Bispernes bunkebrevs-bommert
Biskopperne har dummet sig. Alle i samlet flok - og det er herligt. Fejlfri folk er jo ikke til at holde ud, og nu har bisperne sagt os, at de er ganske almindelige mennesker, som de fleste af os vidste i forvejen.
Den tanke er set, at biskoppernes bommert fører til folkekirkens opløsning, men det er bispernes bunke-brev, der ender som det døde bogstav. Selvom det har været østenvind meget af vinteren, har bispe-bommerten først rørt mig i det vestjyske nu - men jeg har da ikke været længere tid om at finde ord end bisperne selv over for den sag, det handler om.
Efter folkekirkelig sædvane er en udtalelse fra biskopperne ikke vigtigere end en udtalelse fra tolv andre medlemmer af folkekirken. Hvor tolv bisper er forsamlet i embedets navn, er Vorherre ikke mer til stede, end hvor to eller tre almindelige medlemmer holder samtalen gående.
Samme folkekirkelige sædvane siger, at bisperne ikke udtaler sig i flok. Og det har de gennem folkekirkens levnedsløb da også med få undtagelser holdt sig fra. Men nu gik den ikke længere. Den fælles skrivekløe gik over optugtelsen. Livet trængte sig for hårdt på.
Da jeg hørte om noget så sjældent som et bispebrev på samme ark papir, tænkte jeg: - Det handler om flygtninge!
Enfoldigt troede jeg, at nu svarer bisperne kirkeministeren, som truer med fyring af præster, der ulydige mod loven gemmer flygtninge og bruger den nødværgeret, som Grundtvig værnede om, men som Luther ulykkeligvis ikke tillod.
Blåøjet håbede jeg, at bispernes fællesbrev krævede en ganske almindelig umoralsk regering, som man godt kan savne i stedet for den højtideligt udråbte moral i den regering, vi har. Statsministeren talte med stolthed i sin nytårstale om danskernes redning af jøderne under krigen. Han sagde ikke noget om, at de danskere, der var redningsfolk, var uluthersk ulydige mod magten. Men statsministeren glemte sin stolthed, da nogen i vor egen tid ville gentage krigstidens holdning til flygtninge. Nå, han gav dog kirkeministeren nogle flere arbejdsområder, og det var sikkert ment som et praj om, at ministeren hellere skulle passe sit kontor.
Det sidste må også siges til bisperne. Også de må mindes om, at de er kontorfolk i folkekirken og ikke hellige mænd. De fleste ved det godt. Nylig var jeg på rundrejse med deltagere fra den højskole, jeg arbejder på, i fire jyske stifter og mødte bispen hvert sted, grundtvigsk eller missionsk. Jeg tør roligt sige, at bedre hold har der næppe siddet i de bispestole længe. Og jeg har ikke grund til at tro, at de er ringere i andre landsdele.
Men de skal blive på hver deres kontor. De har ikke godt af at komme sammen, for så sker der det menneskelige, at de føler sig overmenneskelige. Det hænder også for os andre, når vi er til større selskab. Det er nødvendigt ved den slags lejligheder, at der står en kirketjener bag hver bisp og hvisker: - Vel har dronningen tegnet bispekåben, men det er ikke dig, der tegner folkekirken.
Nu blev jeg selvsagt skuffet, da det viste sig, at det fælles bispebrev handlede om nadveren og Luthersk Missionsforening. For den, der ikke kender det kirkelige farvand, kunne sagens størrelse måske endda friste til det syn, at når bisperne nu alligevel var enige, hvorfor så ikke så spare på naturens råstoffer og bruge samme stykke papir. Men der er virkelig sager, der står over miljøhensyn, og til dem hører enhver opdukken af gamle pavevaner.
Luthersk Missionsforening, der hverken hører til min nærmeste eller fjerneste omgangskreds, har vedtaget at holde frit nadversamvær i missionshusene. Det er selvsagt ikke ordene frit nadversamvær, der har stødt bisperne, for frit nadversamvær er der netop i kirkehusene. Nej, det gale er, at nadversamværet finder sted i missionshusene. Folkekirken er rendt ind i en arkitektonisk kirkekrise.
I hvert fald siger bisperne, at det er brud på folkekirkens liturgi, på den evangelisk-lutherske embedsforståelse og folkekirkens orden. Det lyder jo grumme slet, men man kan også sige, at det jo netop er den slags brud, der har skabt den danske folkekirke. Det, vi i dag med stolthed kalder det grundtvigske, er fra første færd et opgør med bispernes kirkelige orden. Som grundtvigsk, man skulle måske gå så drabelig vidt at sige grundtvigianer, kan jeg da godt i et øjebliks storsind mene, at nu er det de forskellige missionsfolks tur. De har fundet sig i så meget fra vores side undervejs.
Bisperne siger i brevet, at "ved at holde frit nadversamvær i Luthersk Missions sammenhæng har man således løvrevet sig fra det biskoppelige embede og det kirkelige tilsyn". Det skulle være til at leve med, al den stund frimenighederne har levet godt på det vilkår. Frimenighederne har haft mange vanskeligheder i deres levnedsløb, men jeg har dog aldrig hørt, at det, frimenighedsfolk savnede mest, var det biskoppelige embede og det kirkelige tilsyn.
Sagen er selvsagt den, at medlemmerne af Luthersk Missionsforening ikke vil være frimenighed, men blive i folkekirken samtidig med, at de dækker deres eget nadverbord. Jeg kender ikke nok til de folk til at hævde, at deres mål er at være særkristne, sådan som Kristeligt Folkeparti ville det politisk. Særkristne ser jeg nødig som førstebænks-folk i folkekirken. Men jeg må dog tage for pålydende værdi, at de vil blive i folkekirken.

Jeg ser ikke sagen om nadver i missionshuset som anderledes end kirkens nægtelse af at tage børn til nadverbordet. Da morsingboerne holdt fast på at tage børnene med, var det et brud på folkekirkens orden, folkekirkens liturgi og en løsrivelse fra bispe-embedet. Striden førte til den største kirkelige oplivelse på Mors gennem frimenigheden, og da der var løbet vand nok i Limfjorden, blev der plads for morsingboernes nadversyn både i folkekirkens orden, dens liturgi og dens embedsforståelse.
Bisperne slår Luthersk Missionsforbund over fingrene med en kongelig anordning, den augsburgske bekendelse og en biskoppelig skrivelse. Nu er der jo det ved det kongelige, det augsburgske og det biskoppelige, at det som dronningekåber er broderet med menneskehånd. Oversat til bispe-dansk vil det sige, at selv den augsburgske bekendelses ord jo er rettet af bispehånd fra at være "retteligt kaldet" til nu i bispebrevet at hedde "en gennem folkekirkens ordination kaldet præst". Verden var jo ikke ligefrem overstrøet med folkekirker, da den augsburgske bekendelse blev til.
Efterhånden som vi alle ved, at dronningen ikke længer er dronning af Guds nåde, men fordi det ligger til familien, så får vi også sjældent det indfald, at biskopperne er guddommeligt udpeget. Vi går ud fra, at de er valgt af menighedsrådsmedlemmer, som de fleste steder igen er valgt, fordi de tilfældigt var til møde den aften. Skulle der sidde en enkelt biskop på et andet grundlag, sidder han ulovligt, og så kan kirkeministeren da endelig få mulighed for den fyring, hans fingre kribler efter.
Helt enfoldigt er det indlysende, at nadveren ikke er bundet til kirkerummet, så   var de blevet trætte i fødderne den første skærtorsdag. Kirkehuset er ikke mer helligt end andre huse, hverken kroen eller missionshuset. Alteret er ikke mer helligt end det øvrige kirkerum. Det er selvsagt hedenskab at mene, at nadverbægeret er mer helligt end ølkruset. Huset i sig selv er ikke helligt. Det er ordet, der hellige huset. Og kun ordet!
Når det lyder fremmed for nogen, skyldes det, at salmebogen med omhu har sørget for, at vi, der hverken bærer dronningekåber eller skriver fællesbreve, ikke skal blive mindet om det. Jeg kender ikke noget frækkere, end at den kirke, der kalder sig folkekirke, tillader sig at skære det vers væk af "Kirken den er et gammelt hus", som giver hele salmen holdning og stærkest forkynder troens danske landskab:

Aldrig dog glemmes mer i Nord
kirken af levende stene,
dem, som i kraften af Guds ord
troen og dåben forene!
Selv bygger Ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst,
ordet kun helliger huset!

Jeg ser Luthersk Missionsforening som min kirkelige modstander, men jeg ville være uredelig, hvis jeg ikke gjorde dem opmærksom på, at der er lang grundtvigsk tradition for den nadver-skik, bispebrevet vil hindre dem i. Der er i tidens løb dækket nadverbord i lader, husmandskøkkener og gymnastiksale. Det er hævd i dansk folkeskik, og den er vigtigere end folkekirkens orden, fordi folket er den egentlige vært for kristendommen.
Bispebrevet må læses sådan, at embedsforståelsen kræver præste-ordinerede ord over brød og vin. Praktisk er det rigtigt nok, at der er steder nok at gå til alters med en fast ansat, men det er ikke den fastansatte præst, der gør nadveren hellig. Kun ordet helliger nadveren - og ikke kun præstemundens ord. Det har været skik og brug, men det var pavens tøffel også engang.
Ellers ville forkyndelsen heller ikke som en selvfølge lyde fra den ikke-ordineredes mund, og der er jo næsten ikke den kirke, der ikke for at øge kirkegænger-tallet skal have et eller andet kendt "navn" til at prædike. Men ordet kræver ikke at lyde fra en fastansat eller kendt mund. Ordet er flyttet ind i folkemunden, hvor den sejrer over al skrift, også bispebreve.
Jeg vil råde Luthersk Missionsforening til at gå videre, som de selv ønsker det. De må give afkald på drot og præst for en tid og nøjes med Ånden. Missionshusene hører ikke under folkekirken mig bekendt. I kirken kan vi så mødes om det, vi er fælles om. Der er jo da folk, som ivrigt deltager i computer-styret stjernetydning og profetisk kortlægning uden af den grund at melde sig ud af folkekirkens fællesskab eller at modtage fællesbrev fra bisperne.
Med rene ord: Lad som om det regner. Før eller siden erfarer man, om der er brug for nye gummistøvler. Og tilgiv bisperne, at de har taget fejl. Det er jo så menneskeligt.
Og så synes jeg i øvrigt, at bispernes næste fællesbrev, hvis de da er kommet ind i en stime, skulle handle om at skaffe organisterne en rimelig løn.
© Poul Erik Søe Kristeligt Dagblad 1994

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside