VI KU' DA LIGE PRØVE
DET INDRE MARKED FØRST

Eller: Er demokratiet et nej værd?
Hvad vil dog nej-sigerne overhovedet stille op, hvis det bliver et nej. Så er Danmark færdig. I hvert fald i EF. Vi er færdige i EFs ministerråd. Dem, der siger nej, har da virkelig pligt til at sige, hvad de vil stille i stedet.
Den sang har ja-sigerne sunget i ugevis med statsministeren som første-bassunist.
Statsministerens engelske partifæller og hans trofaste ja-følgesvende i det danske socialdemokrati mente ganske vist, at statsministeren vrøvlede. Det er efterhånden helt almindeligt, at statsministeren vrøvler. Det tager tager ingen alvorligt. Ingen
skifter ble på ham mer. Det er det, der hedder dansk folkestyre, og som vi endelig skal værne ved at sige nej. Er han og folkestyret overhovedet et nej værd?
Det må gerne blive mit eftermæle, at jeg var den sidste, der tog Poul Schlüter alvorligt. Og som tilmed gad bruge ord på ham.
Statsministeren har meddelt, at han ikke går af, hvis det bliver et nej 2. juni. Og han har også meddelt, at et nej 2. juni vil være helt uoverskueligt for det danske samfund, fordi vi så er ude af EFs vigtigste råd.
Historisk glemsomme folk undrede sig måske, da statsministeren pludselig meddelte, at han ikke forlod statsminister-posten, hvis det blev nej ved unions-afstemningen. Ingen er ganske vist længere optaget af, hvornår han ikke går.
Statsministeren gør imidlertid kun, hvad en statsminister skal gøre før en folkeafstemning. Det er en sædvane, der går omkring 50 år tilbage. Den daværende leder af Det konservative Folkeparti, Christmas Møller, meddelte, at hvis en afstemning om grundloven blev til et nej, så ville han træde tilbage. Mange på den konservative højre-fløj så en mulighed for at slippe af med Christmas. De ville have sagt ja til grundloven, men stemte nej for at få en anden parti-leder.
Siden har politikere sørget for, at der ikke er person-sager til afgørelse samtidig med folkeafstemninger. Og da især mange kunne ønske sig af med Schlüter, så var det selvfølgeligt, at han sagde sådan. Samtidig er en statsministers ord, om han ikke går, jo også et udsagn om, at regeringen bliver.
Så langt er det hyggeligt og ordentligt nok. Men sagen stiller sig rigtignok anderledes, når den selvsamme statsminister og regering hele tiden siger, at et nej til EF-unionen vil være uoverskuelig og umulig for landet. Statsministeren, regeringen og alle andre ja-sigere har derfor travlt med højtideligt at erklære, at nej-sigerne er uansvarlige, hvis de ikke kommer med praktiske forslag til, hvordan Danmark skal køre videre, hvis der er sagt nej 2. juni.
Ja-sigerne snakker sådan med brystet skudt frem for at overtyde vælgerne om, at der slet ikke er nogen afstemning 2. juni. Der er ikke noget at vælge imellem. Man kan kun sige ja!

Schlüter og kaos
Vi har hørt den slags før, men denne gang går den ikke. Man kan ikke som statsminister både sige, at man vil blive siddende som statsminister med sin regering og samtidig hævde, at den ja-sigende regering ikke aner, hvordan samfundet overhovedet skal køre videre, hvis det bliver nej.
Hvis statsministeren og hans ja-fæller redeligt mener, at landets situation er uoverskueligt, så må han og regeringen gå af og meddele det nu, så andre politiske kræfter kan forberede sig på at overtage landets ledelse 3. juni om morgenen.
Statsministerens ord er i sig selv dybt afslørende. Han kan ikke overskue, hvad sker efter et dansk nej. Men han vil blive ved at være statsminister, skønt en statsministers opgave er at overskue og foreslå lovgivning. Statsministeren går altså til folkeafstemning på modstykket til et gammelt Stauning-slagord: Schlüter og kaos. Vi får kaos, mener Schlüter, og vi beholder ham.
Nu er statsministerens to modstridende synspunkter selvsagt ikke sagt for at blive taget alvorligt. Og da slet ikke for at begge synspunkter skulle tages alvorligt på samme tid. Ordene er slag-ord, beregnet til at blive læst som overskrifter hver for sig. Ordene må ikke ses i nærheden af hinanden. De skal blot overtyde ved-ikke'rne om, at det er samfundsfarligt at sige nej.

Jens Otto Krags tre taler
Selv de historisk glemsomme har inden i sig en fornemmelse af, at den form for hygge-svindel har vi prøvet før! Ganske rigtigt. Da socialdemokraten Jens Otto Krag var statsminister kørte han samme løb forud for EF-afstemningen 1972. Den største overraskelse var måske ikke, at Krag gik, da det blev ja, men hans afsløring af magtens spil.
Jens Otto Krag blev nemlig spurgt, hvad han ville have gjort, hvis det var blevet et nej. Krag sagde ligeud, at han havde lavet tre trontaler med regerings fremtidsplaner til folketinget dagen efter folkeafstemningen. Han havde een tale klar, hvis det blev ja. En anden, hvis det nej. Og en tredie, hvis det blev nogenlunde lige.
Man kan sige meget - og meget godt om Krag. Han vidste i hvert fald, at en statsminister ikke kan løbe fra ansvaret, selvom vælgerne vil noget andet end regeringen. Jens Otto Krag var rede til også at tage et nej til EF alvorligt.
Det er vist det, man kalder at være demokrat. Men dem, der sidder på magten nu, tager hverken folk, afstemninger eller demokrati alvorligt. De vil blive siddende, selvom de selv hele tiden gentager, at de ikke kan overskue følgerne, hvis det bliver nej.
Har de tænkt sig at fumle sig frem i blinde i uoverskueligt terræn. Ved de ikke, at i demokratiet er fremtids-planerne og fremtids-lovgivningen oppositionens ret, men altid regeringens pligt. Det er regeringen, der nu skal fortælle, hvad den vil gøre, hvis det bliver nej.
Undervejs er der også brovtende blevet sagt, at der ikke kan ændres så meget som et komma i den unions-aftale, der skal stemmes om. Man kan bare se på voldtægts-aborten fra Irland, som ikke fik EF til at ændre det, der var skrevet. Nogle vil 2. juni stemme i tillid til, at regeringens og socialdemokraternes ord om, at der ikke kan ændres, virkelig holder stik. Følgen er selvsagt, at blot den mindste fremtidige ændring af unionen vil kræve en dansk folkeafstemning. Ellers har man vildledt dem, som 2. juni stemmer i tillid til ja-sigernes ord.
I så fald skal vi snart have folkeafstemning igen. EF-parlamentet kan nemlig tillade sig at kræve ændringer, som hverken Danmark eller Irland kan få igennem. EF-parlamentet har samtidig med, at regeringen og socialdemokraterne hævder, at intet kan ændres, krævet ændringer i unions-aftalen. Og hvis EF-parlamentet ikke får sine ændringer igennem, så vil EF-parlamentet holde nordiske lande og andre EF-ansøgere uden for som gidsler for at tvinge ændringer igennem. Ingen grund til rødmen
På grund af EF virker Danmark uoverskueligt allerede nu. På den måde har statsministeren ret. Hvis vi stemmer nej, er vi nemlig stadig i EF, og så vil det være nøjagtig så uoverskueligt, som det har været hele tiden. I hvert fald kan regeringen ikke overskue de EF-regler, vi allerede har.
De danske politikere, som truer os med kaos og uoverskuelighed, hvis vi stemmer nej, har helt ret. Bliver det nej, er vi nemlig ikke i unionen. Uoverskueligheden vokser ikke endnu mer, men vi er præcist, hvor vi er i dag med EF:
Ingen - ministre og  lovgiverne mindst - kan overskue noget som helst. Politikerne holder ikke lovene, og borgerne kender ikke lovene. Vi har fået Storebæltsbro, kørekort, pas, arbejdsgiver-bidrag og meget andet på ulovligt grundlag. I et land, hvor en forbryderisk justitsminister ophøjes til folketingets formand, skal almindelige mennesker ikke rødme af skam, fordi vi anker over folkestyret. Det er et usundt folk, som ikke har politiker-lede, når der er grund til det. Vi ønsker ikke folkestyret væk. Vi ønsker ikke et nyt folkestyre. Vi ønsker det gamle tilbage. Det er ingen skam.

Det nære samfund
Der var engang et demokrati.
Det er der ikke mer.
Det var kommunismen, der brød sammen, men demokratiet, der tabte. Demokrati findes kun i det overskuelige. Det vidste partierne Venstre og Socialdemokratiet, da de engang talte om "Det nære samfund" og "Nærdemokrati". Nu gives lovene så fjernt fra os, at ikke engang Danmarks lovgivere kender lovene.
På demokratiets dødsleje vil der blive talt mere demokratisk end ellers. Familien elsker altid det familie-medlem, der ligger for døden. Der er ingen grænser for, hvor den døende står een nær - når det er for sent. Der vil blive talt så sødt nu om det demokratiske - som der blev talt om det nordiske ved EF-afstemningen 1972.
Samtidig flager vi danskheden ud. Dødedansen hedder folkedans. Ligklædet hedder Dannebrog. Dybbøl er blevet et "historium" og Dannevirke et museum med statstilskud fra det tyske flertal i den slesvig-holstenske landdag.
Om ti år får vi EF-tilskud fra unionen til at værne dansk folkekultur. Ligesom esterne og letterne fik det af Sovjetunionen. Ja-sigerne vil hævde, at jeg overdriver. Men det sker allerede. Den første danske folkehøjskole med EF-tilskud er ved at blive bygget - i Ebeltoft hos molboerne. Bag højskolen står kendte danske kultur-navne. Nogle af dem er imod EF-unionen. Det er af den grund, dansk demokrati kalder valgdage og folkeafstemninger for festdage. Det er de festlige dage, hvor vi har holdninger, som ikke gælder til hverdag.

Ikke første udsalg
Det er lige før første-opførelsen 2. juni.
Men noget af det har vi prøvet før.
Vi mistede Skåne, Halland og Blekinge. Men Danmark var stadig til.
Vi tabte Sydslesvig. Men Danmark var der endnu.
For første gang skal vi miste Danmark uden at vide, om Danmark stadig vil være til.
Nogen gange har vi selv solgt ud.
Vi solgte Estland til den tyske orden for 19.000 daler sølv.
Vi pantsatte Orkneyøerne som medgift for en dansk prinsesse.
Vi solgte De vestindiske øer uden at spørge folket på øerne.
Vi står tilbage med det halve kongerige og uden prinsesse.
Men der er altid et nyt eventyr. Nu sælger vi os selv.
Vi har skam lært af historien. Det danske folk bliver spurgt, om det vil sælges.
Og der er ikke noget, danskerne hellere vil, siger meningsmålingerne. I det håb at holde tusind tyrkere ude lukker vi en million tyskere ind. Danskerne har altid været så gode til at handle.
Og som det altid har været, opdager vi det først om fem år.
Danskerne var ikke for alvor imod Hitler og nazismen i trediverne. De mange med Kaj Munk i spidsen var for.
Og danskerne var ikke for alvor imod nazisterne fra 1940 og tre år frem. Det havde da været rarere uden, men når nu tyskerne alligevel var kommet, så ville lidt tilpasning og en større mængde alsang nok værne danskheden. Efter krigen var der ingen grænser for leden ved "de gamle" politikere, der havde tænkt og handlet som størstedelen af det danske folk.
Men politiker-leden rakte dog ikke så langt, at den kunne sikre valget af "de gamle" politikeres modstykke, den konservative Christmas Møller. Han fik som partileder konservativ ungdom ud af støvlerne i trediverne. Og efter krigen holdt han på sit standpunkt, at grænsen ligger fast efter folkeafstemningen. Vælger-tækkerne ville have Danmark til Ejderen. Med mod opstillede Christmas Møller som løsgænger, da hans parti ikke ville kendes ved ham. Det døde han af. Christmas kunne ikke vælges, men eftertiden gav ham ret. Men nu klares det hele med union.
2. juni får vi Danmark ikke kun til Ejderen, men til Middelhavet. Sådan ynder ja-førerne at fremstille sagen nu. Vi får en yndig lille union, hvor freden blomstrer, fordi sådan er europæere. Bare vi vil sige ja, så standser den franske statsterrorisme, som den franske regerings efterretnings-tjeneste dyrkede, da Frankrig bombede et fredsskib ved New Zealand og myrdede en fotograf. Når Danmark får medindflydelse i unionen, så holder statsterrorismen op.
(Dem, der tror, at franskmændene har indstillet deres prøvesprængninger af atomvåben, mens EF-unionen skal vedtages i EF-landene, har ikke forstået en brik af det hele.)
Bare vi siger ja, er den nord-irske krise løst, for englænderne og irerne skændes selvsagt kun af den ene grund, at de endnu ikke har lært, hvor fredelig EF er. Men dansk medindflydelse vil hurtigt gøre en ende på den nord-irske borgerkrig.
(Dem, der tror, at danske EF-soldater i vestunionens uniformer skal vagt-afløse de nedslidte englændere i Nord-Irland, er kun ude på at skade politikernes redelige stræben efter at skabe et ja-flertal.)
Bare vi siger ja, vil Europas ældste folk, baskerne, få deres selvråderet fra Frankrig og Spanien, der har delt baskernes land imellem sig. Med et ja skifter basker-krigen til en folkeafstemning som den danske om Sønderjylland i 1920.
EF-unionen bliver krigsfri zone, mener den den danske udenrigsminister. Herligt, så kan EF-landene sælge de overflødige våben til Saddam Hussein, som de plejer. Og tyskerne kan gøre endnu mere for at få fred i Iran ved at sende deres våben til tyrkerne, så de kan skyde kurderne ned.

Partiets Venstres gæld
Et sted inde i mit hjerte er jeg Venstre-mand af den slags, der var til, før de bergske blade blev de riskjærske, i min slægts-tradition måske mere rodfæstet end Venstres nuværende leder.
Fra skolen kan jeg huske, hvad Venstres gamle høvding J. C. Christensen sagde. Tingene skulle tages i to tempi. De ord ligger i danskernes fælles hukommelse. Man må stikke tåen i vandet, før man går i til halsen.
Det danske folks flertal har givet politikerne lov til at lave EFs indre marked. Vi havde folkeafstemning om det. Men vi har ikke fået Det indre marked endnu. Det sker først næste år.
Vi kunne  da lige da kan prøve Det indre marked,  før vi går videre. To tempi.
Helt i pagt med det gamle, brede Venstres tanker, vil det da efter min tro blive netop Uffe Ellemann Jensens parti, der sikrer et nej 2. juni. Venstre har undervejs mistet de dyrebareste dele af den fælles folkelighed, der var partiets bondearv. Nu vil den værdigste del af Venstres vælgere ranke ryggen og sige nej. Det skylder de også demokratiet. Det var dem, der med Se&Hør og Billed-Bladet som sagligt underlag sendte Klaus Riskjær Petersen i EF-parlamentet med et af de største stemmetal sidste gang.
© Poul Erik Søe  Bladet "Frit Norden" før EU-folkeafstemningen 1992.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside