Folkestyrets genfødsel
Indtil sagen om Erik Ninn-Hansen var der megen tale om lede ved folkestyret. Den snak er hørt op. Nu er der grund til leden, men de fleste er rædde for at miste, hvad der kan reddes af
folkestyrets dyrebare tanke.

Det er set før. Da landets justitsminister, Alberti, først i
seklet svindlede for femten millioner, blev sagen selvsagt
udnyttet politisk, men tidligere modstandere rykkede også sammen for at redde, hvad der reddes kunne af folkestyret. Det bør også ske nu. Ikke når Ninn-Hansen sagen og dens farlige udløbere er historie, men i år. Kan de folkevalgte i deres båse ikke se løsningen, må vælgerfolket puffe til det, der kun står, fordi det ikke vil falde.

Hvad mange har anet længe, er nu synligt for enhver. En ministers magt i enhver regering er for stor. Hvilket vil sige, at
folketinget er for svagt. Den største hån mod folketinget i
årtier var Erik Ninn-Hansens valg til folketingets formand, da
det stod klart, at minister kunne han ikke være. Det har ingen
budt folkestyret før.

Når en dansk minister er særlig magtfuld, skyldes det, at
ministeren kan samle sig myndighed i uhyggelig grad. Ministeren er som regel samtidig medlem af folketinget og sidder på sit partis øverste gren. Ikke så sært, at svage og stærke embedsmænd bæver for den blanding.

En dansk minister er et magtbundt. Grundloven og folkestyrets sædvaner hindrer det ikke. Det er derfor ikke svært at gætte, hvordan politikerne vil klare de følgerne af det seneste års slørløftninger. Vi må have en ny grundlov, vil der blive sagt i enighed fra højre til venstre. Og så får vi en grundlovs-kommission, der sidder ind i det næste årtusind.

Lad dem bare få den kommission, men de vigtige ændringer kan ske i dag - og ganske enkelt. Statsministeren meddeler, at samtlige ministre træder ud af folketinget, og at deres stedfortrædere indkaldes. Statsministeren meddeler videre, at han og alle andre ministre nedlægger deres poster i partierne og bliver almindelige medlemmer. Og statsministeren slutter med et tilsagn om, at han i fremtiden ikke vil gøre brug af muligheden for at udskrive valg i utide, og at han har fået tilsagn fra de andre partier om, at de i fremtiden vil udelukke dette magtmiddel.

Det lyder voldsomt. Det er det ikke. Det er følgestrengt, hvad der må gøres. Genfødelsen af folkestyret kan ske uden ændringer af grundloven. Tilmed er det en vanlig dansk fremgangsmåde. Med Systemskiftet i 1901 blev det skik, at en regering skulle være i pagt med folketingets flertal. Og alle handlede efter skikken. I grundloven kom reglen først i 1953, men fra da af blev parlamentarismen statsministerens person- lige ejendom.

Grundloven i ældste og nyeste udgaver vil det samme, magtens tredeling. Lovgivende, udøvende og dømmende magt skal være skilt. Trods grundloven har vi set, at i Danmark samles magten i eet menneske - ministeren. Det skal ændres nu, da vi har set magtens misbrug.

I Norge er det fast regel, at et stortingsmedlem, der bliver minister, træder ud af Stortinget. Derfor er der ikke så megen ærtehalm i norsk som i dansk politik. Danske ministre vil både være folketingsmedlem- mer og ministre. De er bange for, at deres stedfortrædere skal blive kendt og valgt i stedet næste gang. Men hvad rager det folkestyret?

Det er latterligt, at en minister som en selvfølge ikke kan være formand for den lokale sparekasse, men sagtens kan være formand for et parti. I de skiftende regeringers top sidder altid stats- og udenrigs- ministre, som også er partiformænd. Lige nu ved de ikke engang selv, om de udtaler sig som ministre eller som partiformænd. Hvordan skal embedsmænd eller vælgere så kunne finde ud af det?

Da folketinget havde styrke, blev der skabt balance ved at give enhver tids statsminister mulighed for at udskrive valg i utide - eller på dansk: true folketinget med valg. Det magtmiddel er aldrig i folkestyrets historie blevet misbrugt som af Anker Jørgensen og Poul Schlüter. Folketingets indflydelse skranter alvorligt af den grund, og ministrenes magt vokser.

Det er kendetegnende for dansk historie under enevælden og folkestyret, at magthaverne i sidste ombæring var rede til magtafkald, så folkets krævegang sjældent endte i vold. Det er det magtafkald, politikerne nu igen skal være rede til.

Helt uden at vente på dom om skyld og ansvar i sagen om Erik Ninn-Hansen kan partierne i fællig omgående tage de tre skridt, der genføder folkestyret. Den enkle erklæring, at ministrene træder ud af folketinget, at de nedlægger tillidshverv i partiorganisationerne, og at valg i utide ikke vil blive brugt som magtmiddel, vil skabe ny sædvaner i folkestyret. Og når vi har gjort erfaringer med de nye skikke, føjer vi dem så ind i grundloven.
© Poul Erik Søe Dagbladet Vestkysten 1991

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside