Længsel er
håbets fødested

Grundtvig kender et andet land, end det han lever i.
Han kender en anden verden end den, han er i til daglig.
Han har skrevet et helt digt om det.
Og han siger det vigtige først. Nemlig at han kender det land.
Det er ikke et drømmerige, han mener. Man kan godt kalde det paradiset, men det er også til stede i hans nutidige liv.
Det er midt i hans eget liv, han kender et land, som er anderledes.
Sidste vers slutter:

Mit land, siger livet,
er himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

Mange er ikke vant til at høre ordene på den måde. I salmebogen står der:

Mit land, siger Herren,
er himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

I salmebogen er det Gud, der røber muligheden for at leve anderledes. I Højskolesangbogen er det livet selv, det vil sige vort nutidige liv, der kender hemmeligheden om dette andet land.
Nogen tror måske i dagens anledning, at landet hedder Een Verden eller FN. Og da det nu er FN-festdag, så vælger jeg det billede et øjeblik. I dag ved ethvert barn, at FN kun er, hvad stormagterne kan blive enige om. Sådan er FNs dagligdag, men ved vi også, at FN blev skabt på en drøm, en hemmelig viden om en anden verden - sådan som vi egentlig ville have verden til at se ud - og sådan som vi stadig drømmer om den.
Og kender vi ikke den modsætning fra FN, så har vi den inde i os selv.
De fleste kender til, at livet kan opleves som fuldstændig mekanisk.
Man er ikke rigtigt i live, og man er heller ikke rigtigt med i samtalen. Man sidder bare og venter på, at dem, der siger noget, drejer emnet hen på et eller andet, man har sagt noget om før.
Og så buldrer man ind med det, man plejer at sige på det sted. Man bruger bare de andre som stikord for de ord, man selv afleverer.
Man ville sådan ønske selv, at man kunne være med på en anden måde. Det er, som om man lever et skyggeliv. Man er skuespiller i et stykke, man ikke selv har skrevet.
Og det værste er, at man hele tiden ved, at det kunne være anderledes. Man sidder dér med de ord, man altid siger, og ens børn stirrer på een ved den første sætning og tænker: Er det nu den historie igen, ja, ja.
Samtaler og samliv er blevet dårlig vane.
Så kommer man helt tilfældigt ud i en krise, et jordskred i ens liv. Nogen går i stykker på den store sorg eller den store ulykke. Men mange oplever det modsatte. Pludselig kan de mærke, at de er rigtigt i live. De er kommet ind i et helt andet land. De får øje på alt, hvad der er skønt i tilværelsen. De mange små ting, der glæder. Det var der også før, men da kunne man ikke se det, for livet var mekanik og daglig trummerum.
Nu opdager man nogle skub-stærke kræfter, som man ikke kendte til. I nød nytter nogle kræfter, vi har inde i os. Vi længes efter at nå frem til at vide med os selv, at de kræfter også er der til daglig. Det, der nytter i nød, dur også til dagligt.
Det er netop længsel, der giver os liv igen. Jeg tror på, at længsel er håbets fødested. Det er nok noget, alle ved. Og har vidst - før alle tænkere og digtere.
Man ligger alvorligt syg. 38,2. Man synes, det i hvert fald nok til at blive liggende - og helt sikkert nok til en sygedag. Familien kommer ind. De er flinke og tager det helt alvorligt. Ingen af dem drømmer om at foreslå et termometer. De er da ikke onde. Nej, de kommer rendende og spørger: Vil du ikke have havregrød med sødmælk, ligesom da du var dreng. Har du ikke lyst til rødspætter med persillesovs? Hvad med nogle druer?
Uden at være højtuddannede rådgivere i livsforståelse ved de straks, hvad der skal til. Det handler bare om at få den såkaldt syge til at længes. Ligegyldigt efter hvad. Hvis man bare kan få den vandrette til at længes, så er håbet allerede til stede. Det bliver aldrig til havregrød, rødspætter eller druer. Ordene er nok. Man står op. Det er indlysende for enhver, at man ikke kan klare at gå på arbejde, men vakle ind til fjernsynet, det går.

Grundtvig vidste det samme. Han skildrer et skyggeliv - men også det letvingede håb, som fødes af det, vi længes efter.
Han mener ikke, at alt det, der er synligt i vores dagligdag, kun er et svagt afbillede, en skygge af en usynlig verden, ideernes verden - en drøm. Det andet, vidunderlige land, det andet liv, er ikke uden for menneskets rækkevidde. Det er ikke kun en sær idé, vi har i sjælen. Det andet land er til stede i det nutidige liv.
Livsgnisten kan springe over til det andet land, og det ser ud til, at livsgnisten bruger det kabel, der hedder kærlighed. Ved hjælp af kærlighed kan vi nå over til den anden måde at være i live på.

Mit land, siger livet,
er himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

© Poul Erik Søe
(Fra udsendelsen Ved dagens begyndelse i Danmarks Radio på FNs 50 årsdag)

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside