Aftershave
Når noget er væk, må man prøve at finde det.
Da Grundtvig læste teologi, mistede han sin tro. Men da han læste om Odin og Tor, fik han sin barnetro igen.
Derfor mener han, at Odin, Tor, Freja, Njord og alle de andre for en dansker er den kristne kirkes våbenhus. Det er den eneste vej, man kan komme ind.

Lær af guder, som kan dåne,
som kan græde, som kan gråne
vor højkirkes billedsprog!

Også et folk har en barnetro. Er man på spanden, er det den barnetro, man må tilbage til.
Under morgen-barberingen er der pludselig noget, man ikke kan huske. Man lægger barbermaskinen og går hen det sted, hvor man sidst ku' huske det, man nu har glemt.
Måske husker man det så - måske kommer det aldrig. Og så rumler det dagen igennem.
Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich skrev engang, at den slags glemmerier kan ramme et helt folk på samme tid. Vi har glemt, hvad det var, vi gik i gang med som danskere. Vi står lidt fjogede på samme gulv.
Men når alle har glemt, hvad det var, vi troede på, må vi gå det sted hen, hvor vi sidst ku' huske det.

Den bedste fortælling om det er også den mest kendte. Uffe hin Spage var sløv, dum og stum. Så blev Danmark truet af sakserne, som senere kaldte sig tyskere. Danmark var ved at høre op.
Pludselig valgte Uffe sin opgave. Han ville redde Danmark - efter datidens skik som en personlig kamp mellem en kongelig dansk og en kongelig sakser. Det er ikke en upersonlig, anonym hær. der redder landet. Det er eet menneske, der tager opgaven på sig som sin egen.
Men samtidig valgte Uffe sig selv. Han blev sig selv, mens han løste sin opgave. Han så pludselig sig selv som mere end en tilfældighed.
Det var kampen, der gjorde Uffe til Uffe. Det vigtige er, at han også havde været Uffe, selvom han havde tabt.
Den gamle myte røber, hvad også Søren Kierkegaard var ude på. Han ville sige, at den sløve, dumme og stumme Uffe blev sig selv bevidst.
I det øjeblik man ser sig selv sådan, så overtager man sig selv. Indtil da er man sløv, dum og stum. Men pludselig indser man, at sådan er man - på godt og ondt.
Når man indser det, standser man ikke længere tøvende op og overvejer, om man skal skære det og det fra sin personlighed. Man farer ikke rundt fra det ene kursuscenter til det andet for at få sig selv lavet om - eller fra den ene religion til den næste for at blive en anden. Man ser sig selv som en opgave - vedkender sig alt, hvad der inde i een. Man kan også sige, at man overtager sig selv, man tager ansvaret for sig selv.
Hele ræset med at få skåret dele af sig selv væk har pludselig ingen mening mer. I det øjeblik, man tager ansvar for sig selv, som man er, så vælger man sig selv. Man er i valgets øjeblik - fuldstændig som Uffe var det.
Det ville have svækket historien, hvis Uffe, da han valgte at tage Danmarks opgave på sig, først havde søgt tilskud til at komme på et psykologi-kursus, så han kunne opbygge sig selv før kampen.
Nej, han blev Uffe af kampen. Han blev sig selv i handling, ikke i diskussion eller overvejelse.
Han blev sig selv. Men samtidig var han selvsagt Uffe som før - og en fortsættelse af den gamle Uffe. Det afgørende var, at denne fortsættelse - af ham selv og af alle andre - blev oplevet som en indledning, en begyndelse. Han var født påny.
Det er ikke anderledes nu end på Uffe hin Spages tid. Vi bliver også væk for os selv. Vi holder op med at være os selv. Vi holder op med at tage stilling. Bliver sløve, dumme og stumme.
Det afgørende i historien om Uffe hin Spage er, at han ikke tager Danmarks sag på sig efter pres. Han gør det helt frivilligt. Søren Kierkegaard ville sige, at hans valg er frihedens valg.
Kampen på øen i Ejderen er både slutningen og begyndelsen. Uffes handling afgør, hvad der skal ske. Men alle på begge sider af Ejderen ved, at det, der skal ske, både er slutningen og begyndelsen. Enten er Danmark færdig som selvstændigt land - eller en sejr til Uffe vil føre til, at Danmark begynder helt forfra.
Som det er med Danmark i det øjeblik - sådan er det også med Uffe. Han er både ved slutningen og begyndelsen af sit liv. Søren Kierkegaard siger det sådan, at "Han er da i valgets øjeblik ved slutningen, thi hans personlighed slutter sig sammen, og dog er han i samme øjeblik netop ved begyndelsen, thi han vælger sig selv efter sin frihed". Kierkegaard har ikke sagt det om Uffe hin Spage, men om alle mennesker.

Vi står der stadig væk - ude midt på gulvet med den fjollede barbermaskine i hånden. Vi har glemt, hvad det var, vi ville - hvad det var, vi troede på.
Vi står der bare lidt fjogede og kan ikke huske noget af det.
Og så lægger vi barbermaskinen, griber ud efter barbersprit-flasken og smører kunstdufte ud over fjæset, så vi kommer til at lugte som alle de andre.
Aftershave i stedet for Helligånd.

© Poul Erik Søe (Fra udsendelsen Ved dagens begyndelse i Danmarks Radio)

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside