Hvad folkeoplysere
ikke ved om solopgang

Sammendrag af et foredrag om folkeoplysning ved forstander Poul Erik Søe, Lønne Højskole, på Kulturministeriets folkeoplysnings-konference i Odense 8.11.1992
Folkeoplyseren, underviseren, embedsmanden og politikeren mener det samme om folkeoplysning. De tror, folkeoplysning handler om oplysning til folket.
Det er derfor, man er så rundhåndet med tilskud til folkeoplysning, og bag efter roser man sig selv og kalder sit målrettede tilskud for frisind.
Alle i dansktoppen tænker, når noget slår fejl, hvis de taber et valg eller folkeafstemning: Vi fik bare ikke oplyst nok, vi havde ikke penge nok, vi fik ikke tilskud nok. De andre har flere penge til tryksager. Hvis bare vores standpunkt var nået ud til alle, så ville folk have stemt anderledes.
De får aldrig det indfald, at de tog fejl. Man står ikke frem på skærmen sidst på valgdagen med nederlaget hjemme og siger: - Den er saftsuseme rablende gal med vores parti, med vores holdninger, med vores ide. Nej, det hele skyldes altid, at folket er uoplyst.

Folket som indbygget forsinkelse

Der er i hele den holdning, at folkeoplysning er oplysning til folket, en grundlæggende mistillid til folket og folkets fatteevne. Folket er den indbyggede forsinkelse i ethvert fornuftigt fremskridt. Det er det almindeligste folkeoplysnings-synspunkt. Man lader, som om det er anderledes, men det er det ikke. Det er de andre folkeoplysere, der tænker sådan, ikke mig, siger man, men man glemmer, at man som folke-oplyser er brik i et spil, der sammenlagt opfatter det folkelige som en krænkelse af viden og indsigt.
Man bliver overrasket, når flertallet går imod alle lærde, alle eksperter, alle organisationer, næsten alle partier, i hvert fald folketingets kraftige flertal, aviserne minus den vankelmodige Information og fjernsyns-stationernes indforståede medspil. Når Ekstrabladet og folketinget samtidig siger ja, så er det folket, der er noget galt med, hvis der bliver sagt nej.
Siden har da det ganske land tumlet rundt og talt om, at den slags havde man aldrig troet kunne ske. Men det er historieløshed. De afgørende øjeblikke i folkestyret siden anden verdenskrig udspringer ene og alene af nøjagtig den samme oplevelse som 2. juni 1992. Man glemmer det bare ind imellem, fordi man grundlæggende mener, at den slags skyldes, at folket er uoplyst.
Det største politiske oprør skete, da Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne med et brag kom i folketinget på samme tidspunkt. Baggrunden var, at folketingets flertal, lige så stort som for Unionen, gennemførte kildeskat uden at give folket en samtale om det. Når man nægter et folk samtale, så bruger det mund.
Kildeskatten blev længe af den ene politiske halvdel kaldt socialisme. Den sidste frihed i landet var selv at bære skatten ned på skattekontoret, sagde man. Men uden at spørge selv ens egne vælgere, var det en borgerlig regering af Venstre, Konservative og Radikale, som gennemførte kildeskatten, tilmed i nøjagtig den form, som socialismens partier havde foreslået. Skiftet skete på tre uger i november 1968 uden at give det borgerlige Danmark tid til at tale om ny holdning. Folkets svar kom få år senere med Glistrup og Erhard - og overraskelsen var dengang lige så stor blandt folkestyrere og folkeoplysere som i juni i år.
Eller da folket midt under ungdomsoprøret ved en folkeafstemning sagde nej til at sænke valgretsalderen, selvom et kæmpeflertal hen over alle partiskel i folketinget gik ind for det. 2. juni 1992 er ingen undtagelse, som de fleste folkeoplysere og folkestyrere går rundt og tror, men er selve reglen.
Folkestyrere, finansfolk og folkeoplysere har allerede glemt, hvad der skete i juni og styrer lige frem mod en gentagelse. Finansrådets formand, bankmanden Knud Sørensen sagde 21. oktober 1992 til Kristeligt Dagblad: - Vi var for tilbageholdende forud for folkeafstemningen 2. juni, fordi vi ikke ville beskyldes for at male fanden på væggen.
Nu håber finansverdenen på en snarlig politisk afklaring om principperne for den fortsatte EF-tilknytning, og så fortsætter Knud Sørensen: - Men det bekymrer mig, hvis det trækker ud med for megen snak og for lidt handling. Fra en forretningsmæssig synsvinkel ønsker jeg en folkeafstemning så snart som muligt. Men det skulle jo også helst ende med det rigtige resultat.

Tomrummets fare

Finansrådets førstemand har intet lært. Folkeafstemninger er noget, der skal overstås. De skal give det rigtige resultat, det, som eksperterne, politikerne og organisationerne ønsker. Derfor vil Finansrådet gå ind med mer oplysning, og enhver, der kalder sig folkeoplyser, ved, hvad det handler om, og hvor det ender. Det er den slags, man har folkeoplysning og folkeoplysere til. Sæt maskinen i gang og få det dumme folk til at tænke rigtigt. Man skal ikke trække tiden ud med for megen snak, som det smagfuldt hedder, når Finansrådet får mæle.
Jeg er ikke overrasket over, at det er sådan, man vil gøre. Men jeg ved også ud fra al folkelig erfaring, at det fører til politisk oprør. Alt er tilrettelagt, sådan som Knud Sørensen tror, han kan ønske det.
Og vil man sige noget om forholdet mellem folkestyre og folkeoplysning, så er det vigtigste, at alt lige nu ligner kildeskattedebatten for godt tyve år siden - den, der førte til efterkrigstidens største politiske oprør. Endnu flere partier end sidste gang går ind for den lidt ændrede union. SF er kommet med, og man må tro, at Christiansborg for tiden regner med, at SF er folket.
Tilbage er for mig det farligste, folkestyret har været bragt ud i siden 2. verdenskrig. Fremskridtspartiet bliver i folketinget alene om at repræsentere det nej, et flertal har givet. Eller mange kan opleve det sådan. Der opstår et politisk tomrum, som der gjorde det i kildeskatte-debatten. Folk, der var modstandere af kildeskat, ville ikke længere stemme på de borgerlige, som havde indført kildeskatten. Og derfor blev de fremskridtsfolk og centrumdemokrater. Det, der nu sker, er, at mange nej-folk fra 2. juni 1992 ikke har andre steder at gå hen end til Fremskridtspartiet. Det sker på et tidspunkt, da yderligtgående højrekræfter er i fremmarch i de fleste lande, og hvor nationalisme foretrækkes for folkelighed.
Og vælgerne er revnende ligeglade med, hvad Fremskridtspartiet iøvrigt siger, for de stemmer for at udtrykke et oprør, hvis de bliver snydt for en folkelig samtale om vigtige spørgsmål - og hvis den folkelige samtale kaldes snak. Vi har set i hundredtusindvis af socialdemokrater før gå direkte over i Fremskridtspartiet. Vi har ved senere valg set titusinder vandre direkte fra Erhard Jakobsen over i SF.

Verdens klogeste vælgerfolk
Den slags handlinger ser for nogen ud, som om folkestyret grunder sig på tåber. Men jeg tror, vi har verdens klogeste vælgerfolk. Folk stemmer ikke kun på partier, men de stemmer for at sikre sig, at ingen får fuldkommen magt. Det er det egentlige særkende for dansk folkestyre, at vi som det eneste land i verden gennem snart hundrede år aldrig har givet nogen person, noget parti eller nogen ideologi flertal.
Hvert menneske i Danmark i næsten hundred år er vågnet op hver morgen og har kunnet sige til sig selv: Jeg er i mindretal. Alle andre lande opfatter den slags som det forfærdeligste - og kalder det polsk rigsdag. Men jeg mener, at vi demokratisk set er mer end europamestre. Vi er kommet så langt i folkestyret, at vælgerne gennem deres vandringer er i stand til at holde selve magten i skak - ved ikke at give nogen fuldkommen magt.
Når det er ved at gå galt igen, skyldes det, at næsten ingen folkeoplysere og folkestyrere vedkender sig den eneste måde, som Folkeoplysning kan tydes på: Oplysning fra folket.
Det er det, det handler om. En folkeoplyser er aldrig en formidler, der populariserer folkestyrernes, magthavernes, videnskabens viden og bedreviden. En folkeoplysers opgave er ikke at gøre de lærdes svære indsigt forståelig for de mange. Det har vi så mange til, fjernsyn og folkeuniversiteter, og ikke et ondt ord om den slags. Bare vi ikke går hen og tror, at det har noget som helst med folkeoplysning at gøre. Folkeuniversiteter, hvor meget jeg end holder af dem, er, når alt kommer til alt, PR-virksomheder for videnskaben og teknologien. Og fjernsynet er formændenes formaninger - aldrig baglandets billeder.

Genvej til folket
De politiske partiers oplysningsforbund er for mig de folketomme partiers sidste krampagtige forsøg på at bilde sig selv ind, at der er en genvej til folket. Ligesom kulturministeren nu i et lovforslag om tilskud til folkehøjskoler prøver at dæmpe landsorganisationernes indflydelse, så burde der ved lov skrides ind mod partiernes fornærmende indflydelse på voksenundervisningen.
Der er i den form for voksenundervisning indbygget en mistanke om, at man blir spændt for en vogn, mens man lærer spansk. Man er grundlæggende ikke fri i undervisningen, og al undervisning forudsætter frihed. Partierne må drage lære af, at deres folkeoplysning ikke opfattes som bærere af en troværdig frihed.
For hele tiden at minde sig selv om, hvad folkeoplysning er, må folkeoplysere holde op med at bruge ordet elev. I folkeoplysning er folk ikke elever. Ordet er i slægt med elevator, noget, der skal trækkes opad. Og folkeoplysning har ikke det ringeste at gøre med, at nogen skal trækkes opad, endsige trækkes op.
Jeg ved godt, mine ord er urimelige, hårde, krænkende, stødende - men jeg siger dem sådan, fordi jeg mener, at folkeoplysning helt ind til marven er blevet et redskab til at narre folket med.

Magthaverne er ikke skolemestre
Husk et øjeblik de dage, da folkeafstemningen om unionen blev udskrevet i 1992.
Afstemningen skulle have været i oktober, men statsministeren (Poul Schlüter) ville have den 2. juni. Han forklarede så, at det var bedre 2. juni, for ellers ville folk glemme det, de havde fået at vide, i sommerferien.
Jeg tænkte: Var det egentlig dér, demokratiet begyndte. Handler folkestyre om, at man laver valgkampe, vælgermøder og folkeafstemningsmøder for at folk skal huske, hvad politikerne siger?
Var det ikke det andet, vi ville? Var det ikke politikerne, der skulle huske, hvad vælgerne siger? Er der ikke noget med, at de er vore folkevalgte repræsentanter - eller på dansk: de er der på vore vegne, ikke som vore skolemestre og opdragere.
Hvilken slags folkeoplysning, man end driver i Danmark, så har den udspring hos Grundtvig, om man kan lide ham eller ej. Det er tid at tale gammel-grundtvigsk igen: Solen står med bonden op, sletikke med de lærde.
De ord lød efterhånden som gammelt vrøvl. Sangen havde fået klunker i ørene og katteskind på maven. Efter 2. juni 1992 er det den mest nutidige sang, vi har. Enhver kan se af sangens tanke, at bonden - 80 procent var bønder på Grundtvigs tid, så vi kan roligt oversætte bonden til folket - rummer en visdom, som de lærde ikke har.
Det almindeligste er at læse ordene sådan, at bonden bliver så klog, fordi han står tidligt op. Men det er jo ikke det, Grundtvig skriver. Solen står med bonden op! Der står jo ikke, at bonden står op ved solopgang. Nej, solen ligger og venter under havoverfladen. Står han da ikke snart op, den bondeknold? Jo, nu svinger han benene ud, og så kommer solen!
Solen står med bonden op. Det, der er værd vide, kommer fra folket.
Og nu lyder det ikke gammeldags mer. Det danske folk vidste i juni ikke kun, hvad det selv ville, men det rummede den visdom også at vide, hvad folkene stik modsat politikerne ud over hele Europa mente om den europæiske storhedsdyrkelse. Selv dem, der stemte ja, taler nu om, hvor godt det var, at folkets stemme var en anden end magthavernes. Tør nogen herefter kalde sig folkeoplyser, hvis man kun er magtens tolk?
© Poul Erik Søe  8.11.1992

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside