Kvasers blod

De to gude-slægter, aserne og vanerne, havde altid ligget i krig. Indtil de fik en helt utrolig tanke. De kunne jo også holde fred.

De blev så vilde med tanken, at de holdt et topmøde om det. Det har nok været i Reykjavik. Men den egentlige fredspagt blev sluttet i Valhals gård.

For at give fredspagten kraft spyttede vanerne og aserne. Det gjorde vi også hjemme i skolegården i Nykøbing Mors. Vi spyttede over kors, men det har de nordiske guder ikke gjort. Tanken med spyttet må være, at man må give noget af sig selv, hvis en aftale skal holde.

Så gik vanerne hjem til sig selv, og aserne stod tilbage med al den dejlige spyt og galde i Valhals gård. Aserne var genbrugsfolk. De lod ikke noget gå til spilde. De blev enige om at lave en digter, en skjald, af al den dejlige spyt og galde.

Sådan blev skjalden Kvaser til. Han var meget klog. Det skyldtes nok de gode råstoffer, han var lavet af. Han var så klog, at han selv kunne svare på alle spørgsmål. Det er nok også grunden til, at han hurtigt forsvinder fra Valhal. Der er ikke meget ved at tale med andre, når man selv kan svare på alle spørgsmål.

Men da Kvaser var væk, kedede guderne sig. De gad end ikke æde af den gris, de havde gående, og som man kunne skære af hver dag, men om natten voksede den ud og var hel og rund igen – helt uden hormoner og kraftfoder fra Brüssel.

Mest kedede Odin sig. Han havde to ravne på skulderen. Da jeg var dreng, sagde de i skolen, at det var hans to udenrigsministre. De fløj ud i verden og kom hjem og fortalte Odin alt, hvad der skete. Dengang undrede det mig ikke, at han havde to udenrigsministre. I dag ville jeg vide, at det var for at sikre, at mindst den ene var i overensstemmelse med folketingets flertal.

Ravnene fløj ud og kom hurtigt tilbage og hviskede Odin i øret, at Kvaser var hos dværgene i bjergene. De havde dræbt ham, men de havde opsamlet hans blod med fantasiens evne, med digterevnen og livets mulighed i tre kar.

- Men du skal skynde dig, for jætterne er allerede kommet for at få fat i Kvasers blod med fantasiens evne, med digterevnen og livets mulighed, hviskede ravnene Odin i øret.

Men de fortalte også, at dværgene selv havde klaret de første jætter, et ægtepar. De havde sendt manden ud at fiske, men de havde boret et lille hul i båden. Så båden sank, og jættemanden druknede. Det var godt. Men hjemme hos dværgene gik jættekonen rundt og hylede. Og det var ikke så godt.

Især den ene af dværgene kunne ikke holde den hylen ud. Så han hængte et møllehjul op over døren. Næste gang jættekonen så gik ud, gav han slip på møllehjulet. Myten siger, at så holdt den hylen da op.

Det var godt. Men jætte-ægteparret havde to hævngerrige sønner, Suttung og Baugi. Det var ikke så godt, for de kom nu til dværgene og krævede mandebod for tabet af far og mor. Og de var ikke i tvivl om bodens størrelse. De krævede Kvasers blod med fantasiens evne, med digterevnen og livets mulighed.

Dværgene gav brødrene Kvasers blod. Men de to brødre skændtes om, hvem der skulle værne blodet. Suttung var den første i Norden, der sagde: ”Som brødre vi dele, jeg tager det hele”.

Så burede han Kvasers blod med fantasiens evne, med digterevnen og livets mulighed inde i et bjerg. Det er den første højere læreanstalt i Danmark. Al viden og fantasi bliver buret inde i et bjerg af afhandlinger, så ingen kan få fat i noget. I øvrigt satte Suttung sin skønneste datter til at vogte Kvasers blod inde i bjerget.

Odin drog straks af sted. Han kunne ikke finde Suttung, men kom til Baugis gård. Det var høsttid. Der gik ni karle og høstede. Men det gik meget trevent, for leerne var sløve. Nu går guder altid rundt med en slibesten i lommen, også Odin. Han tog slibestenen frem, de fik slebet leerne, og nu gik høsten som en leg.

Men karlene kom i tanker om, at de nok gad eje den dejlige slibesten.

- Det er i orden, sagde Odin. Jeg kaster slibestenen op i luften. Den, der kan gribe den, skal eje den.

Og han kastede slibestenen. Karlene greb alle ud efter den, slog vildt om sig med leerne og fik alle ni hugget hovedet af. Det er fra ældgammel tid et udsagn om, at det er hovedløst, hvis vi alle løber efter teknologien på een gang.

Odin gik nu ind til Baugi.

- Mangler du høstkarle, sagde Odin.

- Ja, ni! sagde Baugi.

- Jamen, jeg kan arbejde for ni, sagde Odin.

De blev også enige om hyren. Odin skulle efter høsten have Kvasers blod med fantasiens evne, med digterevnen og livets mulighed.

Så høstede Odin, og det blev lønningsdag. Det har nok været Tors dag. Men Baugi ville ikke sige, hvor Kvasers blod var. Så drev Odin ham af sted til bjerget, og Baugi blev tvunget til at bore et hul ind i bjerget.

Odin var en slags teknologisk Institut, der skulle prøve, om hullet gik igennem. Han gjorde en pusteprøve, men da han pustede, fik han bjergspåner i øjet. Han havde jo kun eet øje.

Så måtte Baugi bore igen, og nu klarede hullet pusteprøven. Odin tryllede sig om til en lille orm og kravlede ind til sted, hvor Kvasers blod var.

Han blev i øvrigt så optaget af Suttungs datter, at han elskede med hende tre dage og tre nætter, men omsider blev han ansvarlig på ny, tryllede sig om til en ørn og sugede Kvasers blod med fantasiens evne, med digterevnen og livets mulighed ned i bugen.

Tungt lastet som et bombebly fløj han hjem mod Valhal. Det skulle gå hurtigt, for også Suttung var kommet i fjederham. Han fløj efter Odin for med fjederhammens skarpe kløer at punktere ørnens bug, så fantasiens evne, digterevnen og livets mulighed ville være spildt for aserne.

Odin når frem til Valhal, hvor de havde en landingsbane ude på engene. Men der var fagligt møde dernede, og det varer farligt længe, før de får stillet tre kar op. Men nu kredser Odin som ørn rundt over landingsbanen, og hver gang han kommer nær de tre kar, gylper han Kvasers blod ned i karrene.

Det gik så hurtigt, at han også tissede noget skråt bagud. Jeg har altid forestillet mig, at det blev til sølvbryllupssange og den slags.

Men omsider er karrene fyldt. Odin kan lande, og Suttung når ikke frem.

Det er fra ældgammel tid et udsagn om, at fantasiens evne, digterevnen og livets mulighed ikke er til for at blive buret inde, men for at blive brugt i frihed i forhold til andre mennesker.

© Poul Erik Søe - Mytefortælling, denne udgave del af foredrag på Lønne Højskole oktober 1993

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside