Ethvert sind sander til
Anmeldelse til litteratur-udsendelsen Skanderborg Station, Danmarks Radio 12.10.94 af romanen Willums veje af Anne Marie Løn (Gads forlag 1994)

Ethvert sind sander til. De veje, man vælger, mister retning og form og rundes af fygninger. Hver sprække i sindet ud mod det åbne fyldes med sand, der lægger sig som ondskab, indelukkethed eller tavshed. Langsomt spærres man ude fra de muligheder, der hedder håb.

Anne Marie Løns bog er sand. Det drysser fra den, når man åbner den. Før man er færdig, er man spærret inde bag sin egen klit.
Sådan lykkes bogen for hende.

Den er meget ligetil. Den er mangen skrivers drøm om at fortælle "Den gamle mand og havet" endnu engang, det stille stordrama i eet menneskes liv, nogenlunde i løbet af een dag, og her flyttet op til Vendsyssel, til sandflugt-egnen ved Rubjerg, Mårup og Lønstrup. Og selvom bogen færdes i 1700-tallet, er det alt sammen genkendeligt i dag, hvor Naturfredningsforeningen har købt den nedfaldstruede og stadig sandblæste Rubjerg Knude for at lade den dø i fred på naturens vilkår.

Anne Marie Løn skriver: "Med umiskendelig kurs direkte mod det lille samfund, som med sine hvid- og gulkalkede huse og gårde havde ligget smukt grupperet omkring kirken på landskabets højeste punkt, var en kæmpemæssig vandreklit gået imod dem som et stort truende dyr.

Som et uhyre var den tonet op fra havet og klinten og havde listet sig ind på dem for at lægge sig tung og mægtig foran dem, truende med et langsomt og pinefuldt kvælertag. Som en bølge havde den ligget uden bølgens løfte og bjældeklang og benådning.

Høj i kammen, med vestenvinden i ryggen, marcherede den onde hvide hær årti efter årti ind over land med lanserne hævet i ubønhørlig trussel mod alt det, som levede der. Lagde uafladelig på sit rovtogt inde i landet nye sandoverløbne agre til sin gevinst."

Sandflugten skaber flygtninge. Minder os om, at vi lever på tilfældighedens vilkår. En revydirektør fra København havde i vort eget århundrede et sommerhus i den egn, Anne Marie Løn bruger som råstof. En storm åd klinten under huset. Næste morgen lå sommerhuset nede på stranden. Det siges, at revydirektøren gik til sognerådsformanden for at klage. Og sognerådsformanden lagde visdom og erfaring om naturens vilkårlighed i sit svar: - Det er en klage, du må højere op med.

Den slags virkemidler er helt fraværende i Anne Marie Løns bog. Hun må med vilje have fravalgt alt, der giver håb - blandt folk, der går det igennem, som hendes bonde gennemlever. Hun skriver som den færøske forfatter Heðin Bru, William Heinesens nabo gennem mange år, trodsig som Heinesen, men bevidst ikke sprælsk og fandenivoldsk - ingen gale spillemænd.

Måske skulle bogen have været skrevet igennem et par gange til, egnsfremmede ord været luget væk, et pludseligt skift, hvor læseren drages ind som medvider, fjernet, men hvorfor bruge groft sandpapir mod noget, der alligevel lever på det grundstof, som hedder folkets egne, gamle ord.

Det lykkes jo for Anne Marie Løn. Forladtheden giver selve landskabet knugende tynge. Følgestrengt er det sandet, der er hovedpersonen. Det ondes tilstedeværelse, personliggjort i en klit, der lægger sig om huse og gårde, men først og fremmest om livet selv:

"Det hændte, at en kvinde med sine små drog af sted alene, støttet måske og hjulpet af naboer og venner, bort fra sin mand og det fælles liv, som ikke var et liv, men kun undergang og død i dette sandflugtsinferno, hvor den gode virkning af alle tænkelige menneskelige dyder uden nåde blev forvandlet til et vrangbillede, tilintetgjort og udslettet i en tilsanding, som fra agrene og kålgårdene gik i hjerterne og knuste deres håb."

Historien er som asbest-støv, der indtager en lunge - for langsomt at stivne den. Alle er flygtet fra det lille samfund. Eneste tegn på liv er sand, der om morgenen ligger et lidt andet sted end i går, og måger, der leger i vindens opdrift ved klinten. Vor egen tids store bondeskrivere, Knud Sørensen og Anne Marie Løn, ved begge, at det er ikke kragerne, der vender. Det er mågerne, der sætter sig på de forladte huses tage, i landsbyen Tøving og her i Rubjerg Knudes stolte dødskamp. Den, der kommer ude fra, ser naturens kredsløb og skønheden i undergangen. Den, der lever i det, ser forgængeligheden, forkrænkeligheden, og Anne Marie Løn er medvidende.

Willum er blevet tilbage i sandhelvedet, fordi hans liv har fået retning af en elsket far. Igen er det færingen Heðin Bru, der trænger sig mest på. - Vi skal gøre, som mænd gør, og som mænd altid har gjort, så kan ingen sige os noget på. Det er den lærdom, en færøsk far giver sin dreng på en farlig fuglefangst. Willum har ikke valgt at blive tilbage i sandet. Han er sat der. Arv, sædvane og kærlighed til det tabte er en større magt end sandmasserne:

"Så længe vi kan se havet, knægt, har det ingen nød, så længe vi kan det, om end aldrig så langt ude." Det var det, der stod, faderens ord, og det, der blev stående.

Under det ligger billedet af en lille barfodet dreng, stående alene hundreder af gange på sandbankerne ved huset, spejdende i en vekslende sindsstemning af dæmpet håb og jaget frygt. En lille frysende dreng skuende ud over havet fra flyvesandsklitterne ved forlandet. Et forpjusket og forvildet barn strejfende om alene på den store nøgne strand i mørke stormfulde dage ventende i tiltagende fortvivlelse. Billedet af et forladt barn overgivet til sin skæbne i lyse stjernenætter spejdende efter en skude på havet, den skude, som tog hans far ud og som skulle bringe hans far hjem igen."

På det tidspunkt har Willums mor forladt hjemmet og sandet. Drengen er alene, når faderen er væk. Og længe er det aleneheden, der griber os. Eet menneske alene i en verden, der går under. Senere vokser fortællingen fra dette alenehedens lag, så Anne Marie Løns historie i sig selv er en truende sandmile, der går ind over os:

"Så tidligt og så ofte havde han mistet og fået den del af det mistede, som var hans far, tilbage, at da tabet var uomtvisteligt, da skuden i en vinterstorm forliste nær ved Norges kyst, da tragedien var bekendtgjort og bekræftet af alle de mange sørgende, som også mistede en far, en mand, en søn og bror - da boede tabet allerede inde i ham og var lige så fast en bestanddel i hans sind som det overraskelsernes ufattelige lys, som hver gang han var kommet tilbage, blev tændt og havde trykket det mørke sammen i de underste lag."

Nu skovler Anne Marie Løn, så de næste lag bliver synlige under sandet, der ganske vist rigtigt igen og igen lægger sig imellem Willum og vores forståelse af ham og de få folk, vi ellers møder i historien. Vindretningen skifter i bogen, og sandet viger et øjeblik, så vi er på moderens side, menneskeligt godtager, at hun kunne gå fra sin dreng. Som opdrift over klinten, den vind, mågerne leger i, melder håbet sig et øjeblik, men i gruens billede, som beslutning, vedtagelse, nødvendig handling. Da moderen giver liv til endnu et barn, vælger hun også at føje liv til sin egen tilværelse. Da skal, som en barnemoders ve, vor smerte sødt bortvugges!

"I et øjebliks glimt gjorde denne menneskelige urkraftlyd brølene derude til almindelig fløjten og piften, men da var stormen allerede gået ind og havde lejret sig i hende, så denne nat for altid skrev sig ind i hendes kød, ikke som natten, der bragte en levendefødt velskabt dreng til verden, men som natten, der gav hende hidtil ukendt styrke midt i afmagten. Natten, da de højeste magter befalede hende at tage den konsekvens, som tidligere slægter unddrog sig, at søge bort fra forhold, som ikke ville lade noget levende i fred. Ikke i ydmyg flugt på sommerfuglevinger, nej, på sine egne stærke ben, skridt for skridt, skulle hun gå og lægge dette øde bag sig, med eller uden mand og barn skulle hun gå. Stormen selv havde givet hende styrken."

Mange år går, og vindretningen hedder ikke længere håb. Willum får at vide, at hans mor er død. "Han mærker en trykken ved struben, som snart bliver til en kvælende fornemmelse. Han har ikke noget forhold til hende, har aldrig haft det. Hendes person er ham ligegyldig, hvordan kan den være andet. Og alligevel er det, som om han aner, at han skal miste noget. Hjertet slår hurtigere, end det plejer at slå, og han kan mærke, at han føler tab."

Så enkelt siger Anne Marie Løn det. Og så enkelt er det. På det sted er der to samtaler i romanen, som ellers er uden det talte ord. Bogen er skrevet i stumhedens sprog, den livødelæggende stumhed.

På det sted tænker man, at historien alligevel ikke handler om aleneheden, men om den fællesmenneskelige ensomhed - den ensomhed, der opleves allerstærkest, når man er sammen med andre, altså netop ikke alene.

Willums slægt vil have moderen jordfæstet, bogstaveligt talt, i jord, ikke i sand. Willum regner med, at nu skal hun da endelig komme hjem, hjem til den tilsandede kirke. Og han får et indfald, der rammer ham som storm. Han vil sætte en mindeplade. "Klitten var dit kære hjem, klitten er din kære seng". Og han går til præsten for at få mindepladens ord godtaget, og præsten er forvirret, som læserne er det. Skal mindepladen stå i sandet uden grav?

Netop en mindeplade fra virkeligheden med samme ordlyd er en af Anne Marie Løns indgange til bogen. Pladen stod helt op i 1970'erne på Rubjerg Kirkegård. Egnen har det med sære og dybe ord i en sten. Ved Mårup kirke, der snart falder i havet, hilser jeg hver sommer på en sten med ordene: "Du lever dog, når vi er til". Ikke mer. Ingen navne.

I romanen er der en anden at sætte mindeplade for, et barn, som sandet tog. Willum var vidne. Fra da af sandede han til:

"Kaldte og græd, gjorde han, løb fra gården ind i huset... mor, det frisker op, mor, det stormer nu, der går sand ned til den lille. Han skriger, mor, han har det slemt, den lille, kom ud, sandet går ned til ham, det gør ondt. Men moderen kom ikke ud, og sandet fossede i en tæt strøm fra tagskægget og ned i kurven, ned og ned, til den lille blev stille og dagen stod klar, mens solen blev lav og farvede klitterne gule. Stille, fuldkommen stille blev han, den lille i kurven, og Willum løb og gemte sig, og de troede, de fandt ham, da de så, hvor han var, og de halede ham ud, men han blev aldrig den samme."

 © Poul Erik Søe  - Anmeldelse i Danmarks Radio 12. oktober 1994

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside