Et fraværende folk
Noget af det mest uudholdelige er folk, der påstår, de altid er glade. Sådan en glad gris, der brovtende breder sig ud over ethvert selskab med højt hævet glas og hele tiden brøler: - Har vi ikke det dejligt.
Så tænker jeg: - Jo, hvis du ikke var her.
Eller selskabets morsomme mand, der får maverynker, hvis der er pause i samtalen og i det store grin, og som straks fylder stilheden ud med de vittigheder, han også fortalte sidste gang.
Hvis alt var glæde, ville vi slet ikke opleve det som glæde.
Det særlige ved glæde er jo, at vi kun kender den, fordi vi også kender det modsatte.
Glæden kommer glimtvis ind i tilværelsen, og det er glæden ved den.
Det er derfor, den virker som et puf. Hvis glæden var der hele tiden, kunne den ikke hjælpe os, for så ville vi ikke kende forskel.

Det er med tro som det er med glæde. Troen er der sjældent hele tiden. Og når troen er væk, hjælper det ikke at tage dåbsattesten frem. Det nytter ikke, at man har papir på troen.
Det er i politik, man lige nu kan lære mest om, hvad tro er. Der er næppe nogen længere, der tror på politik, partier og politikere. Det er der heller ingen grund til. Selv oplever jeg Danmarks ledelse som en mafia. Som folk bliver vi fyldt med løgn og tilrettelagte undersøgelser - og nu sidst også en undersøgelse af undersøgelsen. Og forbryderen bliver formand for folketinget, for retsudvalget eller får en endnu højere post i justitsministeriet.
Tro i ordets egentlige tydning er der ikke. For ordet tro er ikke andet end tillid. Mange mener, at man slet ikke skal snakke om det rådne i Danmark. De synes, journalister skal holde med at skrive og tale om den slags sager. Først var jeg ked af det, når folk sagde, de var trætte af sagerne. Nu kan jeg godt se, det er noget dyrebart, der kan ligge i ordene.
For selv om troen, tilliden, er væk, så er der ikke ringeste tilløb til, at danskerne vil af med demokratiet. Tværtimod ville vi gerne have det indført. Heller ikke her hjælper det at komme rendende med demokratiets dåbsattest, det stykke papir, der hedder grundloven.

Det, der hjælper, er håb. Og det er håbet, der får folk til at sige, at nu vil de ikke høre mere dårligt om landets ledelse. Det, vi mener, er: Vi vil ikke have ødelagt vores håb - heller ikke håbet om folkestyre.

Den, der mangler glæden, ved, at det ingen hjælp, når der bliver sagt: -
Det skal nok gå, og der er jo også en dag i morgen, og hvis du ser på livets lyse sider, så er der jo også mange fordele. Og hvad vi nu siger.
Den, der mangler glæden, ved  lige så godt som vi selv ved, at vi jo bare siger den slags pap-ord, fordi vi ikke egentligt gider sætte os i den andens sted, ikke engang prøver på det.
Den måde at svare lidelse og sorg på kalder Søren Kierkegaard pjat.
Vi er overfladiske i vores svar til den, der har det skidt.
Den, der har mistet glæden, er altid fraværende, er netop ikke til stede lige nu, men er sunket ned i det, der er hændt, og kan ikke komme forbi det tidspunkt, kan ikke komme forbi den knude, der er i tilværelsen. Et menneske, der har det skidt, er fraværende og magter netop derfor ikke at være nærværende, og så begynder man at forstå, hvad Kierkegaard mener med, at glæde er det at være nærværende. Når man er hindret i at være nærværende, så er man netop ikke glad.
Det er derfor, mange ligefrem lider, når de hører om forbrydelserne i landets ledelse. Et helt folk er fraværende i det eget demokrati. Og så længe vi er fraværende, er der netop ingen glæde - kun lidelse.

Men det sære, er at mens vi lider, bliver vi stærke. Vi skærper håbet. Og i håbet genvinder vi tilliden, den tillid, der også kaldes tro.
Det, der hindrer os i blive nærværende, altså hindrer os i at finde glæden, er, at vi hele tiden siger egentlig. Der er ikke noget ord, der kan tage glæden fra os, som ordet egentlig. Egentlig burde jeg holde op med at tale om andre, som jeg gør. Egentlig burde jeg gøre noget for min nabo, det er længe siden jeg har set hende. Egentlig går jeg rundt og plaprer en masse ord, som jeg slet ikke mener, og egentlig burde jeg sige det modsatte, men jeg siger det kun, jeg siger, fordi alle andre også siger det.
Så længe vi ikke handler, selvom vi egentlig godt ved, vi burde, og så længe vi går rundt og sige almindeligheder, selvom vi egentlig mener noget andet, så længe kan vi ikke blive nærværende. Så længe vi siger egentlig, er vi ikke os selv. Først når vi gør det, vi egentlig burde gøre, og først når vi siger det, vi egentlig burde sige, er vi helt os selv, eller med Kierkegaards ord - vi er os selv i sandhed. Fra det øjeblik er man ikke uden for længere, men er med - i glæden.
Har vi det ikke dejligt.
Jo, godmorgen!

© Poul Erik Søe i Danmarks Radios "Ved dagens begyndelse" 1995

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside