Tålmod er det bedste mod
Det sker igen. Denne gang i Jugoslavien. Måske når det delte folk i den jugoslaviske union ikke til fulde, hvad de er gået på gaden for. Men ingen er længere i tvivl om, at magtens lange løb er kørt. Folket går krævegang for at hævde selvråderetten.

Krævegang er det islandske ord for demonstration. Vi burde bruge det, fordi ordet helt ligetil udtrykker, hvad demonstration handler om. Her i landet har vi gennem tre årtier haft skiftende holdninger til krævegang. At gå på gaden og bære lys eller skilt
for sin holdning blev nedgjort og nedskrevet til nul.

Vi havde glemt, at det danske folks frihed er født af en krævegang. Det var ikke vold, der gav os grundloven, men folket i fælles krav  ude på gaden. Vi tager fejl, hvis vi tror, at det, der sker i disse år østpå, kun ske dér. Det sker samtidig inde i det nye slægtled her. De ser dagligt på papir og skærm, at magtens tid er talt, når håndbårne tællelys føres frem mod den. Den, der ikke nu kan høre græsset gro, vil om et år eller tre forgæves række ud efter slåmaskinen.

Vi kan bruge gammel, dansk visdom på det, der sker og er sket i øst. Det er gentagelsen af det, der drev Grundtvig til at skrive sangen "Kærlighed til fædrelandet". Digtet er fra 1853. Danmark havde vundet første slesvigske krig. Vi mente at have retten inde - til at virkeliggøre vore holdninger i Slesvig og Holsten.

Men de europæiske stormagter sagde nej. Danmark måtte bøje sig for magten. Ordet "stormagt" blev ikke brugt dengang. Danskerne gik rundt og sagde, at man måtte neje sig for "den europæiske nødvendighed". Det er ikke nok at have ret, hed det mand og mand imellem, man må også have magt. Og da Danmark ikke havde magt, måtte retten bøjes efter "den europæiske nødvendighed".

Derfor kaldte Grundtvig sit digt "Den danske nødvendighed". Siden er de fleste vers skåret fra, så sangen er blevet sød, men ikke stærk. Nu ses det knap nok, at den handler om det, der har gentaget sig i øst. Et sted i digtets helhed hedder det imidlertid:

Hånlig nok vil mange sige:
Hvad er ret foruden magt!
Har vel ret til noget rige
alen eller ager lagt?
Har, trods magten, retten givet
natte-frist til folke-livet?

Og Grundtvig svarer dem, der trællende vil følge magten i stedet for retten:

Dog kan du frimodig svare:
Hvad er magt foruden ret!
Kan den vinde vel og vare,
skønt altid den bruges slet?
I al ret er sandhed inde,
må tilsidst ej sandhed vinde?

Og så følger det vers, der ordsprogs-agtigt siger, at "tålmod er det bedste mod". Det tager tid for retten at vinde over magten:

Megen uret folk kan bære,
tålmod er det bedste mod,
men for "liv og gods og ære"
flyde må hver dråbe blod,
i den kamp, det vel må mindes,
intet voves, alt kan vindes.

Pludselig kommer der bagfra - fra vor eget folks historie - og skrevet kun fire år efter den danske grundlovs fødsel en skildring, der helt dækker, hvad folk efter folk østpå har oplevet som nutid. Grundtvigs digt får sagt det væsentlige, inden de ord dukker op, som nu i sangbøgernes tilskæring er blevet første vers. Først nu ser vi baggrunden for og rækkevidden i ordene:

Kærlighed til fædrelandet
er den sande odelsret,
kærlighed og intet andet
elsker op en helteæt,
kærlighed i pagt med ånden
den får altid overhånden!

Og de kendte linjer længere fremme i digtet, der alt for let bliver til skønsang, får nu mening, når man bag ordene hører klangen af den folkelige nødvendighed - retten, der vil vinde over magten:

Frygt ej for, hvad verden kalder
sin nødvendighed af stål!
Anderledes dejlig falder
ord på himlens tungemål,
dens nødvendighed herneden
det er netop kærligheden!


Den magtklædte ideologi, unioner af magtens nødvendigheder, de evige tækkemænd, der stopper huller i magtens tag, vil til enhver tid stå over for folkets nødværge-ret - "om så end alverdens love dig forbød derpå at vove". Hvor var han dog gammeldags, skønsangeren Grundtvig - indtil for tre år siden!

© Poul Erik Søe Dagbladet Vestkysten 1991

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside