Et barn er født
En fattig jomfru sad i løn og fødte himlens kongesøn.
Hun sidder der hvert år.
Det er julens bageste tanke. Den er genfødsel. Det er det samme barn, der blir født, når året blir nyt ved solhverv. Gentagelse og fornyelse.
Tanken er ægyptisk. Dagen er romersk. Festen er nordisk. Barnet er jøde.
Her løber al menneskelig erfaring om det, der er større end mennesket, sammen og blir nyt.
Barnet bliver født i en stald. Han lagdes, hedder det på jule-dansk, i et krybberum. Tolkerne siger, at Gud skulle fødes i yderste fornedrelse. Derfor stalden og derfor krybben. Det tror jeg ikke på. Han blev født i stalden hos de hornede dyr, fordi den gamle gud, den hornede gud, frugtbarhedsguden, var stærk og havde kraft, og det ny menneskebarn, gudesønnen, skulle på alle måder have kraft, være den ubesejrede sol, så alle stjerner måtte neje sig. Der er horn og håb i den stald. Og lille Messias, som Anne Linnet synger med Møllehaves mund. Møllehave ved, det er en gentagelse. Han er som moderne mand med til fødslen.
I nat ruger himlen
på glæden og freden
så varsomt i mørket
som fuglen i reden
og freden og glæden
nu fødes de i os
Maria på æslet
med lille Messias.
Det er nu. Her i denne jul. Hos Møllehave. De fødes i os, med æsel, med stald og med jordiske veer. Selvsagt er Møllehaves sang "Et barn er født i Bethlehem" een gang til, hvad skulle den ellers være? Den er i sig selv gentagelse og fornyelse, det, det handler om.
I den kristendoms-udgave, vi vragede for et halvt årtusind siden, var gudebarnets mor helligt. Al religiøs kvindemagt var i halvandet tusind års katolsk sædvane lagt i Maria. Og da Luther fjernede jomfruens glorie, så blev da også alt så mandhaftigt her nordpå, at kirkeklokkerne for første gang tog fat på at ringe hver halve time. Det havde de aldrig gjort før. Nu skulle der arbejdes. Det var karlfolkenes tid i dansk religionshistorie.
Og selvom vi selvsagt aldrig fik Maria igen som helgen, så satte Grundtvig kvinden på den gamle plads som liv-skaber og traditions-bærer, fornyelse og gentagelse. Han ville ikke give slip på de gudinder, der færdedes til vogns i det danske landskab på Marias tid, og som trak de første hjulspor af kvindelighed gennem det danske sind.
Og kan Grundtvig ikke genføde Maria som guddommelig, så kan han fortælle en myte, en hjemmegjort og derfor som hos bageren af bedste slags, tanken om, at Gud ikke kan nøjes med at ha en søn, han må også se at få en datter. Grundtvig mener, at Guds datter skal fødes i det nordiske landskab. Gud skal gentage fødsels-underet.
Det er  længslen efter gentagelse, Grundtvig synger om, når vi som Guds børn skal holde jul i himmelby. Det ligger godt i munden det ord, himmelby. Det smager af gentagelsens julekalender-hygge som Jul i Gammelby. Det ligner i omridset den model-jernbaneby, der før stod på toppen af Ribe domkirkes gamle alter, under navnet "Det ny Jerusalem".
Det er den genfødelse, vor egen tids Svend Aage Madsen, forfatteren i Århus, skriver om i sin genfødsels-bog "Se dagens lys". Kærlighed er gentagelse, siger han.
Tyskeren Nietsche, der i hele sit værk vil tage godhedens dråbe fra os, før den blir til oceaner, og som ser en fjende i kristendommens tanke om tilgivelse og om svaghedens styrke, Nietsche ser det som den grusomste tanke, at alt, hvad vi gør og siger, skal gentages og gentages, nøjagtig magen til om fem hundred år.
Hos den tjekkiske digter Milan Kundera er Nietsches tanke om den mulige, faste gentagelse det, der giver livet tyngde. Hvis livet skal gentages ord for ord og handling for handling, så har livet pludselig tyngde, fylde, indhold og mening. Så må man da gøre alvor ud af sit liv, så man ikke i al evighed skal gentage noget tyndt sprøjt.
Det er derfor, de fleste kan lide julen. Den er gentagelse. Vi brokker os over, at de handlende trækker julen i langdrag og sender salgs-tryksager ud allerede i oktober. Det brokkeri har vi gentaget, siden jeg var barn. Jeg har aldrig hørt andet, end at de væmmelige handelsfolk begynder alt for tidligt. Det er en  gentagelse ligeså sikker som barnet i krybben.
Hvis vi mente det alvorligt, holdt vi selvsagt op med at handle hos dem. Vi er jo da forbruger-bevidste. Men det ikke de handlende, der trækker julen ud og gør den længere og længere. Det er os selv. Vi vil bare ikke rigtig være ved det. Men der er jo ikke mer i samfundet og tilværelsen, som gentager sig. Der er ikke mer, som ikke hvert øjeblik handler om fornyelse. Hvert sekund i ens liv er et døds-øjeblik, fordi alle kræver, at jeg skal være ny, ny og ny.
Det er derfor, vi elsker julens gentagelse. Et barn er født, hvert år. Det er spændende at klippe nyt julestads, men rigtig jul er nu at genfinde gentagelsens gamle, stearinplettede julehjerter, hvor der står Jeppe tre år eller Astrid to år. Kristeligt set er det jul hver dag.
Glædelig jul - hele året.
Også til de handlende, der tør være ved det.

© Poul Erik Søe. Udsendelserne "På Vejen" i Danmarks Radio 1990.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside