Gud anno 1992
Artikel til Ry højskoles 100 års bog
Der er ingen, der er optaget af at få danske prinser ind på en folkelig højskole ved siden af deres brede militære skoling, hvorimod højskolernes frontkæmpere af og til får det indfald, at Vorherre må på højskole. For højskolernes skyld selvsagt, ikke
for Vorherres.
Samtidig er der mange, der ikke vil sætte deres ben på en højskole, fordi de ikke vil krumme tæer over at skulle folde hænder.
Synsmåderne er tredelte. Dels højskolernes grundsyn, at de ikke er kirker. Dels ønsket - i kortere eller længere øjeblikke - hos nogle højskolefolk om at kunne tælle Gud blandt årseleverne, især når det kniber med prinser og andet godtfolk. Og endelig en udbredt, men dog svindende tro hos såkaldt højskole-fremmede, der kalder højskolernes blå sangbog for Salmebogen og mener, at højskoler er falsk-fromme frelses-huse.
Højskolerne blev til på det vilkår, at de netop ikke var kirker. Sådan tænkte Grundtvig sig dem fra første færd.
Højskolerne sprang ikke af den tanke, at når nu grundloven og dermed folkestyret var på vej, så skulle bønderne have særlige skoler, hvor de kunne få indsigt i at styre landet og sno sig fri af kommissions-domstole.
Højskolerne udviklede sig til at blive sådan, men Grundtvig ville noget andet. Højskolens egentlige fødsel skyldes ikke en drøm om folke-opdragelse. Højskole-tanken skulle løse en af Grundtvigs egne vanskeligheder.
Grundtvig troede, at Gud bogstaveligt havde skrevet hvert ord i Bibelen. Historikerne på Københavns Universitet påviste så, at hvis Gud havde skrevet Bibelen, var der afsnit, Gud havde skrevet af.
Præster og menigheder ville efter de ord ikke tale med historikere. Men det ville Grundtvig. Samtalen med historikerne kunne ikke føres på universitetet eller i kirken, mente Grundtvig. Derfor fandt han på højskolerne, der skulle være et frit rum for folk med modstående syn. Derfor er højskolerne netop ikke kirker, Her mødes de uenige, kristne med andre religioners folk, politiske modstandere og andre slags modsætninger. Derfor er friheden til forskellighed højskolernes grundsyn.
Som så meget andet blev den gode tanke ødelagt af Christen Kold, der har stjålet det meste af sit skolesyn hos oprøreren og den første grundtvigske højskole-forstander, Rasmus Sørensen, og misforstået ikke så lidt af det. Christen Kold holdt kirke. Hans højskole var en kirke, og hans grundsyn fjernt fra Grundtvigs.
Kold ville oplive, før han kunne oplyse. Rent ud sagt ville han frelse. Når først folk tror eller mener det samme, kan man hælde hvad som helst i dem. Jeg kender godt udsagnet om, at Kold ikke gik i kirke om søndagen. Han mente, han havde åndsliv nok til hverdag. Også den fortælling om Kold viser, hvor fjern han er fra Grundtvig. Kirkegang handler ikke om at dyrke sit eget åndsliv, men om et folkeligt fællesskab.
Men fortællingen viser tydeligst, at Kold havde kirke nok hjemme hos sig selv på højskolen. Iøvrigt ville det ingen ende tage med Kold og hans missions-virke. Selv når eleverne var i seng på sovesalen, holdt Kold kirke hen over deres hoveder ved at snakke gudeligt med en lærer i den anden ende af sovesalen.
Alene højskolernes historie advarer altså mod at gøre højskole til kirke. I folkekirken får det dog ende. Selvom vi i et halvt sekel som sjældent før har hørt, at forkyndelsen er det vigtigste, så er den skåret ned til syv minutter de fleste steder. Minut-radioavisen er kommet i præstekjole. Men bord og bad kan selv.
Kirken er i nød, siges det. Det har kirken godt af. Tænk, hvis kirken var ovenpå, hvad ville den så ikke udarte sig til. Kirken i nød køber dronning-tegnede bispekåber til over 100.000 kroner stykket. Måske er det åndelig nød, man tænker på, men det er jo en folkelig, ikke en kirkelig sag.
Kirkens nød får hjælpetropperne til at rykke ud med forskellige slags armbind. Og sådan er det også med højskolerne. Her sker oplysningen i mørke bag gardinerne. Man sidder i hele og halve timer og kigger på en sort klat på et hvidt ark under navnet meditation. Nogle gange forstørrer man den sorte klat og gør det hvide ark mindre. Det kaldes film. Den slags fællesskab er som skabt til EF-tilskud. Man må endelig holde folk siddende bag nedrullede gardiner, så de ikke får smag for det afslørende dagslys.
Når højskolernes indre liv er i nød, spørges der til, om han, som har hjulpet hidindtil, ikke kan opprioriteres herefter.
Man tager fat på at gennemtænke Grundtvigs tanke om, at højskolen ikke er kirke. Kan han have ment, at en højskole skal være lige så gudfri, som den er røgfri? Og kan det i lige så høj som det røgfri hos mange være lidt modetrælleri hos Grundtvig.
Eller som det næsten altid hedder: "Ville Grundtvig også i dag have ment, at højskolen ikke skal være kirke?" Det er et bøvlet spørgsmål. Det grundtvigske er ingen tradition og må ikke blive det. Grundtvigs tanker først i sidste sekel skal ikke styre os i dag, hvis de kun er tradition. Det mente han også selv. Loven for folkelivet - som for alt liv - er uophørlig bevægelse. Ordene er Grundtvigs.
Loven om folkelivets uophørlige bevægelse er selvsagt ikke en lov om nu at gøre det modsatte af, hvad man gjorde på Grundtvigs tid. Det er også et oprør at genføde et gammelt syn. Men loven for folkelivet fristiller enhver til at tænke og handle selv.
Denne selvtænkning har jeg de seneste ti år mødt fire gange i sammenhæng med højskolens forhold til kristendom. De to gange på grund af folk, der er del af Ry Højskoles historie, Niels Højlund og Arne Ørtved.
Til min skræk pillede Højlund først i firserne - ganske vist kun spørgende - ved det grundtvigske udsagn "Menneske først - kristen så". Kristen kan man altid blive, men aldrig før man har set, hvad det vil sige at være menneske.
Højlund spurgte, om det ikke var på tide at vende ordene om: "Kristen først - menneske så". Højlunds udfordring var møntet på det nære, som det er hans vane. Jeg skal ikke tillægge hans omvendelse - af ordene - verdensomspændende sigte. Det ville blive noget af en missions-opgave. Jeg kunne heller ikke tro, skrev jeg dengang, at hans mening var fosterdåb eller klosterhåb.
Endnu mere i dag forstår jeg, at en Højlund kan blive vrissen over, hvis højskolerne snakker sig bevidstløse om bevidsthedens forsinkelse. Man kan leve længe nok med en højskole-opskrift, der hedder "Lerværksted først - billedforståelse så" til at ville lade Vorherre rydde templet. Vi er mange med den erfaring.
Men snart viste det sig, hvor farligt det er at læse Grundtvig bagfra. Da Arne Ørtved blev forstander for den grundtvigske højskole i Thy, skrev han nydeligt i Højskolebladet om de gudløse højskoler. Men hjemme hos sig selv, i Thy, stod der noget andet i aviserne. Her sagde Ørtved lige ud: "Fanden er løs på højskolerne".
Jeg måtte, fordi det er min natur, læse det sådan, at fanden var løs på de andre højskoler, men nu kom der altså en fandenfri højskole i Thy. Enhver mor kunne trygt sende sit barn afsted. Det spillede nok også en rolle, at man dengang kunne sige sig fri for det onde ved at erklære en parcelhus-grund for atomfri zone. Der findes selvsagt ikke fandenfri højskoler. Man ville jo heller ikke kunne blive menneske på sådan et sted. Der findes heller ikke gudfri højskoler. Jeg krummer ikke tæer ved tale om Gud eller synge salmer i højskolens foredragssal eller ved kaffebordet. Men højskolens opgave er det menneskelige, det folkelige. Højskole er ikke til at skabe kirkegængere, kristne kameramænd og guddommelige keramikere. Højskoler er ikke til for at for med statstilskud at lave socialdemokratiske tillidsmænd, men for at forstå livet. Det skulle sådan set være opgave nok.
Uden det folkelige fællesskab er der ingen kirke. Uden det menneskelige er der ingen kristne. Det er det, højskole handler om, og det skal opleves så stærkt, at man aldrig falder for den fristelse at tro, der skulle findes et særligt kirkeligt fællesskab. Et kirkeligt fællesskab er altid et folkeligt fællesskab.
En deltager på den højskole, jeg arbejder på, gik mig meget på klingen i det emne sidst i 1991. - Højskolen må i det højeste vise vejen til kirken, sagde han. Man må altså ikke engang følge folk på vej, spurgte han så. Nej, svarede jeg. Og han tilføjede til min store lettelse: - Det har du ret i. Man skal selv gå vejen, ellers kender man den ikke igen.
Hans synsmåde er også et svar til den fjerde, der ad omveje har ytret sig om Vorherre og højskolerne. Det er Morten Kvist som Højskolebladets redaktør.
Morten Kvist var faldet over et udtryk i en folder for et ophold på Grundtvigs Højskole. I folderen hed det, at der var "mulighed" for at deltage i en gudstjeneste. Men hvorfor er der kun mulighed, skriver Morten Kvist. Alt andet i folderen er det en selvfølge, at deltagerne er med i. Men altså ikke i kirkegangen.
Jeg forstår godt, at Morten Kvist som præst undrer sig. Folk kan med en højskole besøge en soldaterkaserne eller et slagteri uden hensyn til, om de er militærnægtere eller planteædere. Men et kirkebesøg er kun en mulighed. Dog Morten Kvist er jo også frimenighedspræst, og derfor burde han ikke undre sig. Troen er ingen skolingssag.
Uden at spørge soldaterne tvang man dem før i kirke. Hele regimenter. Det gør man ikke med højskolefolk. Det er på det frihedssyn, også frimenigheder er blevet dannet. Kirken står der som en mulighed. Med ordet mulighed værner en højskole som den i Hillerød kirkens frihed, højskolens frihed og vigtigst - det enkelte menneskes frihed.
Højskolerne er der for at sige "Menneske først". Jeg hørte nylig højskolemanden og præsten Poul Engberg sige: "Menneske først - og sidst." Det kan Vorherre godt være tjent med.
I hvert fald skal vi ikke omdanne højskolerne til kirke. Vi skal i stedet føre højskolens folkelige syn ind i kirken. Det er ikke Vorherre, der er i nød. Det er det folkelige fællesskab.
Et oprør må indledes et sted. Det folkelige oprør, som kirken trænger til, indledes med, at alle kirkegængere medbringer et udklip af sidste vers af "Kirken den er et gammelt hus" samt en limstift. Salmebøgerne er jo menighedens og ikke præstens. Og nu indklistrer vi så alle det vers, salmebogskommissionen har strøget for ikke at bringe os på ubispelige tanker: "Selv bygger Ånden kirke bedst, trænger så lidt til drot som præst, ordet kun helliger huset!"

© Poul Erik Søe  Ry Højskoles 100 års bog 1992

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside