Den kantstillede grundlov
Statsminister Poul Schlüter har bragt dronningen i en uholdbar stilling. Statsministeren, der ikke vil gå, fremtvinger en ny og utvivlsomt grundlovs-ændrende drøftelse af den kongelige medvirken ved regerings-dannelser.
Med en erfaren rådgiver i hofetaten ville dronningen torsdag have have bedt Poul Schlüter gå. I stedet slap han  med at underholde om valgets slut-tal.
Poul Schlüter har ved at kantstille grundloven og folkestyrets sædvane ved regerings-dannelser udtyndet hoffets sidste politiske rolle.
Den svenske fremgangs-måde med Riksdags-formanden som leder af regerings-dannelser trænger sig stærkt på nu, skønt et par danske forsøg med folketingets formand som regerings-opmand netop havde vist, at der ikke kunne vindes meget ved at fratage hoffet dets sidste politiske magt.
Efter valget onsdag og Poul Schlüters tolkning af hændelserne er der efter mit skøn ikke tvivl om, at følgen må blive en klargørelse i selve grundloven af fremgangsmåden og en fjernelse af hoffets indflydelse, fordi mistanke om dronningen som medspiller og modspiller er fremkaldt ved statsministerens brug af dronninge-brikken.
I folkestyrets historie er der til stadighed lyskaster på, hvad hoffet gør og ikke gør efter et valg. 
Til daglig vil dronningen i politik være i pagt med den til enhver tid siddende regering. I praksis vil det sige, at dronningen i sine politiske udtalelser ikke er i modstrid med statsministeren. Kun i eet afgørende øjeblik kan dronningen ikke nøjes med at lytte til sin statsminister, nemlig når han tolker et valgs udfald. Her står dronningen med et selvstændigt ansvar, - og med statsministeren som modspiller. Det er selve grundlovens tanke.
Jeg mener ikke, at dronningen har misbrugt sin magt i situationen, men Schlüter er årsag til, at dronningen står værgeløs over for dem, der kan ønske at hævde, at et sådant misbrug har fundet sted.
Når danske regerings-dannelser er særegne, skyldes det selvsagt, at vi alle er i mindretal. Derfor har det i et århundrede ved alle regerings-dannelser været sædvane både at lægge påståede blokkes tal, men også valgets strømpile til grund - den retning, vælgerne ønsker.
Dansk mindretals-demokrati har indbygget parlamentarismens førstebud, at en regering skal være i pagt med folketingets flertal. Uden den regel ligger magten alle andre steder end i folketinget.
Hvad Poul Schlüter gør nu, er imidlertid netop at krænke folketingets flertal. Han har spillet kortene sådan, at alle synes at have glemt, at Schlüter hverken før eller efter valget har et flertal bag sig.
Poul Schlüter lader, som om onsdags-valget var en afstemning om hans person som statsminister. Derfor kan han fastholde, at der var flertal bag ham før valget og efter valget. Men i Danmark har vi ikke direkte valg af statsministre. Statsministeren lader, som om han er direkte valgt, fordi et flertal af partier i folketinget peger på hans person.
Statsministeren ser bort fra, at han på den vis snyder for at holde grundlovens ord om, at en regering skal være i pagt med folketingets flertal.
Da Poul Schlüter lagde de økonomiske forslag frem, som han kaldte for "helhedsløsningen", havde han ikke flertal. Det indså han selv. Derfor udskrev han valg.
Men valget gav ikke et flertal, der kan gennemføre Poul Schlüters "helhedsløsning". Tre af de partier, der peger på ham som statsminister, er imod dele af "helhedsløsningen".
Hvis en statsminister selv finder, at hans politik ikke er i
pagt med folketingets flertal, og hvis han af den grund udskriver valg i utide, så kan han kun blive siddende som statsminister, hvis der efter valget er flertal bag de forslag, der før valget ikke kunne samle flertal.
Et sådant flertal findes ikke bag "helhedsløsningen" efter onsdagens valg. Poul Schlüter mener derfor, at han i en hånde- vending kan lave sine forslag om. Statsministeren snyder folke- tingets for dets førstefødselsret - at regeringen skal være i pagt med folketingets flertal.
Det er indlysende, at hvis Poul Schlüter gik af, og hvis han derefter blev udpeget af folketingets flertal til at være ny statsminister, så ville denne nye regering under hans ledelse kunne ændre "helhedsløsningen".
Men - og det er aldeles afgørende - når "helhedsløsningen" ændres af Poul Schlüter i en eller anden kommende regering, der hævdes at være en fortsættelse af den, der var før valget, så er folketingets grundlovsret krænket.
Poul Schlüter havde, da han før valget selv så eller ønskede at se, at der ikke var flertal for "helhedsløsningen", to muligheder: valg eller regeringens afgang.
Han udløste folketingsvalget for at skaffe sig et flertal for "helhedsløsningen", men da valget ikke gav det ønskede flertal, så er de følgestrenge, skrevne og uskrevne sædvane- og grundlovs-krav til statsministeren, at han må gå.
Det er ikke nok, at Schlüter har et flertal bag sin person. Det ville det være, hvis det var en ny regering, han dannede. I så fald var det endda ligegyldigt, om et flertal pegede på Schlüter ud fra vidt forskellige grunde og med helt modstridende mål.
Men nu handler det ikke om en ny regering. Det handler om at fortsætte regeringen med andre ministre, måske endda fra andre partier. Men man kan ikke fortsætte netop den regering, der både før og efter valget er i mindretal på det, statsministeren selv valgte at vrage det gamle folketing på. Man kan godt have den samme statsminister, som har været i mindretal før og efter et valg, men det kræver, at den samme statsminister har opnået et nyt flertal, men det har han ikke, før den gamle regering er gået af. Man kan uden at spørge dronningen fortsætte en regering, men man kan ikke danne en ny.
Det ville sædvanligvis være eet parti frem for alle andre, der ville have hævdet parlamentarismens danske sædvane, nemlig Det radikale Venstre. Men Det radikale Venstre er gået i parlamentarisk baglås og krænker de rige traditioner fra især Bertel Dahlgaards og Jørgen Jørgensens kampe med Venstres Knud Kristensen og senere Erik Eriksen - netop det Venstre, der er parlamentarismens fødselshjælper på dansk jord.
Det radikale Venstre mener selv at have taget konsekvensen af valget. Det radikale Venstre tror, at når partiet selv er trådt ud af regeringen, så er der gjort nok. Det er der måske også for at redde de radikale stumper.
Men Det radikale Venstre smyger sig uden om den parlamentariske pligt, fordi partiet ikke elsker Auken så højt, som vælgerne gør det. Personen er for de radikale blevet vigtigere end sagen.
Det radikale Venstre, som i de kommende år må nøjes at gå ud med det syvtal, vælgerne gav partiet, må i den skraldespand, hvor tankerne fra partiets stortid så længe har ligget, først se at rode gammel radikal ansvarlighed for parlamentarismen frem.
Det er de radikale, der på historisk grund frem for nogen må sige til Poul Schlüter: - Gå af, ikke for Aukens skyld, ikke for den brede regerings skyld, men fordi det er en selvfølgelig pligt ud fra dansk parlamentarisk sædvane og grundlovens ånd.

© Poul Erik Søe Dagbladet Politiken 1991

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside