Magtens grinende fjæs
En rullende torden er musikalsk underlæg for mine ord. Skræmte følger vi verden, der handler på vore vegne og bliver til billeder på skærm og i sind, mens dansk militær i døgnvis øver sig på anden verdenskrig i områderne ved Oksbøl.

Taktløst og hensynsløst dundrer Oksbøl-tordenen ind i ørene sammen med de første meldinger fra Irak, mens ruderne klirrer her i Lønne mere end femten kilometer fra øvelses- skydningen.

København dirrer af angst, politi rykker ud og gader spærres af og på grund af telefon-trusler, mens vi her vestpå må finde os i, at hvert ny drøn fra jord til himmel løber gennem os med spørgsmål om, om netop denne rullende torden er virkelighed eller øvelse.

Det er den ny verdensorden, at du ikke skal stole på kampens drøn, men trygt gå ud fra, at der ikke er krig på den jyske vestkyst, så længe den amerikanske fjernsyns-station CNN ikke har varslet krigen.

Den ny verdensorden er tidens mest brugte udtryk. Ordet orden er det grove modstykke til den uorden, der dagligt slider sindet i disse timer. En ny verdensorden er drøm, længsel og håb mere end virkelighed.

Tanken om en ny verdensorden sprang af fredeliggørelsen mellem øst og vest. Af statsledere blev ordet brugt, som om den ny verdensorden var en selvfølge af murenes fald. Enhver kan nu kort tid efter se, at den ny orden ikke er selvsagt.

Det ses tydeligst i Sovjetunionens handlinger på randen af borgerkrig.  Af alle tab er tabet af tillid det største. Gorbatjovs åsyn, der for millioner varslede håb, træder nu blottet frem som magtens grinende fjæs. Baltisk blod drypper fra hans isse.

Det lykkes ikke at bilde os ind, at det FN, der nu handler mod Irak, er et nyt FN. De forenede Nationer er ikke udtryk for en selvstændig fredsvilje, uafhængig af verdensmagterne. FN er netop kun et udtryk for, hvem der har kampkraften og magten.

Et selvstændigt FN, løsrevet fra de såkaldte stormagter, ville give Sovjetunionen samme klare svar på overgrebet i de baltiske lande, som Irak har fået på overgrebet i Kuwait. Men FN er ikke selvstændigt. De forenede Nationer er udtryk for magtens ophobning i bundter.

Der er ingen forskel på, hvad hvad russerne har gjort i Estland, Letland og Litauen, og hvad Irak har gjort i Kuwait. Russerne tog de baltiske lande med rå magt efter aftale med Hitler. Gorbatjov har indrømmet det. Estland, Letland og Litauen er kun medlemmer af den sovjetiske union på grund af våbnenes tvang. Da Gorbatjov kom med indrømmelsen tilføjede han, at det lange historiske fællesskab mellem balterne og de andre lande i unionen var grunden til, at de tre små lande måtte blive i unionen.

Estland, Letland og Litauen har ikke været så længe i Sovjetunionen som Sønderjylland var under tyskerne efter 1864. Ingen har bedre grundlag for at forstå estere, lettere og litauere end danskerne, som ved, at tvang i nok så lang historisk tid ikke ændrer sindelag og frihedsdrøm. Det er også grunden til, at danskerne i EF har sagt tydeligere fra end andre lande i EF over for den ny sovjet-vold i de baltiske lande.

Når der er forskel på verdens holdning til Sovjetunionens magtbrug og Iraks i Kuwait, skyldes det ikke en forskellighed i hændelserne. Grunden er alene magt-forholdene. At FN er handledygtigt  over for Irak, skyldes ikke, at FN er udtryk for en ny verdensorden, men at verdensmagterne kan enes om Irak. Når Sovjetunionen forbryder sig mod FN på samme vis, nøjes man med med at udtrykke "beklagelse".

Sammen med de små folk på kloden må Danmark bidrage til, at en ny verdensorden får et virkelighedsnært indhold. FN som håbets mål efter anden verdenskrig blev lagt øde, da Sikkerhedsrådet blev opfundet. De sejrende magter i anden verdenskrig, Sovjetunionen, USA, England og Frankrig, sikrede sig retten til aldrig selv at bøje sig for FN. De tiltog sig veto-ret. Senere er Kina kommet til. De fem sidder der som faste medlemmer og med sikret ret til at sige ja og nej, som de selv lyster.

Det er den gamle verdens-uorden. Danmark må på den anden side krigen i sammenhæng med de andre små folk virke for, at FN får den selvstændige myndighed, der var drøm og længsel for folkene i fyrrernes første fredsår. Sikkerhedsrådet sikrer kun magten. En ny verdensorden må sikre verden.

© Poul Erik Søe Dagbladet Vestkysten 1991

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside