I denne søde juletid
Der sidder en skøn, gammel, ukrukket kone i København. Hun hedder Vera og er opfinder. Hun har opdaget den kabelfri tovejs-kommunikation. Opfindelsen er ligeså umulig at begribe som den kendsgerning, at svaler overhovedet kan få rederne til å hænge fast på den lodrette mur.
Hun siger, hun hver morgen beder for den vestjyske højskole, jeg arbejder på. Men det særlige er, at hun beder under radioens transmission af morgenandagten i Københavns domkirke. Så mener hun, at der er fler, der hører det.
Jeg kunne godt ønske min alvorlige tvivl så stærk som hendes muntre tro. Tænk, at tro så urokkeligt på Gud, på bøn og på radiobølger.
Vera er gammel, men hun længes ikke ud af livet.
Det var den almindeligste tro for halvandet hundred år siden. Livet her på jorden var en træls gang, noget man skulle have overstået. Grundtvig havde en stor del af sit liv det syn. Han havde det med hjemmefra. Faderen var pilgrims-troende. Og også Grundtvig arvede livssynet. Han har skrevet højloftet kristensang ud fra den tro.
Og han stod på skuldrene af Hans Adolf Brorson, der ikke var lystelig, men som dog turde rigtigt fornøje sig i denne søde juletid. Salmens melodi-skriver gjorde Brorson end tand lystigere, end Hans Adolf tænkte. Melodi-skrivere kan i nødsfald nøjes med at læse første vers, før de kaster sig ud på salmens tonestige. Gad vide, om han nogensinde fik læst slutordene:
Halleluja, nu har jeg nok,
den fryd har ingen lige,
halleluja, halleluja,
Guds søn er min, jeg vil herfra
med ham til Himmerige.

Sådan skrev Grundtvig også en del af sit liv. Han ville også herfra. Livet var det evige liv. Men så skifter det:
Har ej forud vi som sjæle
sans for liv og eftermæle
evigt liv er os en løgn.


Eller på nudansk: Hvad i alverden skal man med evigt liv, hvis man ikke kan lide livet?
Hvis livet bare er noget, der skal overstås, hvad skal man så med liv i evighedens krumning. Nej, nu handler det om et jævnt og virksomt, muntert liv på jord. Det liv, der før var uvæsentligt, er blevet vigtigt. Han vil ikke bytte for nogen konges.
Jeg sammenligner ikke Brorson og Grundtvig for at gøre Brorson mindre. Et digt er et stykke løsrevet tid, som Per Højholt siger. Og vi kan tage Brorsons stykke tid frem og finde afstivning i ordene, glædesrus i hans fødsels-jubel:
Vi sjunge om den søde fred,
at Helvede skal skælve ved
vor julesang å høre.


Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke:
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt.
at den kan bedre klinge:
og knuste hjerter føle bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har å bringe.

Modstykket til Brorsons mægtige strofer er Grundtvigs egen jule-genfødselsmyte, den er helt særegen:
Kønnet ej er ham til hinder,
bedre end de store mænd
huer ham de søde kvinder,
som vil have ham til ven.

Det er kærlighedens gåde,
i dens levnedsløb på jord,
som kun sandheds ånd kan råde,
og forklare ved Guds bord;
først var kvinden skjult hos manden,
sidst de enes med hinanden
om, at kvinden skjuler bedst!

Eva sprang med brudekerte
ud fra Adams hjerterod,
men Marie under hjerte
bar Guds riges Fredegod;
manden avled synderinden,
Frelseren blev født af kvinden,
Gud som mand er kvindens sæd!


Det er i samme digt, Grundtvig foreslår kvindelige præster næsten hundred før, den første fik lov i Skive. Det er også i den sang, Vorherre er blød mand, den blødeste, man har hørt om. Hos Grundtvig bader Vorherre børnene. Han giver dem ble på. Men, min salighed, han ammer dem også som Marie. Og, siger Grundtvig, begge køn vil han forbinde, så vi, som en ægte-kvinde, kan forenes med hans søn! Det er en julehilsen fra Aladdins sjællandske lampe til køns-forskrækkelsen i Skjern.
Brorson spørger, hvad han skal sige. Han ser det store i det små - og er målløs. Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at stjerneflokken blinker. Og svaret kommer efter ti vers. Gud er stor.
Grundtvig bliver nede på jorden. Og hiver stjernerne med. De kan bruges som gulvtæpper. På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå.
Men de to har en fælles erfaring, julesorgen kalder Grundtvig den. Brorson taler om, at knuste hjerter føle bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.
Det er mærkeligt, hvordan dette at blive knust har med glæde at gøre. Men vi ved det godt. Når man har det elendigst, siger man, selv til en vildtfremmed: Knus mig. Det vil sige: Tilintetgør mig, gør mig til intet.
Og mens vi er i dette omfavnende knus, bliver livet født igen. Og når armene sænker sig, er man fri.
Jul er at blive knust.
Derfor har jeg juleglæden lige på læben. Det første ord er allerede på vej. Kun det inderste af svalens rede hænger fast på den lodrette mur, resten lader sig ikke gøre.
Brorson vil herfra. Jeg vil sammen med Grundtvig lige snuppe en klejne mer.
Glædelig jul!

© Poul Erik Søe. Udsendelserne "På Vejen" i Danmarks Radio 1990.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside