DET DANSKE EKSPERIMENT
Danske er noget, vi tog fat på at være engang, og som vi ikke er færdige med at blive.
For mer end hundred år siden sagde man det på en anden måde. Et menneske og et folk er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd.
Det at være dansk er efter det udsagn noget, Gud har for med os.
Ligesom Gud har noget for med andre mennesker og andre folk. I dag skal ordene indlæres for at forstås, og så går det selvfølgelige af dem.
Men ordet eksperiment forstår vi stadig. Vi er i det hele taget blevet bedst til fremmedord, især de politikere, der meget ivrigt kalder sig danske - dem, der nævner sig ved fremmedordene konservative, liberale og nogle kurs-bevidste socialister.
Men vi fatter stadig, hvad det vil sige, at et menneske og et folk er et eksperiment. At være dansk er et forsøg, der kan lykkes eller mislykkes.
Ordene om et folk og et menneske som et guddommeligt eksperiment havde jeg med hjemmefra. Derfor var de selvfølgelige, indtil jeg rendte ind i en modsigelse. Han hed Simon Spies.
Forlæggeren Fogtdal, der også udgav "Bo Bedre", ville for en snes år siden bedre verdens indretning, sådan som han gjorde det med hjemmenes. Derfor udgav han et blad, der hed "NB!", forløberen for Weekend-Avisen. Fogtdals tanke blev ødelagt, da andre gjorde bladet amerikansk. Alle journalisters artikler blev skrevet om, som var de skrevet med samme englehånd. Det var udansk, sagde læserne og ville ikke købe bladet. Læserne har i hvert fald ment at vide, hvad der var dansk.
Bladet havde tre kommentatorer. Jeg var den ene, løst ansat og med ret til at skrive i egen stil. Da "NB!" var ved at gå ned, tilbød rejsebureau-manden Simon Spies at købe bladet. Medarbejderne havde ikke tillid til ham. Ville han agte pressens frihed? Han var jo gammel nazist, og ville han give plads for kritik af de lande, hvor han solgte solskin?
Medarbejderne bad mig være med i forhandlingerne med Simon Spies. Mødet var på Hotel Randers, der lignede et ægyptisk hof, hvor slavinder redte fyrstens skæg. Vi kom dog hurtigt til sagen og valgte som eksempler apartheid i Sydafrika og racisme i USA.
De sager skulle bladet ikke blande sig i, hvis Simon Spies skulle være ejer. - Vorherre er i gang med et eksperiment, forklarede han. Han har anbragt nogle hvide mellem de sorte i Afrika, og så har han plantet nogle sorte mellem de hvide i Amerika. Nu har han købt sig en kasse bajere og har lænet sig tilbage for at se, hvordan eksperimentet vil spænde af. Det skal vi ikke blande os i.
Guds førelse i historien er ikke så nem at øjne som for vore forfolk, men hvis det at være et menneske og et folk er et guddommeligt eksperiment, så ligner det ikke laboratorie-forsøg som det, Simon Spies foreslår i ren skæbne-tro. Vi skal netop blande os. Det er det, eksperimentet går ud på. Vi skal selv virkeliggøre det, vi er sat i gang med, for eksempel at være danske.
Der er flere eksperimenter i gang på samme tid, og vi blander os i dem alle. Det eksperiment selv at være et menneske af ånd og støv. Det eksperiment at være del af en fælles menneskehed. Og så for os det danske eksperiment.
Det kan ikke ses på os, at vi er danskere. Derfor bruger nogle rød-hvid ansigtsfarve, klaphat eller håndflag for at vise det. Eller sætter store klistermærker med Dannebrog oven over EF-flaget bag på bilen. Man må jo endelig ikke tage fejl af os.
Det er ellers let at tage fejl. Vi var et hold danskere, som i Estland, før esterne blev sig selv, klappede hyldest-ivrige ad et fint orkester for at vise samhørighed med de undertrykte estere. Alle i orkestret var russere...
Det nationale bliver så let en stemning, der burer os selv inde, mens vi holder andre ude, så vi til sidst ikke kan se, om døren er låst for os selv eller de andre.
Vi bruger de fremmede til egne mål. Dem, der er mest imod EF, går ivrigst ind for indvandrere, nogen af dem, for man må ikke tro, de er nationalister. Og dem, der går mest ind for EF, går mest imod indvandrere, nogen af dem, for man må endelig ikke tro, de vil sælge danskheden til EF. Ulykken er, at vi ikke ved, hvem vi selv er, netop som nationalstatens ophør og indvandrer-presset viser sig på samme tid.
Skal vi svare på, hvem vi er, siger vi enten, at danskerne stammer fra et 9000 år gammelt jægerfolk, som ifølge fund ved Ølgod var kannibaler. Eller også er vi flygtninge, der kom for 1700 år siden. I mange år gjaldt den sidste lære. Nu gælder den første. Hellere kannibal end flygtning. Vi vil helst glemme blandingen, som gør os til et guddommeligt eksperiment.
Det er ens egen tvivl om, hvad det vil sige at høre til det danske folk, der ender i, at man enten er sukkersød eller stenhård mod fremmede. Der er falskhed i begge holdninger. Nogle er ligefrem bange for at tale om danskere og fremmede. Det er, fordi vi ikke ved, hvad det vil sige at være dansk.
For en snes år siden var der en dansker, der fortalte, at hun sad i en afrikansk bus, ene hvid mellem de sorte. Hun skammede sig over at være hvid. Hun kunne ikke bære "den hvide mands byrde". Hun var indbudt som frivillig hjælper og rådgiver i landet, men kom med en ydmyghed, som afrikanerne næppe har kunnet stille meget op med. Hendes hjælp havde været noget værd, hvis hun turde være sig selv, så de fremmede, hun skulle hjælpe, med hende som modstykke kunne få øje på det værdifulde i deres egen folkelighed.
Modsat var den danske frivillige, jeg mødte i Nigeria i tresserne. Han var udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke for at lære nigerianerne at støbe motorblokke til lokomotiver. Jeg spurgte til det mellemfolkelige. Svaret lød, at til hverdag ledede han arbejdet med at lave motorblokke, for de var nødvendige, da landets togtrafik var sat i stå. Mellemfolkelig var han så om søndagen. Så var det ham, der lærte noget. Han lyder som den kyniske, men det var ham, der ærligt og naturligt var sig selv midt blandt de fremmede.
Samtidig var en afrikansk forfatter på tur i Danmark. Han var gæst  ved en fest i et dansk hjem, hvor man sukkersødt værnede den gæstende forfatter mod at føle sig underudviklet. Forfatteren låste en kvinde inde på et værelse til kønslig brug senere under festen. Da det blev opdaget, forklarede afrikaneren, at det var gammel skik i hans stamme. Det godtog de fleste, men en brav journalist, der også siden har vist sig livsduelig, skældte den afrikanske forfatter huden fuld. Han skulle ikke komme rendende med sine stamme-traditioner i Nordsjælland.
Man kan lære af sin egen folkelighed, at det er løgn at se rosenrødt eller ondskabsfuldt på alt, hvad der fremmed. Der er godt og ondt hos os selv. Netop deraf kan vi lære, at sådan er det også hos andre.
Det, vi kan lære af den gamle tale om et menneske og et folk som et guddommeligt eksperiment, er svar på de modsætninger, der opstår i os, når vi taler om danskere og fremmede.
Vi opdager, at det at være dansk først og fremmest er en værdi for de andre. Ligesom det er en værdi for os, at der findes tyskere, englændere, tyrkere, nordmænd, estere, iraner og polakker. Til daglig går vi ikke og overvejer hele tiden, hvad det vil sige at være dansk. De fleste af os kan end ikke give et svar på, hvad det egentlig vil sige. Vi skal i hvert fald fumle meget med tankerne og ordene, inden vi svarer. Det er godt sådan.
Vi er umiddelbart til stede i et dansk fællesskab, som egentlig kun udlændinge kan få øje på. Den, der ikke er dansk, ser tydeligere vores egenart, end vi selv gør. Ligesom vi selv bedre kan sige, hvad der gør en svensker, en tysker eller en italiener.
Tankerne er ikke ny. De tumlede gennem Danmark i midten af forrige århundrede. Vi var pressede. Vi var i krig med tyskerne, som endte med at tage en stor bid af landet. Vi var nødt til at vide med os selv, hvad der var tysk og dansk, sådan som vi føler os pressede til at vide, hvad vi er i dag, nogle på grund af indvandrere, andre på grund af EF som politisk union, statsforbund eller forbundsstat.
Det var Grundtvig, der for mer end hundred år siden gav det svar, som længst blev stående, da hans synsmåde jo blev holdt i live helt ind i vort århundrede, indtil folkeafstemningen om Sønderjylland i 1920 og frisket op under den tyske besættelse af Danmark.
Det ser for mig ud, som om den gamles tanker er en hjælp også nu. Han skelner mellem nationalisme og folkelighed. Den forskel trænger vi til at kende påny.
Grundtvig er nationalist, ingen tvivl om det. Han er det, når fjenden står i landet. Men han er det ikke hele tiden. Han har een holdning, han bruger til krisen, og en anden, som er fremtidshåbet. Når han er nationalist, er han ikke i tvivl om, at Danmarks fjender også er Guds fjender, om der nok så meget står "Gott mit uns" på de tyske bælter. Derfor synger han om Danmarks fjender: "De har alle det værste tilbage, thi end lever den gamle af dage!"
Vi kender det samme fra vor egen tid. Den kommunistiske digter Otto Gelsted ville mellem de to verdenskrige stryge "det grimme kors af flaget, gør det rødt!". Vi skulle gøres til internationalister. Men 9. april 1940, da tyskerne besatte os, skrev han om Danmark: "Aldrig har vi elsket dig som nu!"
Nationalisme er det, der indsnævrer os, lukker os inde i vort eget folk, indtil vi med lup går rundt at finde ud, hvorfor det danske er bedst - ikke bare det bedste for os, men for hele verden.
Folkelighed, som Grundtvig skildrer den, lukker - modsat nationalismen - op ud til verden. Hvis vi fatter værdien ved at være dansk, så ser vi, at den samme værdi har tyskheden for tyskerne, polsk folkelighed for polakkerne og svensk folkelighed for svenskerne.
Hvis man ikke har agtelse for andre folk og deres folkelighed, er det grundlæggende, fordi det at være dansk kun er ord og ikke sand virkelighed for en selv.
Nogle mener, at kun internationalisme er modsætningen til nationalisme. Det er vrøvl for Grundtvig. Han er for eksempel ikke nordist - han mener ikke, at de nordiske folk skal smelte sammen til eet folk. Tværtimod skal danskerne være dansk-danske, svenskerne svensk-svenske og nordmændene norsk-norske.
Det er forskelligheden, der er den egentlige værdi. Nordmændene gør os en tjeneste ved at være så norske som muligt. Mange danskere var krænkede, da nordmændene fremelskede deres eget gamle sprog i vor tid og trængte det Oslo-danske, det dansk-prægede sprog tilbage. Højskole-manden Jørgen Bukdahl var blandt de få, der kunne se, at det ikke var norsk nationalisme. Det var folkelighed. Det norske blev tydeligere - også til gavn for os. Sådan som det gavner ens danske sprog at lære engelsk og tysk. Man lærer først sit eget at kende, når man ved, hvad der er fremmed.
Da talen om dansk folkelighed som nationalismens modstykke tog fat, spurgte Grundtvig, om det var næsen eller munden, man skulle se på for at finde ud af, hvem der hørte til folkeligheden. Eller på nudansk: er det racemæssige træk, mundens bredde, næsens længde, der afgør sagen? Det svarer han nej til.
Grundtvig hævder heller ikke, at man er født ind i danskheden eller folkeligheden. At være født i Danmark gør ikke, at man er dansk. Det er handlinger og holdninger, der afgør, om man er dansk og del af det folkelige fællesskab.
Der kræves ikke dansk fødselsattest. Folkeligheden udsteder ikke medlemskort. Kravet er, at man selv regner sig med til folket. Det er en bekendelsessag. Grundtvig har hentet det i kirken. Det er heller ikke på næsen eller munden, man opdager, om man er kristen. At være kristen er også en bekendelse.
For at høre med til et folk, hos os selvsagt det danske folk, skal man selv regne sig for del af det folk, man skal have øre for modersmålet og ild for fædrelandet. At have øre for modersmålet vil sige at være rede til at modtage sproget. At have ild for fædrelandet, vil sige at brænde for at være del af det fællesskab, der historisk binder os sammen - ikke bare med de døde, men først og fremmest med vore samtidige. Historie er det, der binder nutidige mennesker sammen - kittet også mellem mennesker med modstående synsmåder.
Mange har været vrede over Grundtvigs fortsættelse: "Resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret".
Især er ordene svære på baggrund af, hvad der skete med Sydslesvig. Af de 50.000 dansksindede i Sydslesvig i dag har de 90 procent tysk som hjemmesprog. Det er svært nu og må på Grundtvigs tid have været endnu sværere at godtage, at de skulle være som dragedukker, trylledukker, lavet af alrunens rod, der lignede en menneske-skikkelse.
Grundtvig giver os ikke det endelige svar. Det kan ingen af os. At historien, sproget og fællesskabs-følelsen er vigtige dele af det at være dansk, ved vi fra ham, men også fra os selv. Versets opskrift er iøvrigt ikke lavet for danskerne alene, men for alle folk.
Modsigelserne hos Grundtvig understreger det, der er modsætningerne hos os selv i vor egen tid. Det var værre, hvis han kunne give os et færdigt svar. Det var rædselstid, hvis Grundtvig endte som nutids-lovgiver med råderet over et stempel, der gør os til danske. Grundtvig var digter, ikke grænsebetjent.
Dansk er ikke noget, man er. Om man nok så meget er født hertillands. Det er noget, man kan blive.
Det samme gælder folkelighedens historie. Danske er noget, vi tog fat på at være engang, og som vi ikke er færdige med at blive.
Hen over al skråsikkerheden står påtrykt: Eksperiment. Tilmed et guddommeligt eksperiment.
© Poul Erik Søe  1991

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside