Velkommen igen
Ord er trækfugle, der svigter - for trofast at vende tilbage. Sådan er det også med englene og med julesalmerne. Første gang hvert år, vi synger Velkommen igen, Guds engle små, er det, som om Grundtvig på ny sliber de gamle skår af ordene og skærer friske billeder i dem, indtil kernen knibes for nye udsagn.
I de år, jeg arbejdede for radioens gamle litteratur-afdeling, havde jeg et grønt jakkesæt, jeg altid brugte, når jeg skulle ud at holde foredrag. Afdelingens elskelige livskritiker, Jens Schoustrup Thomsen, kunne se det indlysende skabagtige i at klæde sig ud for å holde foredrag og sagde altid ironisk: Nå, Søe har nok solskins-klæderne på i dag.
Så når Grundtvigs engle på denne tid af året kommer igen fra høje himmelsale med dejlige solskins-klæder på, så tænker jeg altid, at nu skal englene på foredrags-rejse.
Grundtvig lærer på samme måde englene, at de ikke skal være skabagtige, hvis de vil drikke jul i Danmark. De må finde sig i, at kagen er tør, og kruset af ler. Drikke jul er nok det ældste udtryk om det, vi siden kalder at holde jul. Det hedder endnu i en gammel færøsk folkevise Gud han råder, hvor vi drikker næste jul på den tone, vi siden brugte til Påskeklokken kimed mildt med ordene Gud han råder, når vi fange sejr igen.
Julekagen var mer tør på Grundtvigs tid og igen mer tør før ham. Endnu i min barndom smurte vi smør på den tørre julekage. Jeg har altid haft svært ved mødet mellem sødt brød, rosiner og et tykt lag smør siden, også i fødselsdagsboller.
For min mor smager det af højtid, hun har ikke haft smør på brødet hver dag i sit liv.
Brødet var tørt i gammel tid, fordi man måtte bage alt før jul, og fordi det i Danmark førte til ulykke, hvis man bagte mellem Knudsdag, 7. januar, og Kyndelmisse, 2. februar.
Men engle skal ikke skabe sig, mener Grundtvig. De må gå til biddet. På samme måde lærte kristendommen, at den måtte holde op med at skabe sig, hvis den ville klare sig i den danske jul. Det lykkedes å få englænderne til å sige kristmesse. Tyskerne taler om den viede nat. Men da kirken ville have danskerne til at skifte jul - at tale om den hellige nat i stedet for, så flød Jordan ud i Øresund, og kristendommen måtte finde sig i de sprogligt snævrere sunde her på lag. Vi ved godt, at den meste kristendom med Martin A. Hansens ord har et datter-forhold til hedenskaben, og vi finder os ikke i svindel, om den nok så meget har de falsk fromme solskins-klæder på...
Det gør julen rigere og kristendommen større, at den har måttet finde sig til rette i en gammel fest, hvor der stod tørre Odins-kager og helligt juleøl på julebordet, eller julealteret, som det ligefrem hed nogen steder i Norden. Julebordet er et gammelt offerbord. Der har i Danmark været bødestraf til den bonde, der ikke ville brygge juleøl, og kristendommen med alle dens engle fik lært at sætte sig til sulebordet og ikke bære julen ud.
Nogen synes, at julens blandede landhandel gør tvivlen større. De har fattet noget af det. Det er det, det handler om. Der findes ingen bedre jule-vært end den ærlige tvivl.
Grundtvig er den danske kirkes store tvivler og sidder samtidig inde med den vældigste, mest enfoldige barne-tro. De to sider af ham mødes i salmen Velkommen igen, Guds engle små. Vi puslinger har i hver en vrå, synger han. Oprindelig stod der rollinger. Det er rollingerne, der vågner mildt i morgengry. Og som kommer med salmens barnligste glædesord: Og tælle mer ej timer. Kun den, der kan har prøvet helt ud i det sygelige at glæde sig til jul som barn, husker det å tælle timer, når der skal skrives salmer. Det er rollingerne, der ser englene vandre op og ned som noder på salmens tonestige.
Og så pludselig skifter han - til slut. Ord, der bærer julen ud. Jo, der står stadigvæk: Lad julesorgen slukkes. Med et af de udråbstegn bag, som Grundtvig altid slynger efter os.
De omstridte ord, Lad julesorgen slukkes, har Grundtvig også selv haft det svært med. For det første har han lige forud vist, at han ved, hvad jul er, men det kan ikke blive jul for ham selv. Tvivlen stod i vejen som en mur.
Han skrev fler udgaver af samme salme. Ordet julesorg blev ændret til advents-sorg, lad advents-sorgen slukkes. Så lignede det mer en salme, har han nok tænkt. Advent betyder komme, sorgen var endnu ikke afløst af glæde.
Alle forsøgene på at skjule eller ændre det oprindelige indfald skyldes Grundtvigs egne strenge krav til en salme. Han kræver, at salmen skal udtrykke den levende følelse af, at vi allerede er gået over fra døden til livet.
Jeg er ikke enig med ham. Det dyrebareste undervejs i Grundtvigs salmer er, at han tør dele sin tvivl med os. Der findes ikke større tvivl end den, der former ordene: lad jule-sorgen slukkes. Der er kun et pennestrøg mellem at tralle og at trælle.
Fordi han trods alle sløringer har værnet verselinjen Lad julesorgen slukkes, så kan vi håndgribeligt følge ham. Vi kan bogstaveligt se, hvad vækst er i et menneskeliv. Så har det pludselig mening for een selv, når han år efter kan juble: Sorg er til glæde vendt.
Nu ved vi, hvad han snakker om. Vi er fortrolige med hans tvivl. Uden den ville han bare være en skråsikker præstemand, som skulle hive os andre op med hårene.
Pludselig ved genhøret med Velkommen igen, Guds engle små hører jeg også, at her er fejlen ved megen lovsang, megen julesang, at den allerede er landet. Digteren er frelst. Det evige liv er nu. Døden er overvundet. Sådan er salme-vedtægten, reglerne, den harmoniserede standard.
Men hvad skal jeg med det? Hvilken anden virkning har det på mig, end at jeg er uden for. At jeg er ikke er med i en kreds, der skråsikkert kan sige nu.
Men den store tvivlers ord, Lad julesorgen slukkes, sender en engel gennem stuen. Englen taber tilmed en af håbets fjer, for jeg går ud fra, at engle ligesom Grundtvigs fugle alle hvert år må fælde, ellers de fløj ej så let.
Glædelig jul!
© Poul Erik Søe. Udsendelserne "På Vejen" i Danmarks Radio 1990.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside