Frihedens pligt
Den tvungne værnepligt er i Danmark et sindbillede på frihed. Det er sært, men sandt. Og det har sin gode grund, at de kræfter, der ivrigst tager friheden i munden, har holdt på tvangen frem for frivilligheden. Det er lighedstanken, der gør værnetvangen til friheds-billede.

Før midten af forrige sekel var det alene bønderne, som lagde krop til krigene. Den danske helt er i bund og grund bonde. Kun een dansk konge er faldet i krig.

Da folkestyret snublede over tærsklen ind ad Danmarks dør, var sindet ikke rede til lighed for loven. Stavnsbåndet var blevet statue. Bonden havde længe været ny og fri. Men det gamle menneskesyn herskede. Kun bonden var rå nok til at være soldat. De unge fra byens borgerskab var for fine. Mente man - i byerne.

Man kan undre sig over, at det syn holdt sig næsten hundrede år efter bondens frigørelse. Men vi har jo også i et århundrede talt om kønnenes ligestilling, uden at kvinder har fået samme løn som mænd af den grund, og uden at nogen har fået det indfald i ligestillingens navn, at mænd bør have pension seks år før kvinder, fordi de i snit dør seks år tidligere.

Det er den sønderjyske bonde, der ændrer værnepligten i Danmark. Det var bønder i Brøns og andre sogne, som for knap halvandet sekel siden i den første slesvigske krig med ringe eller intet våben stod tyske indtrængere imod. De sønderjyske bønder vandt langt fra alle slagene, men magten i København fik røde øren.

Det var blevet tydeligt, at vilkårene for byens og landets unge mænd var for uens. I København kneb det med at få de unge til at melde sig frivilligt. Det er grunden til, at Peter Faber skrev »Den gang jeg drog af sted«, en hvervesang, der skulle få byens unge til at melde sig frivilligt. I dag synges den, som om Hovedstadens unge mænd var helt vilde med at gå imod tyskerne, og selv pigen ville med.

Agtelsen for den sønderjyske bonde førte til en midlertidig lov om værnepligt for alle mænd; og senere blev værnepligten fast lov. Derfor indser man let, at tvangens udbredelse til alle netop for bonden kom til at stå som et frihedstegn. Bonden blev lige - for loven.

Det har da også været de partier, der skylder bondefolket deres tilblivelse, som ivrigst har fastholdt den almindelige værnepligt. Der er selvsagt frynser på historien. De egne af landet, hvor landets første parti, Bondevennernes Selskab, var stærkest, fastholdt frem til årene lige efter anden verdenskrig et modsyn på militær.

Vi er styret af et stykke medbragt historie, når vi drøfter almindelig værnepligt. Men nuet slår ind i drøftelserne. Kuwait-krigen taler med løftede øjenbryn hos Europas mænd, der uden at spørge Brøns eller Lønne vil have en Europa-hær, og kan de ikke nå den i første ombæring, så i hvert fald en stærkere Vestunion. Den danske udenrigsminister, der af bovlamme socialdemokrater og radikale i årevis har fået lov til at føre privat udenrigspolitik, synger med på sangen, der ikke længer har tekst af Peter Faber.

De danske vælgere har fra afstemningen om det indre marked Erhard Jacobsens ord for, at der ikke bliver tale om en Europa-hær. Derfor går jeg ud fra, at Europa-hæren kommer.

Vi må følgestrengt parre historien med nuet. Kuwait-krigen er ikke først og fremmest læren om, at den nyeste militær-taktik sejrer. Sådan har det altid været. Derfor tabte vi på Dybbøl.

Kuwait-krigen er læren om uens vilkår for mændene på de to sider af fronten. Under tvang og hindret i flugt af egne magthavere måtte de irakiske soldater lade sig bombe. På den anden side stod amerikanske frivillige.

Jeg er for tiden ikke i tvivl om, at de kræfter, der vil Europa-hæren, får den. Vi skylder os selv og kommende slægtled i det mindste at sikre, at den personlige frihed for unge danske får lovmæssig, dansk støbeform, inden fremmedsprogede politikere får magt over dem.

Fremtiden vil ikke entydigt handle om at kæmpe Fabers kamp "for pigen og vort land". Danske soldater vil i en Europa-hær kunne tvinges ud på slagmarker med sindet på modstandernes front, som sønderjyder har kendt det under tysker-åget.

Dem, der altid står ret, når fuldkommenhedens europæiske stjernebanner går til tops, skylder en ny slægt, at den personlige frihed får sit udspring i det enkelte menneskes selvråderet. Vi skal ikke gå langt for at hente den friheds-skik. Det er den frivillighed, der er Hjemmeværnets grundlag, og som efter Kuwait-krigen og før Europa-hæren må blive vilkåret for enhver dansk soldat. Tvang til en Europahærs geledder i hænderne på et vilkårligt politisk flertal i landene syd for os er en ufrihed, der langsomt, men sikkert vil gøre dele af dansk af dansk ungdom til fremtidens baskere.

Poul Erik Søe Dagbladet Vestkysten 14. April 1991

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside