dens lys nåede helt ned på de langsomme bølger.
Den brudte laser-stråle, de flakkende lysglimt i kampen for at få det til at virke, havgusen og den kraftige brænding-lyd i Søndervig trods stille vejr var tilsammen billedet på, hvad der skilte danskerne under krigen og stadig gør det. Det hang heller ikke sammen dengang.
Der blev da snakket i Søndervig om de millioner, kystkunsten kostede. Men er det anderledes end de endnu flere millioner til de politiske partier, som heller ikke hænger sammen, da slet ikke med vælgerne. Laserlyset og partierne ligner alligevel ikke hinanden. Folk strømmede til havet, det gør de ikke til partierne.
Aftenen ved havet blev et svar til de politikere, der søgte at hindre os i at vælge formen på fejringen af frihedsdagen. Først havde Venstre og Konservative i finansudvalget stemt for laser-lyset, så læste de i Ekstra-Bladet, at folkestemningen var imod. Og straks var de også imod. Jeg har læst i avisen, at Arne Melchior først sendte kunstneren et brev, der hyldede hendes laser-lys som kunst af verdensformat. Men da strømmen vendte, skete der et strømsvigt hos Melchior. Nu ville han have laser-lyset udskudt.
Jeg kan da godt se, at 18. maj på statskuppets afstemningsdag havde været et lige så godt dato-valg, hvis det var afstanden mellem magthavere og folk, der skulle skildres. Det er laser-kunstnerens egentlige sejr, at hun afslørede medløberiet, den svøbe i dansk politik, at der ikke bygges på demokrati, på folkeafstemninger, men på folkestemninger.
Det endte sådan, at lyskæden ikke gik langs havet, men inde på den Marguerite-vej, som Melchior selv har skabt som turisme-salgsvare. Aftenen igennem var der så langt øjet rakte en kæde af billygter mod nord og syd. Og det var danskere, der dannede kæden, ikke tyske biler som på de sommerlige hverdage herude. Rammen blev indholdet.
Bedre svar kunne der ikke gives til turistmanden i Ulfborg, der forud havde vrisset mod laser-lyset, fordi det ville gå ud over turismen. Han sagde, at mange unge tyskere slet ikke vidste, hvad der foregik dengang. Var det så ikke på tide, de fik det at vide? Bedre svar kunne ikke gives til handelsstands-manden i Skagen, der var imod at give et torv i byen navn efter en ung dansker, der var dræbt på selvsamme torv under besættelsen. Torvets navn skulle jo forklares i byens turist-foldere, og det ville skade handelen. De bedste i det ny tyske demokrati fik støtte den aften og den nat langs den jyske vestkyst.
I gusen mellem tusinder og atter tusinder mennesker mødte vi unge englændere og franskmænd, i Vestjylland en uge for at drøfte frihedens fremtid med danske unge, ældgamle Asta helt ovre fra Daugaard i Østjylland ude i den tunge sand for med sin krop at værne en ny tids udtryk og retten til at være anderledes, Margit fra Ungarn og Lars, som lånte os øl. Vi er ikke vant til at tage penge med på stranden.
Og så alle disse mennesker, som holdt lyset oppe med lygter, fyrtøj, selvlysende hårbånd og bål på stranden, og som hørte på den strømbårne musik, der lykkedes. Som ledte efter et tema i tonerne, ja, som herligt prøvede at finde en sammenhæng mellem musikken og laser-lyset, der flakkede opad mod månen. I stadig forventning om, at når Mikkelborgs trompet steg i lydstyrke, så ville lyset lande stille på livets kyst.
På vejen hjem hørte vi i Radio Syd om efterskole-elever, der havde set laser-strålen ved Blåvandshuk. De var kørt hele vejen fra Østjylland og var glade for oplevelsen. Skolens forstander havde prøvet at hindre dem i det. Han foretrak stearinlys. De havde stemt om det, og eleverne sejrede.
De unge var mig en påmindelse om, at jeg også selv var der på stranden som en indsigelse. Jeg skulle ved en mindehøjtid i Nørre Nebel have talt om besættelsestidens danske sange og have lavet en film om besættelses-tiden i Blaabjerg kommune. Jeg stod af, da politikerne tog fat på at skelne mellem friheds-fester, de kunne godkende og ikke godkende.
Hjemme ved halvto-tiden så vi en video fra aftenens fjernsyn om 4. maj. Den konservative borgmester Hans Toft tændte den første fakkel i et fakkeltog uden at nævne et ord om Konservativ Ungdom i Hitlers støvler i trediverne. Det føltes, som om også denne historiske fakkel-kæde var laset og brudt.
Men var det ikke dette mindstemål af frihed, det handlede om for halvtreds år siden - retten til at vælge lyset. Sjældent er millioner givet så godt ud. Vi blev afsløret i vores forskellighed. Her begynder demokratiet igen. Det sidste, jeg så på Søndervig strand den nat, var en tom stol. Tusinder gik forbi uden at sætte sig i den. Jeg tror, den var stillet frem til håbet.
Poul Erik Søe Dagbladet Politiken maj 1995

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside