Den nationale fodnote
Om et folks ret til at handle i nødværge,
hvis magten krænker retten
Nu skal vi have amerikansk kød med hormoner. Det blev EF enig med amerikanerne om for at undgå handelskrig.
Den bøvlede dansker fik slet ikke tid til at spørge, hvad vi skal med amerikanske hormoner, når vi har vores gode danske salmonella.
Ham der Nærhed, der er på mode i EF, har ikke noget at gøre med, hvad vi putter i munden. Det er for tæt på til rigtigt at være nært.
Danskeren er for nærtagende, når han tror, løfterne om nærhed har noget med næringen at gøre. Nærheden gælder kun næringsvejen.
Sådan har vi mistet ordet nærhed siden juni.
Ordet folkestyre står næst for sammen med ordet åbenhed. Når først vi har sagt ja til unionen, så vil man give os folkestyre og åbenhed.
Man skal ikke spørge enfoldigt, hvorfor vi ikke først får folkestyre og åbenhed, så vi kan have tillid til unionen.

Hvermands-retten
Unionen er en ny grundlov for EF og dermed for Danmark. Den har danskerne sagt nej til. Det har vi gjort før. Danskerne hindrede en ny dansk grundlov i 1939. Så måtte man vente fjorten år på en ny.
Dengang sagde 92 procent ja til en ny grundlov. Kun otte procent sagde nej. Grundloven faldt, fordi der efter reglerne ikke havde været nok ude at stemme.
Det kan man da kalde folkestyre! Kun otte procent siger nej, og alligevel holder man reglerne! I dag ville man have sagt, at det er så få, at dem kan man ikke tage hensyn til. Det er faktisk det, der sker nu, selvom der i år var flertal af nej. Nu kaldes over 5o procent af de afgivne stemmer et lille flertal.
Der er gået noget tabt undervejs, hvermandsretten, som grundloven er til for.
Nu gælder ikke ret, men magt. Havde Frankrig eller Tyskland sagt nej til unions-grundloven, var den blevet lavet om. Danmark sagde nej, men os giver man et løsark til juleklip. Retten er ikke ligeret, selvom EFs grundlov hævder ligeretten mellem staterne.
Sådan opdrager vore egne folkevalgte os til, at vi skal give afkald på retten, fordi vi er få.

Pæne folk spytter ikke
Grundloven er den lov, andre love retter sig efter. Og man kan ikke lave grundloven om ved at ændre andre love. Sådan er al retfærd i folkestyret. EFs union er faldet, ikke bare i Danmark, men i hele EF, for falder den eet sted, så er den faldet i det hele taget. Sådan er EFs grundlov. Nu vil man lave grundloven om ved at lave en vedtagelse, der ikke er del af grundloven. Det er netop det, man ikke kan med grundlove. Derfor er det ikke bare frækt. Det er en forbrydelse.
Vi kan ikke hindre de andre lande i at være forbrydere, men vi har kun een pligt, at spytte dem foragteligt i fjæset, når de samtidig siger, at forbrydelsen er indledningen til demokrati, nærhed og åbenhed.
Jamen, pæne folk spytter da ikke. Sandt nok. I Tyskland og Frankrig skal der altid mindst tre døde i gadeoptøjer til, før magthaverne giver sig. Dansk skik har været, at selv store ændringer er sket uden vold. I sædvane siger vi, det skyldes, at folket er så fredeligt. Men det er ikke hele grunden. Dansk folkestyre har til stadighed haft statsledere, som har givet afkald på magten, før volden satte ind. To læserbreve og et møde i forsamlingshuset laver love her i landet.

Det nationale kompromis er en fodnote
Det er nu, der skal siges det eneste, der er at sige. Unionen er faldet ved en lovlig afstemning. Vi vender tilbage til sagen om en halv snes år.
I 1969 sagde danskerne nej til 18 års valgret. To år efter gik vi med til 20 års valgret. Men fra den første afstemning gik der ni år, før valgretsalderen kom ned på 18 i 1978. Sådan agter man et nej. Sådan agter man et folk.
Nu teer man sig som den, der to minutter før lukketid juleaftensdag skal nå at købe gaver til hele slægten. På få timer er der strikket en fodnote sammen, som skal gøre unionen spiselig og sikre et ja. Tilføjelserne er og bliver ikke selve traktaten, men netop en fodnote - da fodnoter nu engang er tilføjelser, der ikke er med i den egentlige ordlyd.
Hvordan kan ministre, som har hånet og latterliggjort folketinget for udenrigspolitiske fodnoter, ja, som har sagt, at Danmark er til grin på grund af fodnoter, bygge hele Danmarks fremtid på en fodnote til Maastricht-traktaten?
Men nu er folkesocialisterne med. I folketinget er folkesocialisterne blevet lig med folket. Nu er der endnu flere folketingsmedlemmer, som siger ja, skønt folket siger nej. Afstanden mellem vælger og folkevalgt er gjort endnu større. Har man da ikke set nok i juni? Partier, organisationer, økonomiske eksperter, aviser og fjernsyn sagde ja. Men folket ejer en sær visdom. Når folketinget og Ekstrabladet siger ja på samme tid, så er der kugler i posen.

Junis nej ikke enestående
Magthaverne tror, at junis nej er enestående. Det skyldes, de har så travlt med at lave love om folkeskolens historietimer, at de selv ikke har tid til andet end at være historieløse.
Junis nej er ikke enestående. Det sker hele tiden. Det skete, da 18 års valgretten blev stemt ned, selvom de fleste i folketinget var for.
Det skete, da kildeskatten blev indført. Venstre, konservative og ikke så få radikale havde i en årrække sagt, at kildeskat var socialisme. Midt i en valgkamp skiftede de standpunkt og ville selv gennemføre den. De fik aldrig vekslet ord med deres egne vælgere, som stadig gik rundt og mente, at kildeskat var socialisme. Nægter man folket samtale, gennempresser folket selv samtalen. Skatte-striden fik mæle med Glistrup og Erhard, den største valg-rædsel, folkevalgt magt har oplevet.
Når de folkekonservative og nu også folkesocialisterne plus næsten alle de andre i folketinget vil sige ja, så er det da folket, der er noget galt med. Det er den meningsdannende magts tanker.
Alle i dansktoppen tænker, når noget slår fejl, hvis de taber et valg eller en folkeafstemning: Vi fik bare ikke oplyst nok, vi havde ikke penge nok, vi fik ikke tilskud nok. De andre har fler penge til tryksager.
De får aldrig det indfald, at de tog fejl. Man står ikke frem på skærmen sidst på valgdagen med nederlaget hjemme og siger: - Den er saftsuseme rablende gal med vores parti og med vores holdninger. Nej, det hele skyldes altid, at folket er uoplyst.
Folket som indbygget forsinkelse
Der er i hele den holdning, at folkeoplysning er oplysning til folket, en grundlæggende mistillid til folket og folkets fatteevne.
Folket er den indbyggede forsinkelse i ethvert fornuftigt fremskridt. Det er det almindeligste folkeoplysnings-synspunkt. Man lader, som om det er anderledes, men det er det ikke. Det er de andre folkeoplysere, der tænker sådan, ikke mig, siger man, men man glemmer, at man som folke-oplyser er brik i et spil, der sammenlagt opfatter det folkelige som en krænkelse af viden og indsigt.
Hver gang, jeg møder en forvalter, en underviser, en embedsmand, en politiker eller en tilskuds-ansøgningsskriver - de sidste er dem, man engang kaldte foreningsformænd - så slår det aldrig fejl, at de mener det samme om folkeoplysning. De tror, folkeoplysning handler om oplysning til folket.
Men folkeoplysning er aldrig en formidling, der til bageste række oversætter folkestyrernes, magthavernes, videnskabens viden og bedreviden. Folkeoplysning er ikke at gøre de lærdes svære indsigt forståelig for de mange. Folket skal forstå de lærdes sprog, men det er ikke folkeoplysning. Først når vi har fælles sprog, er det folkeligt. "I folkets egne gamle ord kun folkelig oplysning bor, af folkeånden givet".
Folkeoplysning er altid oplysning, der kommer fra folket. Det var gammeldags indtil 2. juni. Nu ved vi, hvad det vil sige. At bønder rejste sig ved solopgang for at malke og muge ud, gjorde ingen sang. Men at solen - oplysningen - står op med bonden, med folket, er viden, der er vers værd.

Folkeoplysnings midtpunkt
Magthaverne har ødelagt aften-undervisningen i Danmark ved at gøre en stor del af den til de folketomme partiers forlængede arm. Det er en krænkelse, når nogen kalder sig center for folkeoplysning, for i folkeoplysning er det altid folket, der er midtpunkt. Et direktorat for folkeoplysning i kulturministeriet er både sprogligt og folkeligt et misfoster.
Sådan har vi på ingen tid mistet ordene nærhed, folkestyre, åbenhed og folkeoplysning. Men noget for noget. En fodnote hedder nu et nationalt kompromis. Og denne hovedløse fodnote skal tvinge til et dansk ja, allerhelst ja tak.
Det sørger folkeoplysningen for. Folketinget nåede lige i november på finansloven at sikre 25 millioner til oplysning om unions-fodnoten, når der skal stemmes om den. Så får vi nok hele traktaten bragt ud til de små hjem denne gang. Og af hensyn til folkesocialisterne med røde indstregninger af, hvad det er, der er blevet ændret siden 2. juni.
Nej, det gør vi ikke, for Christiansborg tror, at hele folket er taget i ed, fordi folkesocialisterne syder i deres eget fedt.

Fangstplads for højrekræfter
Tænker ingen da på, at halvdelen af folket har sagt nej, og at nogen måske ligefrem mente nej. Selv tænkte jeg europæisk, da jeg sagde nej, for jeg ville hindre Europa i at ende som union - man er da ikke selvisk!  Og tænker man slet ikke på, at disse nej-folk blandt folketingets partier nu er overladt til Fremskridtspartiet.
Der er et tomrum i dansk folkestyre. Halvdelen af vælgerfolket er fangstplads for de mest yderligtgående højrekræfter på et tidspunkt, da tilsvarende kræfter er ved at sætte Europa i brand.
Er det ikke alvorligst af alt, hvad der er ved at ske? Fodnoten med det fine navn nationalt kompromis omfatter ikke det farlige højre. Fodnoten har slagside og kommer hjem med krykke.
Politikerne tror på den ene side, at danske vælgere let lader sig tvinge til at sige ja. På den anden side tror de, at danske vælgere er alt for kloge til at lade et tvangs-ja følge af et oprør ved næste valg eller næste igen - som det gik med skatter og nedskæringer.
Det er at skyde bjørnen, før man ved, hvordan pelsmarkedet står. Vi har set hundredtusinder af socialdemokrater gå lige ind og stemme glistrupsk. Konservative, Venstre-folk og radikale har gjort det samme og lige så voldsomt. En vælger, der føler sig snydt, spørger ikke til, hvad Fremskridtspartiet iøvrigt står for - oprøret styrer den hånd, der sætter kryds. Vælgeren stemmer ikke for Fremskridtspartiet, men imod dem, der snyder.

Grundtvig og nødværgeretten
Som alle folk har danskerne en nødværgeret. Hvis magthaverne følger magten, den europæiske magt, og ikke retten, så vil danskeren handle i nødværge og har selvsagt ret til det. Vi har opskriften fra Grundtvig - i de vers, der omhyggeligt er fjernet fra sangen "Kærlighed til fædrelandet":
Skjoldung-Folk på Danmarks-Sletten!
som med sværd, med mund og pen,
også du nødværge-retten
har mod dine banemænd,
om så end al verdens love
dig forbød derpå at vove.
Vi har i Danmark haft skytteforeninger indtil i år, da idrættens storhedsvandvid toppede i den sammenlægning, der gør fler sammenlægninger umulige. Få tænker på, at skytteforeningerne var en rest af danskernes nødværge, da statslederen Estrup sendte de blå gendarmer ud mod folket for mer end hundrede år siden.
Det er en herlig historie. Danskerne gik ikke ud og plaffede magtens ryttere, de blå gendarmer, ned. Nej, de satte sig ned og lavede en forening, en skytteforening. Bare at få lavet vedtægter tager måneder. Men det virkede. Det folket ville, fik det. Det tog tredive år. Men så var den magt, der ville hindre folkets ret, knust.
Vogter man i sit ja-sigeri ikke tomrummet til højre, fyldes det ud med folk, som endnu i dag vil noget andet, men som pludselig giver sig til at læse alle vers i Grundtvigs fædrelands-sang, og som opdager, at navnet skytteforening er ledigt.
Derfor skal man omgås ordene varsomt. Man skal ikke kalde det fjerne for nærhed. Man skal ikke kalde Frankrigs, Italiens og Tysklands undertrykkelse af EFs grundlov for demokrati og åbenhed. Man skal ikke kalde propaganda for folkeoplysning.
Før man ved af det, sidder folk i forsamlingshusene og skriver vedtægter. Og de er farligere for magten end vold.
© Poul Erik Søe  Foråret 1993

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside