I skal ikke blive glemt
Ord i Danmarks Radio forud for folkeafstemningen 1992
Der er ingen grund til at tro på, hvad jeg siger, for det her er ikke lavet på Nordisk Film. Det skal synspunkter helst være i denne måned. Jeg har selv lavet mine ord. De bliver sagt i en mikrofon i Holstebro. Så det kan jeg godt forstå, hvis De ikke har tillid til.
Når danskerne tirsdag har sagt nej eller ja til unionen, så er vi stadig eet folk. Blir det et nej, kunne ingen drømme om at smide ja-vælgerne ud af landet. Bare tanken er latterlig. Og blir det ja, er nej-vælgerne stadig fuldgyldige danskere.
Det er den folkelige samhørighed, der skiller Danmark og unionen. Siger Danmark nej til unionen, så blir Danmark smidt ud. Så kører de videre uden os. Siger tyskernes Kohl og franskmændenes Mitterand. Det er de bestilt til. Det er aftalt, de skal sige det på samme dag. For hvis Tyskland viser sin ny magt alene, så siger danskerne nej.
Tyskland og Frankrig siger ikke: Vi har da hele tiden vidst, at Danmarks grundlov kræver et ja ved en folkeafstemning. Men skulle det blive et nej, så vil vi tyskere og franskmænd efter tyve års EF-samarbejde med Danmark sige til jer danskere: I skal ikke blive glemt. Nej, det er ud næste dag. Det er det, der kaldes dansk indflydelse i EF.
Danmarks grænse til Tyskland skyldes også en folkeafstemning. Der var ingen, der skulle overtales. Enhver vidste i sit hjerte, i sin tro, i sin moral og i sin holdning, hvordan der skulle stemmes. Den dansk-tyske grænse er en sindelagsgrænse.
Dengang grinede tyskerne ad vores glæde. Nu er Tyskland selv genforenet. Nu ved tyskerne, hvad genforening er. Nu ved det tyske folk, hvad det er at være et folk. Den glæde skal vi dele med dem - og håbe, at de tyske magthavere også har lært det.
Det er union, vi skal stemme om. Men dem, der vil have os til at sige ja, tør ikke sige, hvad vi skal sige ja til. I taler og annoncer bruger de vendingen "Ja til Europa". Det er snydeord. Der blev sagt ja til Europa, da vi gik ind i EF for tyve år siden. Og der blev sagt ja til Europa, da vi godtog EFs indre marked.
Ja-politikerne siger ikke ja til union. De kan ikke få ordet i deres mund. De siger ja til samarbejde. De er samarbejds-politikere. For hvis de ikke samarbejder, så bliver de smidt ud, siger tyskernes Kohl og franskmændenes Mitterand.
Ja-politikerne siger ikke ja til union. De siger ja til Norden i stedet for. Danmarks største parti har ikke andet at sige. Det er ukristelig snak. Danmark er i EF. Danmark er i Det indre marked. Måske vil nogen af de andre nordiske lande med.  Jamen, når nogen er bagefter, så er det da ikke at gøre dem en tjeneste, at man løber hurtigere, hver gang man får øje på dem bagude.
Ja-politikerne tør ikke bruge ordet union. De siger ja til fred i stedet for. Jo, men de samme folk sagde, at vi ikke fik krig i Europa, da vi stemte ja til EF for tyve år siden. Vi fik også garanti for, at der blev fred, hvis vi meldte os ind i EFs indre marked. Var det løgn dengang? Eller er det løgn nu?
Unionen hindrer krig, siger de. Det plejer unioner ellers ikke. Unioner giver altid borgerkrig. Da amerikanerne lavede deres union, blev der borgerkrig mellem nord- og sydstaterne. I Los Angeles er den ikke forbi. I den britiske union har der været borgerkrig det meste af dette århundrede mellem katolikker og protestanter i Nordirland. De bomber endnu, mens vi drøfter union. I Sovjetunionen og den jugoslaviske union vil borgerkrigene ingen ende tage.
Med sikkerhed kommer vore børnebørn i krig for å slippe ud af den union, vi melder dem ind i.
Hvis unionen virkelig er alt det, danskerne har savnet i århundreder, så må længslen efter unionen bæve på læberne, så må glæden over endelig at stå foran unionens sejr få øjnene til å skinne, ryggene til å ranke sig. Men man undgår å sige union.
Endnu før vi er i unionen, smækker Tyskland og Frankrig hære sammen. Uden at spørge os. Uden at spørge de andre EF-lande. Det er det, der kaldes Danmarks indflydelse. Danmarks udenrigsminister gør i fjernsynet den ny fransk-tyske hær til et spørgsmål om de stakkels soldater, der skal have fælles kantine. Det er en ministers måde at tage unionen alvorligt på. Danskerne vader over Rubicon med træskoene i hænderne.
Det er det egentlige folkelige nederlag i Danmark, at dem, vi selv har valgt, snyder os med deres ord. Hvordan kan det gå til, at Venstre, det parti, der førte folkelighedens kamp i forrige århundrede, giver Klaus Riskjær Petersen et af de største stemmetal ved sidste valg til EF. Jeg dømmer ikke Riskjær Petersen. Men jeg dømmer Venstres ledelse, der med ord mage til dem, der bliver brugt lige nu om unionen, snød Venstres vælgere til at kaste deres stemmesedler i grams for den store mand, som partiet nu tager afstand fra.   Og dette her kan jeg sige med frejdighed, for jeg siger det ikke kun nu, hvor Riskjær Petersen ligger ned. Jeg sagde det i Danmarks Radio den aften, han var valgt til EF. Men da var det mig, der var til grin.
Det er den slags, der kan forklare det utrolige i denne måned. Landets største partier - med hovedparten af danske vælgere bag sig - har længe kun haft omkring en trediedel af vælgerne med i et ja til union. Partierne og politikerne dækker ikke det folkelige syn. Ja-partier eller nej-partier taler ikke på folkets vegne. Folk ved selv, hvordan der skal stemmes tirsdag. Nej eller ja springer af ens sindelag. Det er ikke i hjertet, tvivlen sidder.
Venstres gamle vestjyske statsminister J C. Christensen sagde altid, at man sku tage sagerne i to tempi, i to ombæringer. Det var en advarsel mod at gøre noget overilet. Det ligger nu i det danske folks magt, at vi får prøvet EFs indre marked, inden vi siger ja til unionen.
Det indre marked kommer om et halvt år. Når det har virket en tid, og vi ser, om løfterne holder, så kan vi tale om næste skridt. Og imens venter vi på de andre nordiske lande og de andre europæiske lande, så de også kan få indflydelse - og ikke som danskerne i 1972 skal sluge en traktat, de ikke har været med til at skrive.
Det er det egentligt folkelige, som er det modsatte af nationalisme. Europa er i krig. Den største flygtninge-strøm siden nazismens tid går gennem Europa. Vi misbruger ikke de andres nød til å stikke af fra dem. Vi giver os tid til at vente på dem.
Og det andet folkelige er, at hver af os stemmer ud fra følelser og viden.
Man kan sige nej ud fra det, man tror på - ud fra følelser og sindelag. Man behøver ikke at kende alle enkeltheder.
Men tilhængere og modstandere er enige om, at unionen voldsomt ændrer Danmarks fremtid. Derfor er det landsforræder at stemme ja uden at have læst den traktat, man siger ja til.
© Poul Erik Søe Danmarks Radio 31.5.1992 og 1.6.1992

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside