Det danske bøvlehoved
Højskolebladets redaktør ringer et par dage efter jævndøgn. Hvorfor er der altid bøvl med danskerne, spørger hun. Nu har politikerne gjort sig umage i EF med at lave en union. Folk i de andre lande siger ikke meget. Det murrer lidt i Irland. Men i Danmark er der bøvl.
Jeg undrer mig over redaktørens ordvalg. Det mest dyrebare i mit folk kaldes bøvl. Måske er hendes ord et muntert vrang-billede, men hun har nok ret. De danske politikere, der står på tæer i EF for at ligne statsmænd i underkanten af Mitterand, ser folket som bøvlehoveder.
I denne jævndøgnstid, hvor hjerterne er delte og med sig selv i strid, tænker jeg så på grunden til, at de danske bøvlehoveder skal krydse på junis andendag. Statsministeren sagde, at ellers ville vælgerne have glemt det hele i sommerferien.
Det er den slags ord, der gør danskerne bøvlede. Fra et sted i danskerens indre Nørretranders dukker trangen til bøvl op. Danskeren husker, at folkestyret oprindelig havde som mål, at en politiker skulle være folkets talerør, ikke magtens højttaler.
Oplysning er ikke kampagner, hvor politikere fortæller os, hvad vi ikke må glemme i sommerferien. Oplysning er ikke udenadslæren af politiske remser, der får os til at stemme, som politikerne vil have det.

Folkestyrets første tanke var modsat. Det er folket, der sidder inde med oplysning, som politikerne skal huske.
Solen står med bonden op, sletikke med de lærde. Folket er oplysningens kilde, ikke de folketomme partier. Læg mærke til, at bonden ikke står op med solen. Nej, solen ligger og venter under havoverfladen, indtil bonden svinger benene ud af alkoven. Så står solen op. Hos Grundtvig må selv solen rette sig efter det danske bøvlehoved.
Siden har politikerne gjort sig selv til solkonger. Dele af folket har medvirket. Ved seneste valg til EF-"parlamentet" fik Klaus Riskær Pedersen et af de største stemmetal. Det viser bøvlehovedernes sunde sans. De ved nok, hvad det er for folk, der klarer sig bedst i EF.
Det danske bøvlehoved kender sit folks historie. Ikke på fingrene selvsagt. Kun som en fingerspids-fornemmelse.
Fra skolen kan bøvlehovedet huske, hvad Venstres gamle høvding J. C. Christensen sagde. Tingene skulle tages i to tempi. De ord ligger i danskernes fælles hukommelse. Man må stikke tåen i vandet, før man går i til halsen.
Det danske folks flertal har givet politikerne lov til at lave EFs indre marked. Vi havde folkeafstemning om det. Men vi har ikke fået Det indre marked endnu. Det sker først næste år.
Bøvlehovedet tænker så, at vi da lige da kan prøve Det indre marked,  før vi går videre. To tempi.
Statsministeren siger, at så er vi færdige i EFs ministerråd. Danskeren kan ikke lige huske, hvordan det nu var. Men et sted føles en smerte som gammel gigt. Var der nu ikke noget med, at vi kunne være helt trygge ved at stemme for EF og Det indre marked. Fordi EF går ikke videre, end selv det mindste medlemsland vil.
Statsministeren mener, vi bliver smidt ud, hvis vi ikke makker ret. Men så husker det danske bøvle-hoved et eller andet om, hvad selve Romtraktaten siger. EF-fællesskabet er evigt. I juni stemmer vi om evighedens ophør. Er det sært, vi er bøvlede?
Det danske folks flertal har vist politikerne tillid. Der er sagt ja til EF-medlemsskab og senere til Det indre marked. Men danskeren bliver bøvlet, når politikere svarer med mistillid til folket.
Vi glemmer alt om samfundet, mens vi holder sommerferie. Sådan siges det. Derfor holdes der politisk eksamen 2. juni. Men når så Auken og Nyrup strides, foreslår Det radikale Venstre, at folkeafstemningen udskydes. Det danske bøvlehoved kan ikke overskue partistrid og EF på samme tid.
Den radikale frygt skyldes ikke striden hos socialdemokraterne. Den har de radikale levet og døet af siden 1981. Nej, de frygter det øjeblikkelige flertal mod unionen. Så må man give bøvlehovederne en årsag til at udskyde afstemningen. Det er prøvet før. I juni 1972 var medlemsskabet af EF på vippen. Folk på en enkelt storebæltsfærge kunne have afgjort, om det blev ja eller nej. Så skød Jens Otto Krag afstemningen til oktober.
Man kunne selvsagt tro, at det danske bøvlehoved er opstået, fordi bøvlet på Christiansborg smitter af på folket. Men det er modsat. Vi er et helt folk af bøvle- hoveder, og bøvlehoveder vælger bøvlehoveder, fordi der ikke er andre at tage af. Det skal vi være stolte af. Bøvlet er dansk sædvane. Vi har andre og næsten lige så smukke ord for det - protestantisme, folkelig indflydelse. Men bøvl er et godt ord.
Tillykke med det danske dummerhoved.  Sådan skrev Grundtvig engang. Da var det tyskerne, der kaldte os dummerhoveder. Fordi danskerne ikke troede på oppustet myndighed og udenadslæren.
Vi skal med samme stolthed bøvle nu. Det er Danmarks vigtigste bidrag til Europa.
Selv i EF-kommissionen er de glade for de danske bøvlehoveder. Kommissionen ved ikke, hvad den gennemfører. Det ved den danske regering heller ikke. Regeringen kendte ikke EFs regler, da der skulle bygges Storebæltsbro. EFs pas er ulovlige. Det danske EF-kørekort kan ikke bruges i EF. Bødemæssigt kan det svare sig at bruge det gamle. Arbejdsgiverbidrag var ulovlige, men så fik vi en hurtig højere moms. Stats- og udenrigsministeren ved ikke, hvad der sker, hvis vi siger ja eller nej til unionen. De ved i hvert fald det modsatte af hinanden.
Men uvidenheden gør ikke noget. For alle ændringer skal igennem bøvlet i det danske folkestyre. Vi tager os tid til at bøvle. Og ud af bøvlet kommer der klarhed.
Man kan med sin fulde troværdighed velværnet sige, at ingen ved, hvad EF-unionen er. Det ved Europa først, når danskerne har bøvlet færdigt. Så bøvl, bøvl, bøvl! Det er det, vi er her for! Og det haster ikke med ja eller nej. Vi har en evighed til det.
© Poul Erik Søe  Højskolebladet Marts 1992

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside