Visnetid
Anmeldelse: Asger Baunsbak-Jensen, Ole F. Hermansen, Jesper Jespersen og Ebbe Kløvedal Reich: Del jer efter anskuelser (Vindrose).

Der er kommet en bog om valget, om vort eget valg mellem anskuelser og valget 21. september. Bogens skjulte dagsorden er at overtage partierne indefra.
Bogen taler ind i den ny visnetid, skabt af det folketing, der nu går på valg. Intet folketing har før trodset demokratiet ved at udskrive en folkeafstemning, som i 1992 gik folketinget imod, hvorefter folketinget uden at holde nyvalg selv i 1993 vedtog det, folket havde sagt nej til. Mange vælgere tror, de har stemt to gange om Maastricht-traktaten, men sådan er det jo ikke.
Følgen er demokratiets værste krise. Ulydighed, alle former for lovlig modarbejdelse af magthaverne, er blevet hverdag. Det ligner visnepolitikkens tid for hundred år siden, da magten også styrede hen over hovedet på folket, der som svar gik sine egne veje i andelsforeningen, forsamlingshuset og på højskolerne - og blev demokrater som aldrig før.
Bogen taler på sin vis lige ind i folkestyrets krise. Hvis man ikke i mindretal vil bøje sig for flertallet, så er der intet demokrati. Mister man det grundsyn, kuldsejler folkestyret. Men for første gang er vi jo i Danmark i den stilling, at man med god ret nægter bøje sig for magtens flertal, fordi magten selv året før ikke ville bøje sig for flertallet.
Man kan enten vedtage med sig selv aldrig at ville stemme på dem, der knægtede folkets flertal - som jeg har gjort det. Eller man kan med den nye bogs opskrift prøve at give partier, der har sat sig uden for demokratiet, i bogens tilfælde Det radikale Venstre, nyt indhold.
Politik kan være et godt digt, skabende poesi. Sådan er Ebbe Kløvedal Reichs bidrag til bogen, der er blevet til i Det radikale Venstres hjemegn. Ebbe Kløvedal Reichs artikel skiller sig ud som sjælden politisk poesi, modsat hvad vi kender af manifester og programmer.
Ebbe Reich søsætter en politisk ideologi - den er helt hans egen, men i løbet af bogen klargøres det for os, at den er essensen, udkrystalliseringen af radikalismens historie i Danmark, der ikke skal forveksles med Det radikale Venstres historie, hvad næppe nogen kunne finde på.
Nu ved vi netop fra Ebbe Kløvedals Reichs værker, at når man koger essens af historien, når man udkrystalliserer en kerne af Danmarks- og verdenshistorien, så står man med en myte i hånden - en sandhed, en visdom, som har sin rod langt tilbage og peger langt ind i fremtiden. Jeg ser det sådan, at han bruger myten som politisk kraft.
Myten i bogens udgave hedder social-radikalisme, netop mer myte end ideologi, og det er vel overflødigt at overtyde Højskolebladets læsere om, at myten er mer levedygtig end ideologier. Han understreger, at hans samfundssyn netop ikke er en sammenhængende, videnskabeligt underbygget ideologi.
Pludselig står der da også hos Ebbe Kløvedal Reich om social-radikalismen: - Den er en trosbekendelse til den almenmenneskelige følelse og fornuft, når det drejer sig om at sætte grænsen for menneskers frihed til at udøve magt over andre mennesker.
Alle ordene kunne bruges af alle partier og partireklame-folk. Men ordet trosbekendelse, det er kløvedalsk politisk poesi - i ædleste forstand. Det er en ny måde at lave politik på. Han overtaler ikke folk, lokker ikke med særinteresse-gevinster, men social-radikalismen har det som folkeligheden og kristendommen - den er en bekendelsessag.
Man kan hævde, at Ebbe Reich bygger en bro mellem to fastlande, der ikke eksisterer. Broen står der påståeligt som et digt midt ude i vandet - og går ud fra som givet, at digterkraften alene vil sørge for, at der efterhånden for enderne af broen samler sig sandbanker, som befolkes af social-radikalt liv.
Ebbe Kløvedal Reichs politiske poesi er særegen ved ikke at være program. Som politisk pjece er den enestående ved at være ren historieskrivning plus et afsnit om, at ideerne er nødvendige. Og at medlemsskab kræver tro.
Bogen hedder på hørupsk "Del jer efter anskuelser" og handler om, at man skal samle sig efter mening - nemlig den mening, at der findes en social-radikal udfordring.
Det er herlig skæbne, at netop den Asger Baunsbak Jensen, der har været medløber i Det radikale Venstres social-liberalisme, i bogen udstiller dårlig samvittighed, hvorimod den Ebbe Reich, der flyttede over i socialismen, uden mindste besvær genindtræder ind i partiradikalismen for med rank ryg og  glat hud i forbifarten at nikke til bækken, han kyssed som ung.
Han, der mest skulle redegøre for sine svingture, er den, der har mindst brug for det. Ikke bare for sig selv, men helt godtageligt for læseren. Det er en meget smuk oplevelse at læse politik på den måde.
At være radikal vil sige at gå til roden. Bogen om Det radikale Venstre har på forsiden et billede af stubben, der står tilbage, efter at træet er fældet. Ingen af bogens skrivere er optaget af, hvorfor partiets livstræ er fældet, men derimod lykkelige over, at stubben står, og at det kan skyde fra roden. For mig ser det ud som skud fra roderiet efter partiets frit svævende tilstand siden Hilmar Baunsgaard.
I Det radikale Venstre har ordet social-liberalisme været højsang siden 1964. Det er de samme parti-magthavere, der i firserne uden indsigelse tillod Uffe Ellemann Jensen som minister i Sabro-talen at krænke folketingets flertal som indledning til hans mangeårige magtspil, og som først nu - da det er ligegyldigt - taler om Ellemann Jensens   magthaveri. Det er den samme Helveg Petersen, der sagde nej til EF's indre marked, men ja til Unionen. Da vi stemte i 1992, stod der union på stemmeseddelen - da fik vi ikke unionen. I 1993 havde Helveg Petersen sørget for, at der ikke stod union på stemmesedlen - da fik vi unionen. Sådan sker det igen. Stemmer man på de radikale for at få samarbejde med socialdemokraterne, står man den 22. september med Uffe Ellemann Jensen.
Man kan tro på, at bogens fire skrivere får indført social-radikalismen i Det radikale Venstre, så kong Skjold kommer sejlende og melder ny dag. Selvom jeg er glad for bogen og grundsynet, så vil jeg, indtil Ebbe Kløvedal Reich og hans følge får flertal, ikke byde kong Skjold en rådnende skude. Jeg vil hellere støtte de trængte skibsværfter og bygge ham en ny båd.
© Poul Erik Søe Højskolebladet august 1994

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside