Knægtelsens kendemærke
Nytårsaften 1994 valgte dronningen at være dronning for det halve kongerige, den halvdel, der har sagt ja til den katolske union.
Træet er gået ud og rødderne visnet. Men vi skal pleje rødderne, som man plejer et gravsted.
Også den folkelige samhørighed er gået ud. For den, der ikke klarer kroner og ører, er der kun plads på herberget. Når bornholmerne og færingerne er gået i fisk, hælder vi rød tilskudsfarve over dem og i den mest rå omtale bliver de gjort uspiselige.
Ven er den, der ser fejlene. Siger et gammelt færøsk ord.
Færingerne har ingen venner haft i Danmark. Der var ingen, der så fejl. Kisteglade danske tegnedrenge tjente tykt på, at færingerne skulle smøres. Samfundets styrere ville have det til at se ud, som om færingerne var fri.
Færøerne var indtil anden verdenskrig del af Danmark som Osted og Hvide Sande, mente danskerne. Men færingerne blev besat af englænderne under krigen og opdagede, at der groede æbletræer andre steder end i paradiset Danmark.
Færingerne havde aldrig været danske. I sekler havde de krone og knut fælles med danske bønder. Men Færøerne var kommet til Danmark sammen med Norge. Ved freden i Kiel mistede vi Norge, men den svenske forhandler havde drukket sig så fuld, at han måtte læne sig hen over kortbordet, lagde armen over Grønland, Island og Færøerne og forhandlede om resten.
Efter anden verdenskrig ville Færøerne løsrive sig fra Danmark. Den danske regering udskrev folkeafstemning om sagen. Færingerne sagde ja til at løsrive sig. Der var kun et lille flertal for løsrivelse, men der var flertal.
Nu lærte færingerne og vi første gang, at folkeafstemninger kun gælder, når flertallet er på magthavernes side. Venstre sad i regering i Danmark og knægtede færingernes folkeafstemning. Man gav færingerne en håndfuld hjemmestyre i stedet for. Det var den tids Edinburgh-aftale, silkestrømper mod kulden.
Færingerne kunne overtage deres eget samfund så meget de lystede, når bare de ville have konge og udenrigspolitik fælles med Danmark. Man sørgede så for, at færingerne ikke havde råd til at overtage deres eget samfund. Hvilket storsind at give den husvilde et fredet slot kvit og frit med pligt til at sørge for vedligeholdelsen.
Langsomt kom færingerne sig. Flere og flere områder klarede de selv. Men hver gang færingerne var lige ved at nå til selvstyre på et område, så prøvede vi at løbe fra dem. Lige før de skulle overtage skolerne, sørgede vi for, at skolerne i hvert fald var dyre at overtage.
Så kom oprøret i Klaksvig med en læge-strid som udløser. Vi sendte politi med skib og hunde. Viggo Kampmann klarede læge-striden med tilskudsmedicin. Og siden da bildte vi færingerne ind, at deres arvede nøjsomhed er latterlig, for det handler om at være brugere som i Danmark. Vi gav dem penge ved bagdøren for at få ro.
Færingerne var imod Fællesmarkedet, da vi gik ind i 1972. Hjemmestyreloven sagde ganske vist, at Færøerne skulle have fælles udenrigspolitik med Danmark, men danske partier købte færingerne fri. Man ville for alt i verden ikke have deres mange nej-stemmer talt med ved folkeafstemningen.
*
Vi knægtede færingerne, da de ville løsrive sig. Knægtelsens kendemærke er ond samvittighed hos den, der går imod folkets selvråderet.
Knægtelsens kendemærke er en pose penge, der skal skaffe ro. Sådan er det i Danmark nu. Vi er et folk, der har sagt ja til at løsrive os fra Unionens statsdannelse, men som irerne ved deres folkeafstemning om unionen blev vi i anden omgang købt med den pose penge, der hedder skattelettelser. Storsindet på dansk jord har det indhold, at man venligst hævder at ville tage lidt færre af vore egne penge.
Knægtelsens kendemærke er også, at det selvfølgelige skal se ud som en hemmelig gave. Regeringen ville skam ikke sige til os før folkeafstemningen i maj 1993, hvilke skattelettelser der var i udsigt. Det var helt afhængigt af, om vi sagde ja eller nej. Bagefter viste hele skattereformen sig at være et krav om tilpasning af danske skattelove til unionen med mindre vægt på personskatter og omlægning til afgifter.
Man kalder så afgifterne grønne, fordi grønt for tiden er godt for bifalds-evnen, men omlægningen havde intet med miljø at gøre.                                         *
Jeg overværede i Islands hovedstad, da den fraværende færøske forfatter William Heinesen fik Nordisk Råds halve litteraturpris. Jeg havde talt med William Heinesen i telefonen om prisoverrækkelsen. Han krævede, at det færøske flag blev hejst i salen. Lederen af de danske tingfolks gruppe, Venstres Erik Eriksen, sagde nej. Han ville ikke være med til at gøre Danmark mindre, sagde han. Det lykkedes helt godt med det siden.
Mens politiet nu undersøger politiet, er der ingen, der undersøger politikerne, som i folketinget uden at holde nyvalg stemte igennem, hvad folket just havde sagt nej til.
Som folk bærer vi knægtelsens kendemærke. Fra færingerne ved vi, hvad knægtelsen fører til. Det tager år, men oprøret kommer i ulydighedens navn. Ven er den, der ser fejlene. De danske partier har mange, mange venner.

© Poul Erik Søe Højskolebladet 1994

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside