Man skal ikke gå til barber
for at blive langskægget

Som regel synes jeg, det er så sandt, så sandt, hvad Bertel Haarder siger og skriver, så sandt, at det er for godt til at være løgn.  Mine vanskeligheder med ham kommer sikkert af, at »Friheden, ligheden, livsmodet og ansvaret« hos ham ligger mere i ordet end på kontoret.  Måske fordi han ikke er født til mindretal.  Men mislyt mig ikke.  Jeg så hellere Haarder som statsminister og Venstres leder end dem, der er det - eller har udsigt til at blive det.
Bertel Haarder er gået i korstog for, hvad der ganske vist har været det danske folks dyrebareste fælleseje gennem et århundrede - at der er grænser for politik.
Folket, men ikke Haarder, ved, at politikerne er de dårligste til at sætte grænser for politik.  Man skal ikke gå til barber for at blive langskægget.
Danskerne har som de eneste folk i verden indrettet sig sådan, at intet menneske, intet parti og ingen ideologi i snart hundred år har haft magten alene.  Vi er alle i mindretal.  Sådan holder vi magten stangen - og sætter grænser for politik.   Uden at spørge politikerne.
Bertel Haarder har af historikeren Vilhelm Grønbech og forfatteren Bjørn Poulsen lært, hvad han selv kalder at tænke historisk og handle nutidigt.  Men knap er ordene sagt, før han glemmer at sætte grænser for sin egen politik.  Han taler for en »folkelig, praktisk og snusfornuftig liberal tænkemåde«.
Liberalismen, der længe har ligget lig sammen med socialismen, snuser den historiske Haarder altså ufornuftigt videre til.  Hans lære af omvæltningen i Øst er næppe den indlysende, at det var ideologien, der fik livet til at gå i magtknude.  En liberalismens Lenin ville være endt samme sted.
Skrider Haarder ikke for hastigt over socialismens øst-grav frem til korstogene mod de hjemligt røde?  Skulle der ikke lægges blot en grøfte-blomst på Hans Hedtofts, H. C. Hansens og K. B. Andersens grave, og skulle man ved brugen af Hartvig Frisch måske lige stige en græstørv op over kævlet og bare med småt som det var mandens stil - skrive, at han var sådan en slags socialdemokrat.
Og når Haarder vil tale snusfornuftigt, glemmer han så ikke sin egen genbrug af Grundtvig senere i bogen om Grundtvigs kamp mod den herskende Overtro på en vis luftig Vorherre, ved navn "Fornuften"?  Bertel Haarder finder det om 1880'erne »forbløffende og tankevækkende, at aldrig har det spiret og groet bedre i Danmark end i den periode, hvor der intet skete på Christiansborg!  Da var der nemlig ingen, der sad og ventede på, at det offentlige skulle tage affære«.
Den tid, Haarder taler om, er det stræk, da partiet Venstre var sat ud af magten på Christiansborg.  Haarder vender ryggen til den kendsgerning, at det vigtigste, der skete i 1880'erne, var de folkelige bevægelsers skabelse af grundlaget for det nuværende Christiansborg med Systemskiftet, som engang var Venstres stolthed, indtil Uffe Ellemann Jensen fandt det for godt - under Haarders tavshed - at latterliggøre de folkelige bevægelsers kampmål, »folketingets flertal« som rigets øverste myndighed.
Hvor må Haarder glæde sig over, at Christiansborg snart som en følge af også hans politik vil være ude af spillet igen, når de europæiske fællesskaber træder i stedet.   Så er det spire- og gro-tid på ny.  Hvis danskerne altså lærer den europæiske nødvendighed, da vi efter Haarders syn er så selvgode, »at vi på mange måder er blevet utålelige for andre lande at samarbejde med, jævnfør vor halvhjertede EF- og NATO-politik«.
Der er så meget i Bertel Haarders bog, der er sandt.  Lidt for sandt.   Arbejdsløse bliver til mennesker, der ikke søger, søger og søger stillinger.   Det er det nemme menneske-syn, der har ført til alle de påtvungne, latterlige stillings-ansøgninger, som hærger enhver ledig og enhver arbejdsgiver.  Den ledige skal kunne vise en stak afladsbreve frem.  Der er altid mere papir i enden på alle ideologier, også liberalismen.
Haarder spiller på politiker-leden, når han mener, at det gik allermest fremad i Danmark, da der ikke blev vedtaget noget særligt på Christiansborg.  Han skriver historie, som det passer bedst i fremskridtsfolkenes kram.  Glemt er den historie, der nu ikke engang må hviskes om, de stolte dage, da Venstre-folk med rette slog på, at Venstre gennemførte de første sociale love i Danmark.  Hele den udvikling, hvor »politikken har bredt sig på ansvarets bekostning«, og hvor »man ville forbedre menneskene ved hjælp af samfundet«, er igangsat af partiet Venstre.  Det var dengang, Venstre var venstre-orienteret, og da partiets grundlag først og fremmest var småkårsfolk.
Bertel Haarder skulle drøfte med sig selv, om vanskeligheden i Danmark egentlig er at sætte grænser for politik.  Det svære på dansk jord er at sætte grænser for parti-vældet.  De danske partier er medlemstomme.  De er ikke længer folkelige bevægelser.  De opretholdes af valgloven, som helt er i partiernes hænder.
Partierne, også Haarders, er aldeles enige om, at der ikke skal sættes grænser for partipolitik, men kun for personligheder.  Det enkelte menneske, som ikke går i parti-stime, har ingen jordisk mulighed for at blive valgt i Danmark, om det så hedder Christmas Møller.  Det skyldes, at partierne sidder som hekse-hunde på valglovs-kisten.
Partierne har længe været arbejdsløse.  Deres arbejdsgivere, vælgerne, har sat dem på gaden forlængst.  Det har partierne klaret på selv samme vis som alle andre, der ifølge Haarder blot »venter på det offentlige«.  Partierne har end ikke nødigt at vente på det offentlige, for de er selv det offentlige og giver sig selv statstilskud.
Det er her, skridtet skal tages, ikke sandt Haarder?  Man skal begynde hos sig selv.   Har jeg læst rigtigt?  Hvis parti-systemet ikke kan klare sig uden statstilskud, så må det spire og gro igen som i 1880'erne - er vi enige Haarder?   Eller er der måske hos Haarder forskel på partisystemet og alle de andre, han skriver om: "De, der har villet sætte deres egen godhed i system, er altid kommet til at sætte ondskaben og snæversynet i system«.
Partierne, også Haarders, har for at holde sig selv oppe den samme overtro på samfundet, som Haarder kæmper imod.  Jeg er ikke vild med den kampform, Haarder har valgt mod overtroen på samfundet, men jeg er enig i synet.
Haarder skriver, at der »efterhånden kun er reel frihed til det, der kan opnå tilskud fra det offentlige«. Så fortsætter han: »Derfor er der - på krav fra Det Radikale Venstre - blevet iværksat det ene »forsøgsprogram« efter det andet, således at der nu kan søges statstilskud til selv den mindste og mest ligegyldige aktivitet i lokalsamfundet.  Foreløbig er det blevet til 4 forsøgsprogrammer på skole-, fritids-, social- og kulturområdet til over en milliard kroner, som embedsmænd sidder og deler ud til dem, der er bedst til at skrive ansøgninger.
Jeg genkender - i samme harme som Haarder - landskabet.  Små foreninger ringer af og til og beder mig holde foredrag.  Som regel handler det om at få det billigst.   Men da milliard-»forsøgene« var på toppen, blev jeg ringet op fra det nordjyske.  De plejede at give 600 for et foredrag, men nu ville de give 3000, for de havde fået forsøgspenge.  Jeg måtte svare, at det var et ringe forsøg at lade mig holde foredrag og uden udsigt.  Jeg havde forsøgt i årevis. Jeg er varmt enig med Bertel Haarder, også når han sætter Det Radikale Venstre på som afsender af milliarden.  Men hvor er Haarder selv henne i ordvalget?  Nu står der: »Derfor er der... iværksat«.  Nej, Bertel Haarder, der er ikke iværksat.  Bertel Haarder har som undervisningsminister, regeringsmedlem og folketingsmedlem iværksat.   Sammen med de andre selvsagt.  Det, som de væmmelige socialister sætter i system i troen på samfundet, er også Haarders værk.  Hele hans bog ligger i ruin, når han taler om frihed, lighed, livsmod og ansvar, men i det afgørende Øjeblik ikke tør sige jeg.
Hvem kan sætte grænser for politik, når selv den politiker, der vil sætte grænser, er grænseløs fej, når bommen er ved at gå op?
Den frihed, Haarder vil kæmpe sig til i skolen, er kun på få områder en anden end min.   Men det er dog den selv samme Bertel Haarder, der har gjort de frie skoler ufri.
Da Haarder håndplukkede landets seminarier til henrettelse efter partipolitiske hensyn, røg der også en lærerskole, som efter loven var »selvejende institution«.  Der var ingen grænser for politik i det spørgsmål.
Hvad Bertel Haarder overså, da staten kvalte en selvejende skole, var, at han dermed fratog de fleste frie skoler, højskoler, efterskoler og friskoler, deres frihed.   Staten har fra nu af hævd på at kunne lukke en hvilken som helst fri skole, for at spare eller af hensyn til en besættelsesmagt.
Bertel Haarder har gennemført, hvad ingen nogensinde har vovet, at gøre de frie skoler til institutioner i statens vold.  Et hvilket som helst politisk flertal kan når som helst i partipolitisk vellyst kvæle en selvejende skole, som får støtte fra staten.   Bertel Haarder fremholder med rette lovene om de frie skoler som et dansk bidrag til verdenskulturen.  Han alene har taget den grundlæggende frihed væk.  Fordi han ikke kendte grænsen for politik.
Jeg giver Haarder 13 for bogen.  Ikke blot fordi jeg bor i Ribe amt, hvor den slags er almindeligt.  Men for at minde Haarder om, at da ombudsmanden ville lade friheden råde med hensyn til 13-taller i Ribe, sagde Haarder straks harm og krænket, at han ville ændre loven.  Ministeren ville sidde med ved eksamensbordet over hele landet.
Kommer den lovændring, eller er der grænser for politik?

Ó Poul Erik Søe, anmeldelse i Dansk pædagogisk Tidsskrift december 1990 af Bertel Haarders bog "Grænser for politik".

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside