HVOR KIRKELIGT
ER FOLKET?

Danskerne har stort set det fælles med helligånden, at de hverken trænger drot eller præst. Og det er ikke nødvendigvis en fejl ved helligånden eller folket.
Den bogstavtro kunne tro, at en folkekirkes grund er et kirkeligt folk. Men sådan er det ikke. Grundlaget er en folkelig kirke.
Folket er ikke kirkeligt og skal ikke være det. Men folkekirken skal være folkelig - og det er den ikke.
Det er sært, men sandt. Og det springer af det selvfølgelige, at fællesskabet i kirken ikke er kristeligt, men menneskeligt.
Når jeg træder ind i en dansk folkekirke, går jeg ikke ind i et fællesskab af kristne, men ind i et folkeligt fællesskab.
I kirken er der folk til stede, som mener sig så kristne, at det kan ses på dem som varemærker på kortærmede trøjer.
Men i kirke-rummet er mange, som ikke tør sætte navn på deres tro. De er i tilblivelsens troskab, ledet af længsel og hentet af håb.
Tanken om folkekirken går ud på, at vi alle har en plads stående - trods modstridende kirke-retninger, trods forskelle i politisk syn og trods mange andre modsætninger. Men vi har ingen ret til at sikre os, at vi ikke kommer til at sidde ved siden af en modstander. Og vi lønner et menneske, der har frit ord, om det taler med eller mod os. Det er ikke Gud, der har skabt folkekirken, men han vil få svært ved at finde en bedre løsning.
At folkekirken er et folkeligt fællesskab fører til fejl. Nogle tror, at folkelighed er et spørgsmål om præster, der klapper på skulderen i Brugsen. Men det er ikke præsten, der skal være folkelig. Det kan man nemlig aldrig være alene. Det ligger jo i selve ordet.
Kun et folk kan være folkeligt. Det vil sige, at et folk vedkender sig, at der er et fællesskab på trods af grøfter og skel. På trods af alt det, der skiller. Det folkelige fællesskab springer af, at vi nutidigt er kittet sammen af fælles historie. Vi bruger det arvede sprog, som de fleste i folket hører sig hjemme i. Og vi siger ja til en frihed, der tillader den andens nej.
Danskernes folkelige fællesskab er i opløsning, og så mister kristendommen sangbund. Et menneske ved ikke mer, end det har oplevet. Der bydes ikke på erfaring om det at være menneske i et samfund, i en sammenhæng. Når nye slægtled ikke gør menneskelige erfaringer med fællesskab, er der intet, kristendommens ord kan gro i.
Kirken gør så den nærliggende fejl at tro, at det er den, der skal være folkelig i ordets gulvskrabende tydning: Kirken falder på halen, får dronningen til at male bispekåben rød og erstatter det folkelige fællesskab med præstelig fælleskirkelighed. Man har ikke håndtryk til den kvinde, der står i samme gerning som en selv, men kryber gerne til Rom for at kysse pavens fod.
Det bedste, dansk folkekirke kan byde andre kirker, er at være sig selv. Og på samme måde giver andre kirker os rigest glæde ved helt at være deres egen tro. Kun ved at værne forskelligheden agter vi det fremmede. Men da præsterne selvsagt som andre mennesker savner fællesskab og sjældent kan finde det i deres eget folk, så søger de et fællesskab ved historieløst at sløjfe grænser, som også er der som en agtelse for de andres historie og tro.
Det danske kirkefolk passer kirkesalen bedre, end de valgte i folketinget passer deres mødesal. Danskerne er ikke kirkelige, men de knokler helt godt på med at nå frem til at være menneskelige, og det må kirken se at nøjes med, for der er ingen anden vej til kristendom.
Der er alt for megen bingo i den fast ansattes kirkelighed, når den overskuer det danske kirkefolk. Så jubles der, når vielses-tallet stiger. Så røres salmetungen, fordi dåbstallet øges lidt i et af stifterne.
Men det handler ikke om at føje får til hjorden. Er danskerne ikke kristne i dag, så bliver de det nok i morgen. Nej glæden må gælde, hvad man kunne kalde det danske folks kirke-troskab. Den har kirken for ingenting.
I tyve år har man makket med at ændre gudstjenestens form for endelig at blive færdige just nu, hvor et nyt slægtled vil værne den gamle form. Og for et slægtled, der lige har fået øje på kirken nu, da alt andet er solgt ud, så virker den gamle form selvsagt aldeles ny, da slægtleddet ikke har kendt den før.
Folkekirken har ikke haft det tomrum, som den russiske kirke levede i gennem halvfjerds år. Men det tomme rum kendes også i den danske kirke. Hvor rigt er det ikke, at danskerne alligevel ved, hvad kirken er og står for. Og det gør de. Ikke hver for sig, men i fællesskab. Det er det, der er det folkelige.
Jeg ved godt, at børn og unge i mange år ikke har lært fadervor udenad. Men det er et held. For da bisperne har mindst tre udgaver af fadervor, så sikrer de unges manglende kundskab jo, at vi ikke ender i flertunget fællesbøn.
Danskerne ved også, at den biskoppelige uenighed er et hædersmærke for den danske kirke. Vel findes der da danskere, der fjedrer lidt overdrevet i knæene, når de taler med en præst eller en biskop, men når danskerne får snakket sammen, stiver vi hinanden af - også i knæene.
Jeg drøftede et bispe-emne med en kone på den højskole, hvor jeg arbejder. Han er ikke den store forkynder, hævdede jeg. "Næj, men han er gu'r å æ kontor!" svarede hun. Og da vi talte videre, vidste hun med største selvfølgelighed, at biskopper har man til at værne rummeligheden. Det er en udsøgt folkelig hilsen til den kåbe-tåbe, der vil være strapudemajestætisk på ryggen.
Jeg har hørt en journalist sige om en artikel, at den indeholdt de bedste ord i et blad, men at det var tåbeligt i overskriften at røbe artiklens ophavsmand som præst. Så var der ingen, der ville læse den.
I det daglige gør jeg den modsatte erfaring. Præster er blandt landets bedste foredragsholdere, og folk vil gerne høre dem, uanset retning eller partifarve. Der er ikke præste-lede eller præste-fjendskab. De få, man griner ad, er dem, der ikke tør være præster - eller dem, der tror, de selv er kirkeligheden.
Der er ingen vane-kristen kirkelighed i det danske folk. Men der er en uskolet og netop derfor kyndig indsigt i, hvad kirke er. Rettroen er som altid truet. Lige nu er Sjælenes Vandrelaug i kamp med kødets opstandelse. Men ret set er det ikke et ringe grundlag at samtale på - en natursti til kristendom. Og den samtale føres, kirkelig eller ukirkelig.

Kirken i det tomme rum har ramt mange præster. Men mange andre gerninger, som kræver troskab og livssyn, har været ramt i årtier. Ærlige præster røber, at de ikke ved, hvor de skal hente søndags-ordene fra. Helt af sig selv har de fundet ud at genbruge fra de forrige slægters søndage. Man skal sige til selv, at det er ingen ynkelig fejl, men en yndig færd med de døde, der dog lever, når vi er til og bruger deres ord som vore egne. Også ordene i salmebogens skjulte sidstevers af "Kirken den er et gammelt hus".
Kun ord, der går i sagn og sang, opholder folkelivet. Og kun de samme ord genopretter det tabte folkelige fællesskab. De ord er i gang igen i det danske folk. Det må kirken vente på, og det har den godt af.

© Poul Erik Søe  Bladet Efterskolen 1993

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside