Den yndigste rose
Afklædt er helligdage selvsagt hverdage med navn. Livet er flest hverdage. Det er navnet, der giver festdagen tøj på.
- I år skal vi kun give små gaver. Sagde de voksne. Hvert år. Sidst i november. Så var den der allerede, den lille frygt. Julen blev så underlig nøgen med de ord. Børn har altid råd. Og fattigdom blev tydeligere med de ord end med gavernes størrelse.
Men helt uden følgestrenghed stod hun så, moderen, sekunder efter i køkkenet og sang "Den yndigste rose er funden", som om det alligevel skulle blive en almindelig, god jul.
Dengang var Brorsons digt-ord uden mening, for hvem på fem spørger til mening. Følelsen og stemningen var rigtig, og melodien var den fra i fjor.
Jeg synger stadig glad med på den, men ordene er ikke mine. Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste.
Jeg har ikke Brorsons skråsikre tro. Ikke fordi han er gammeldags. Sten Kaalø skriver salmer på samme måde i vor egen tid, og dem synger jeg ligeså gerne. Han er sten-sikker,  ham Kaalø.
Jeg er ikke misundelig hverken på ham eller Brorson. Men jeg er usikker. Jeg er i tvivl.
Brorson jule-jubler: - Min Jesus, du stedse skal være mit smykke, min rose, min ære...
Jeg kan synge det som en besværgelse, jeg kan stive min tvivl af med de ord, men jeg kan ikke komme af med tvivlen.
Jeg er ikke til roser. Jeg er til påskeliljer.
Jeg tror, Grundtvig har skrevet sit digt om påskeliljen som et svar til Brorsons jule-rose. Påskeliljen kæmper med rosen om førstepladsen.
Helt redeligt håber jeg, at også Grundtvig følte sig irettesat af Brorsons ord: - men mangen har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen.
Med den frygtelige fortsættelse, der nok kun handler om mig: - Forhærdede tidsel-gemytter, så stive som torne og støtter, hvi holde I eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke.
Glædelig jul, Hans Adolf!
Nej, så går jeg hellere til tvivleren Grundtvig, der kan få julen til at vare lige til påske.
Der er et enestående vers i dansk salmedigtning. I Grundtvigs "Påskeblomst, hvad vil du her?" findes en strofe, som er al svaghed samlet i eet. Grundtvig er i tvivl, og han er ærlig, han viser os sin tvivl. Han udstiller den. Ja, han rejser et vers som en skampæl. Seks spørgsmålstegn når han at sætte på otte linjer. Det er aldrig set før eller siden.

Har vi noget å betyde - spørgsmålstegn
Er vor prædiken ej tant - spørgsmålstegn
Kan de døde graven bryde - spørgsmålstegn
Stod han op som ordet går - spørgsmålstegn
Mon hans ord igen opstår - spørgsmålstegn
Springer klart af gule lagen livet frem med påskedagen - spørgsmålstegn.

Og hvor havde det været en ligegyldig vise, hvis Grundtvig selv kunne svare. Men det er blomsten, der har svaret. Den mest ligegyldige bondeblomst, som tilmed blev brugt som øgenavn i København på Grundtvigs tid. At blive kaldt "Påskelilje" var det samme som siden hen "at været kommet ind med fire-toget". Det er blomsten, der som del af det skabte, står frem med det sikre svar.

Had skriver flest breve. Kærlighed flest sange. Tvivl flest salmer. Håb spidser blyant og venter på glattere papir.

Jeg har glæde af at tro, at Grundtvig var i julestemning, da han skrev om påskeblomsten. Jeg tror, han har siddet og snakket - hen over årgabet - med Brorson og med Brorsons yndige rose, der står tilbage i digt-værket, duftende skøn og utilnærmelig med sine torne. Og så - tænker jeg mig - har Grundtvig grinet i skægget, da han skrev ordene om påskeliljen: - Mer end rosen est du værd!
Man kan ligefrem hører adresse-sedlen på den verselinje.
Snuppet' do den, Hans Adolf Brorson?

For mig er der ikke noget fortvivlende i tvivlen.
Undervejs må vi stole på håbet, som om vi var fremme.
Glædelig jul.

© Poul Erik Søe. Udsendelserne "På Vejen" i Danmarks Radio 1990.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside