Jeg er også Færing
Causeri februar 1995
Drømmen om at blive nordmand lurer efter Norges nej til unionen, men man ved med sig selv, at det ville glæde fler danskere end nordmænd, og sit fædreland skylder man alt, som de siger i Den Danske Bank.
Det kunne også være fristende at dele Danmark imellem ja-folk og nej-folk, da vi faktisk er to halve kongeriger, men det støder på den hindring, at mange har glemt, hvad de egentlig stemte, og hvis grænsen skal gå ved Storebælt, kunne vi have sparet den bro.
Derfor har jeg fundet en virkelig løsning.
Vel er jeg kisteglad for ikke at være en Kennedy, og vel er Lønne ikke Berlin, og vel har vi ingen mur, men et hegn, som naboens bjergged hopper over, alligevel siger jeg: - Jeg er også færing!
Ganske vist er jeg fra Nykøbing Mors. men byen selv har jo oplevet i løbet af en enkelt bog at live til Jante, mens bogens forfatter blev nordmand, og det ligger derfor i selve opdragelsen, at man ikke kan regne med, hvor man hører til. Jeg ser derfor ingen hindring for straks at kalde mig færing.
Skiftet har den indlysende fordel, at man så er sikker på aldrig at blive udsat for en dommer-undersøgelse, hvad man end laver. Vi færinger - hov, der var den allerede! - må nøjes med ekspert-undersøgelser, og man behøver ikke være ekspert for at vide, at den slags aldrig fører til andet end udvalgs-møder.
På den baggrund mener jeg, at vi hurtigt kan blive en folkeskare af tidligere morsingboere, falstringer, fynboer og bornholmere, som i fremtiden er færinger. Nu ser jeg for mig, at det vil fremkalde tårer i Sønder Nærå, hvor valgmenighedens præstepar byder på gule ærter, der vitterligt slår fåretællebollerne, som jeg engang har spist med hvidtøl til hos en baptist i Klaksvig.
Men min tanke er netop ikke, at Sønder Nærå skal stå tom tilbage, eller at det danske folkeregister skal ende med at ligne en kundeliste i Himmerlandsbanken. Nej, vi bliver boende, hvor vi bor! Men i fremtiden er vi færinger, for det var vi har ret til.
Iøvrigt ville vi nøjsomme danskere, især os fra det vestjyske, slet ikke kunne vænne os til den ødselhed, der er på Færøerne ifølge de danske aviser. Hvad ligner det, at færingerne smider om sig med penge, så hvert hus har høj kælder. Jeg ved da godt, at det ville koste mange gange mer at sprænge en kælder ud i fjeldet, men det ville nu se mere beskedent ud, når danskerne kommer på besøg.
Det ses, at jeg ikke søger at skildre Færøerne som ren idyl for at få flest muligt til at skifte til at blive færinger. Jeg skal endda gå så vidt rent ud at sige, at jeg holder af skærpekød og grindekød, selvom bare ordet grind kan medføre, at medlemstallet i det nye færøske samfund på dansk jord kommer ned i nærheden af Nyrup Rasmussens.
Alle disse vanskeligheder vil være løst ved, at vi nye færinger bliver boende i Danmark, hvad de fleste af vore landsmænd på Færøerne utvivlsomt vil sætte pris på. Måske vil vi tage på pilgrimsfærd til Tórshavn hvert år 29. juli på den færøske nationaldag, Olavsdag. Jeg har selv på en af mine mer end et dusin rejser deroppe spist middag på Olavsdagen i den danske rigsombudsmands hus for at vågne op næste morgen i huset hos redaktøren af det færøske løsrivelsesblad "14. september". Jeg nævner det kun, så man kan se, at jeg tidligt har søgt at finde en ligevægt i mit dansk-færøske sind.
Nu tror de fleste sikkert, at man slet ikke har lov til at være færing, når man er dansker og bor i Slangerup, Skive eller Sønder Nærå. Men det er helt galt. Grundloven har gjort Grønland en integreret del af det danske rige, altså en del som Lolland og Fanø. Man sagde integreret, fordi grønlænderne ikke skulle opdage meningen. Færøerne er også en del af riget. Men min hovedtanke er den, at grundloven ikke siger, hvor stor en del. Vi gør simpelthen den færøske del større og den danske mindre.
Ganske vist sagde Venstres statsminister Erik Eriksen i tresserne, at han ikke ville gøre Danmark mindre. Han mente, det ville ske, hvis det færøske flag blev hejst ved siden af Dannebrog i den islandske sal, hvor færingen William Heinesen skulle have Nordisk Råds litteraturpris. Det færøske flag kom ikke, så det gjorde William Heinesen heller ikke. Erik Eriksen trådte i den socialdemokratiske statsminister Stauning fodspor. Han sagde i trediverne, da han så det færøske flag i Lund: - Fjern den klud! Sådan er Danmark blevet større og større. Vi færinger hernede får ingen vanskeligheder med statsminister Nyrup og vores flagning, hvis vi da ikke ligefrem hejser den røde fane, hvilket straks ville føre til en ekspert-undersøgelse. Vi kan flage færøsk alt det, vi vil.
Så snart vi erklærer os som færinger, vil vi få hjemmestyre, hvad enhver unions-modstander kan høre lyder rigtigt. Frygt ikke, at vi mister dronning Margrethe, for rigsfællesskab vil sige, at vi har dronning fælles. Skulde det endelig være, kunne vi gøre den færøske kunstner Barður Jakupsson til konge, måske på skift med den danske digter Jens Rosendal, som er sagkyndig i mindretal. Vi mister ganske vist Jytte Hilden, men ethvert fremskridt har omkostninger.
Det står fast, at dronningen er vores, så længe vi færinger vil, og vi skal også have fælles udenrigspolitik med Danmark. Det lokker måske ikke ved første blik unions-modstandere til at blive færinger, men unionen er ikke udenrigspolitik. Da danskerne stemte sig ind i EF i 1972, blev færingerne omhyggeligt holdt uden for. I foråret 1972 kunne færingerne ifølge meningsmålingerne nemlig helt alene have hindret et dansk ja, så man vedtog at holde færingerne udenfor.
Hvem har så bestemt, om færingerne skal være i unionen eller ej? En folkeafstemning, kunne man tro, men det har såmænd Lagtinget. Lagtinget kan helt uden om det danske folketing afgøre et udenrigspolitisk spørgsmål, men Lagtinget kan ikke få en dommer-undersøgelse af en bank-sag. Det er derfor, det hedder hjemmestyre, det gælder kun spørgsmål udadtil. Det er det, man kalder den dybe sammenhæng.
Måske nogle modstandere af unionen vil savne den dejlige vrede, som de to danske nationale helligdage 2. juni og 18. maj fremkalder. Men færingerne har her et godt tilbud, som hedder 14. september. På den dag var der folkeafstemning på Færøerne i 1946. De blev spurgt, om de ville løsrives fra Danmark. Et flertal sagde, at de ville løsrives. Derfor er færingerne stadig med i det danske rige. Dengang blev der en masse vrøvl, fordi man bare lod, som om færingerne slet ikke havde stemt. Demokratiet var ikke så veludbygget dengang som nu, hvor magthaverne tvinger os til at blive ved med at stemme, indtil det stemmer.
Der skal nok være dem, der mener, at det er eet fedt, om vi er danskere eller færinger, fordi færinger i virkeligheden er danskere. Nej, færingerne er sig selv, og det er efterhånden en sjældenhed. Færøerne kom med Norge under Danmark under den første Margrethe. I skolen lærte vi, at vi mistede Norge ved freden i Kiel 1814, men det blev nu først virkelighed ved det norske nej fornylig.
Når Atlant-øerne blev i det danske rige, skyldes det, at den svenske hovedforhandler i Kiel var så kanonfuld, at han ikke kunne stå oprejst uden at støtte sig til kortbordet. Han lagde armen over Atlanterhavet med Færøerne, Island og Grønland og forhandlede om resten. Det er svenskerne selv, der siger, at det i hvert fald ikke er de store armbevægelser, der har gjort færingerne danske.
Måske nogen frygter, at de ved at blive færinger mister indflydelse på folketingsvalg, men færingerne vælger skam to medlemmer, og enhver ved, at det altid er dem plus de to grønlændere og Jakob Haugaard, der afgør, hvor flertallet er, og hvem der skal danne regering. Ens indflydelse som nybagt færing overgår alt, hvad danske partier kan byde på.
Jeg føler mig sikker på, at enhver god dansker lige i det her øjeblik er med på, at det er færinger, vi skal være. Men man kan så let blive revet med af stemninger og så fortryde bagefter. Og jeg frygter, at nogen vil stå af igen, når de tænker bøvlet med   deres pas. Jeg er da heller ikke meget for, at jeg måske skal vise pas, hver gang til skal ind til mine naboer Henry og Vera mod øst eller Kaj og Bente mod vest. Men vi har jo den nordiske pasunion, der fritager os for at vise pas overhovedet.
Det er jo forskellen på det nordiske og unionen. I unionen skal vi have samme pas, så de bedre kan kontrollere os. I Norden er der overhovedet ikke styr på os. I supermarkedet kan vi gå rundt som før. Selvsagt ville det rart med en kassedame særskilt for nyfæringer, men man skal heller ikke gå for vidt. Dankortet må dog have nyt navn - det er et mindstekrav. Vi foreslår navnet dandiskur, fordi det vil sætte et minde om banksagen. Det færøske ord skal vist tydes noget i retning af dårlig opførsel.
Jeg fraråder, at man viser sin færøskhed ved at gå over til færødragt og hudesko i Sønder Nærå og andre steder. I forvejen taler færingerne om gå i "danskum klædum" med tydningen "udenlandsk tøj", så vi behøver ikke smide bukserne for at føle, vi er ude, når vi er hjemme.
Det rette ord for skiftet vil være folkebevægelse, som aldrig har været sandere end her, hvor store dele af det danske folk i de kommende dage bevæger sig over til et andet folk. Men jeg vil ikke misforstås, det er ikke nogen forening eller et parti, jeg er ude på. Folkelighed er ikke noget, man kan kræve af andre, kun af sig selv. Så enhver er med - helt uden medlemskort, blot man opfatter sig selv som færing. Hvis vi endelig får generalforsamlings-kløe, kan vi da lave forening, som man kunne kalde "Unge Færinger", ikke for at holde gamle ude, men for at søge nogen af de penge, som de politiske ungdomsforeninger ikke har fået fingre i endnu.
Nu kunne der jo sidde en færøsk færing oppe på Atlant-øerne og få den mistanke, at det her er endnu en fed dansk fidus. Det kunne jo være, at alle vi, der fra nu af også er færinger, blot er ude på at få del i den milliard, som skal betales tilbage til færingerne, når dommerne, eller hvem man nu finde til det,  er færdige med deres undersøgelse. Vi nyfæringer afstår selvsagt på forhånd fra at få så meget som en krone, når den dag kommer. Og dagen kommer, for man skal ikke tro, vi færinger er danskerhadere, der tror dårligt om naboer. Vi ved af erfaring, at danskerne er et ærligt og redeligt folk, som betaler enhver sit. Det viser resultatet af mange, mange ekspert-undersøgelser. Men engang imellem er danskerne lidt længe om at finde ud af det.
© Poul Erik Søe Februar 1995

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside