Signal-kristendom
Det er hundesvært at sende det rigtige signal til andre om, at man er kristen.
Kan man se det på en bispekåbe, og er man mer kristen, hvis kåben er tegnet af dronningen?
Det er så svært, at de gamle lod være med det. De mente, at man kan ikke kalde sig selv kristen. Man kan højst håbe, det kan ses på ens liv, ja, sådan tænkte de.
Nu er der heldigvis kommet hjælp til dem, der vil kalde sig selv kristne. Man kan bare melde sig ind i partiet Venstre, som efter sit landsmøde fornylig bygger på et kristent grundlag. Følger man så Venstres partiprogram og har et Venstre-emblem i knaphullet, så ved man med sig selv - og så ved alle andre - at her er en ret kristen. Et stort V med en pil, der peger op til Vorherre.
De har sandelig holdning i Venstre. Ganske vist kalder de det kristelige for et grundlag, og det kunne jo næsten lyde, som om det skal blive nede på bunden og ikke komme op til overfladen.
Ellers er det jo moderne at være holdningsløs. Vi tror, at politikere har holdninger, men den tid er forbi. De rider med på bølgen af, hvad der er fordelagtigt at sige lige nu.
Derfor taler politikere i alle partier heller ikke længere om holdninger. De sender et signal. De håber på, at det signal giver fremgang i meningsmålingerne. Og lykkes det ikke, så sender de et nyt signal. Man siger til sig selv: - Det må være løgn! Og det er det, det er.
Der findes en tandpasta, der ligefrem hedder Signal. Den er hvid med tre røde striber. Tandpastaen er det bedste billede på nutidigt demokrati.
Et barn tænker over, hvordan mon tandpastaen med de flotte striber kommer ind i tuben. Voksne ved, at inde i tuben ligger en hvid neutral masse. Den har aldeles ingen striber, for hvordan skulle man dog få den puttet ind i tuben med striberne på. Nej, men lige før tandpastaen slippes ud i fri luft, møder den en farvepatron, som tilføjer striberne. Sådan er politik blevet. Der er i virkeligheden ingen forskel på partierne. De er een stor neutral, holdningsløs hvid masse. Men når de henvender sig til os, så lader de ordene gå gennem en farvepatron, lige før ordene slippes ud, og farven i patronen skiftes ud alt efter, hvad den sidste meningsmåling har sagt. Om partiet har fremgang eller ej.
Nogle politikere indrømmer tilmed, at sådan er det. Da Shell ville sænke sin olieboreplatform i Atlanterhavet, udtalte Ritt Bjerregaard sig som unionens miljø-kommissær imod det.
Da Shell så bøjede sig for presset, kom der hurtigt nogle andre videnskabsfolk, som sagde, at det var miljømæssigt lige så farligt - måske farligere - at hugge platformen op på landjorden. Straks sagde Ritt Bjerregaard, at det havde hun vidst hele tiden. Hun syntes bare, det var rigtigt at sende et miljø-signal på det tidspunkt, da alle mente, at platformen ikke skulle i Atlanterhavet.
Sidste år sendte Hans Engell fra de konservative det signal igen og igen, at han var villig til at samarbejde med socialdemokraterne. Det gav ikke pote i meningsmålingerne, så i år siger han det modsatte.
Nu har så Venstres landsmøde vedtaget, at i fremtiden bygger partiet på et kristent grundlag. Kan det nu skyldes, at Venstre har været ukristeligt de første 125 år, eller er det fordi Kristeligt Folkeparti har fået nogen stemmer til overs i Ringkøbing amt og andre steder, så det er klogt at sende et kristeligt signal.
Kan man forestille sig, at Venstres gamle høvding, den vestjyske degn fra Stadil, J C Christensen, nogen sinde havde brug for at skrive ordet kristelig i sit program. Ville den fynske bonde og friskolemand Erik Eriksen eller en Poul Hartling nogen sinde været kommet på den tanke?
Jeg tror, de alle tre ville sige, at kristen er ikke noget, man kan kalde sig selv. Og da slet ikke et parti.
Jeg kendte den gamle redaktør af Venstres avis Vestkysten i Esbjerg, Knud Ree. Da den ny retskrivning kom med de små bogstaver, sendte han et telegram til alle lokalredaktionerne og til Vestkystens medarbejder på Christiansborg. I telegrammet stod der, at den ny retskrivning ikke var til at finde ud, men eet stod fast - Vorherre, Venstre og Vestkysten skal skrives med stort.
Det er snak, der er til at forstå. Ikke noget med at sælge en trepattet ko i Vorherres navn, men en menneskelig, hyggelig, lidt ironisk omgang med det store, samtidig med, at man får sagt, at man godt selv ved, man færdes i det små.
Men nu har vi igen et parti med kristeligt grundlag. I fremtiden skal man vise dåbsattest for at komme til bal i Venstres Ungdom. Men kristendom er vel aldrig et grundlag, heller ikke for et parti. Kristendom er en rystelse, et jordskælv. Ellers er det pjat. Og hos Paulus er der ligefrem forbud mod, at kristne danner partier.

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt
og sæt dig ved min side

- men husk endelig og tag Venstre-emblemet i knaphullet, ellers forstår jeg ikke signalet!
Jo, godmorgen!

© Poul Erik Søe (Fra udsendelsen Ved dagens begyndelse i Danmarks Radio )

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside