Gnidder
Ribe blev for fem år siden 100 år ældre. Det var en højloftet hændelse - ikke kun for Ribe. Danmarks ældste by er fra de første år i 700-tallet. Og   Ribe har fundet sin vikinge-fortid, en ravkæde af herligheder, skjult gennem tusind år.

Ribes rige fund er "samlet" i Hans Tavsens Hus, landets ældste museum. Landets vigtigste vikinge-fund i nyere tid er gemt hen på loftet i små karlekamre, der ikke engang ville kunne leve op til tyendelovens og Jeppe Aakjærs krav. Gnidderværk.

Mislyt mig ikke. Ribe-folkene har gjort, hvad der er muligt på det sted. De er i forvejen ikke nok til at finde og forske. Der er kun ringe overskud til at fremstille og fortælle. De ved, hvordan det er at stå med noget stort i et folk, der tænker småt. Måske har fundenes rigdom overvældet dem fagligt, så kræfterne til at skaffe hus, penge og udstillingskunnen ikke er der. Den,
der er tvunget til at bo på kvisten, slider ikke trapper af lyst.


Jeg ved godt, at mange af Danmarks ny indreeuropæere ligner den fynske venstreviking, Jensen-Broby, der som finansudvalgets formand engang spurgte, hvad vi skulle med "alt det gamle ragelse på Nationalmuseet". Danmarkshistorien må ikke koste noget. Derfor skal vi til Narva i Estland, York i England og Hedeby i Slesvig for at se, hvor rig Danmarks historie er - for udlændinge, og hvor meget de vil ofre for at udstille og fremstille vores fortid
nutidigt.

Jeg ved også, at Nationalmuseet bliver bygget om. Måske skulle man have ladet være, den var ved at blive en museumsgenstand i sig selv - et museumsmuseum. Det går til gengæld hårdt ud over landets mange stedlige museer i år. Det kaldes at spare - på samme måde som de kommuner, der i en årrække undlod at lappe vejene, indtil det kostede det dobbelte at istandsætte dem.

Men vi er jo så fattige i Danmark. Derfor må vi nøjes med at se de ustyrligt rige folk i Estland og England tage vare på danske fortidsminder i sagligt dirrende, lystige og dristigt fortællende museums-former.

I Estland er de netop blevet færdige med at istandsætte Valdemar Sejrs
borg i Narva, grænsefæstningen mod Rusland. Netop i Narva er det gået hårdest ud over estlænderne. Den var hel-estisk før Stalin. Nu er 97
procent russere. Her rejser resterne af den gamle dansker-borg sig nu med et nyt museum som et vartegn mod dem, der i nutiden har gentaget Valdemars nedkæmpning af estisk folkelighed og selvråderet. Det var danskerne, der tog friheden fra esterne. I 699 år efter Valdemar blev de aldrig fri. Alligevel genrejser de Valdemars borg. De ved, at et folk uden historie har ingen fremtid. De er fattige, men ikke åndeligt fattige.

I York i England, midt i det gamle Danelagen med hundreder og atter hundreder af danske landsby-navne, fandt de næsten samtidig med Ribe byens gamle, danske vikinge-samfund. York-fundene ligner Ribes, men ikke museet. Jorvik Viking Centre er det mest overraskende museum. Man stiger man først ind i firepersoners "tidsbil", der ligner Tivolis blå vogn. Men det er Yorks danske historie, vi kører ind i.

Rundturen finder sted, hvor bymidten lå i dansker-tid. Med omhu er der ud fra fundenes fortælling genskabt det Jorvik, der var danskernes. Sidste del af køreturen går gennem selve fund-området. Man har ikke dækket vikinge-lagene til igen. I tidsbilen glider vi forbi virkelighedens gamle dansker-by med dele af hus-vægge, hegn og jordfund velværnet. Til sidst går vi  rundt i en nutidig udstilling med de vigtigste fund fra Yorks vikinge-tid.

Det kan lyde som pop. Det er det ikke. Det er historisk fortælling, som dagligt skaber køer på fyrre meter uden for museet. Pengene kommer hjem igen. Vi kunne gøre det samme. Det ved vi fra Ølgod Museum, alle små, stedlige museers forbillede.

Men af udenlandske museer, bygget på danskernes historie, er det dog af alle tyskerne, som fører. Museet I det danske Hedeby har ikke flere fund end Ribe, men tyskerne kan se, at de står med en historisk skat uden mange sidestykker. Museets bygninger er vikingeskibe med kølen i vejret. Hedeby har ikke fået danske tekster endnu, men det kommer. Og mens vi drøfter statstilskud til et andet trossamfunds gudshus to kilometer fra hovedstadens rådhus, har det tyske flertal i Slesvig-Holsten givet statstilskud til Danevirkegården, der udelukkende fortæller historien om Danmarks kamp mod al tyskhed. Mærsk-fonden og tyske statskroner i samme hus - det tjener Mærsk og Slesvig-Holsten til ære.

Ribe burde tage ved lære. Slid trapperne hos de rige estere, hos Major i England, hos Mærsk og hos tyskerne. Det er folk, der mener, at dansk historie må koste noget. Men spørg ikke danskerne og deres folkevalgte. De synes som nissen hos spækhøkeren, at historien bor bedst på kvisten.
© Poul Erik Søe  Vestkysten 1991

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside