Dejlig er jorden
Ingemann er julens billedbog.
Engle dale ned i skjul.
Grenen fra livets træ står skønt med lys som fugle på kviste.
Dans, lille barn, på moders skød.
Dejlig er jorden.
Du fattige spurv, flyv ned fra tag, med duen til julegilde.
Han favner hver barnesjæl på jord og lover os englevinger.
Hos Ingemann sidder øjnene indvendigt. Hvis øjnene sad der hos alle, var ingen blind.
Højskole-sangbogens skiftende redaktører har skyet Ingemanns "Glade jul". Den er nok for folkelig og ikke fin nok til folkehøjskolens sangbog.
Men "Julen har bragt" og "Dejlig er jorden" har de ikke kunnet slippe uden om. Og siden har forfatteren Dan Turéll gjort Ingemann  brugbar igen.
De fleste ved nu, at gadedrengen besvimede i skolens store sal, da han til en morgensang hørte om "lysets engel", der med glans går gennem himmelporte.

Vi har den skik hos os, som sikkert mange, at vi på skift vælger, hvad der synges, når vi går rundt om træet. For længe siden er det hørt op med at være valg. Alle har bare at vælge den sang eller salme, som de altid har valgt hver juleaften. Man skal ikke nærme sig den andens "Dejlig er den himmel blå", hvis skikken siger, at man selv kun har lov at vælge mellem "Hjerte løft din glædes vinger" og ingen anden sang.
Bedstemor får lov at vælge "Dejlig er jorden", og hvis hun bare en enkelt juleaften får det drillende indfald og sige "Højt fra træets grønne top", som tilhører en anden, så ved ethvert barnebarn, at man bare skal overhøre Bedste og helt selvfølgeligt kaste sig ud i "Dejlig er jorden".
Det er den ældste, som skal synge om slægt, der skal følge slægters gang.
I hver håndfuld af klodens jord griber fortidens fingre ud efter os.
Ved kisten står sært nok den mest fremmede i følget frem med skovlens trøst, valgt til at tolke et fremtidsmøde. Den aldrig før sete lover et gensyn.

Dan Turéll kalder Ingemann og Grundtvig for Severin-årgangen i dansk litteratur. Også Grundtvig elskede sindbilled-bogen, det ukendtes opslagsværk. Han er sjældent ikon-digter som Ingemann. Men han har kunnet se, at Ingemann var ord-maler, digtede altertavler, der som alle ikoner åbenbarer livets skjulte spirelag.
Videnskaben ved ikke, hvor håbet sidder. Den har aldrig ledt efter kærligheden, hvor mange kroppe der end har været under kniven. Der er endnu ingen forsøg gjort på at transplantere glæde fra det ene menneske til andet. Videnskabeligt set er mod slet ikke til. Tro er en by i Johannes Åbenbaring.

Ingemann kender det ukendte, den hemmelige viden om de levendes land. Han gik stuegang i billedsprogets mørkekammer. Og han kunne aldrig holde fingrene fra forstørrelses-apparatet. Alle hans billeder er skabt til domkirker. Hans engle, som daler ned i skjul, er alligevel så store, at de ikke kan være i den ellers himmelblå højskolesangbog.
Vardes herlige provst gennem mange år, Vagn Kvist, har fortalt mig, at der engang blev omdelt en tryksag til folk, som gæstede Viborg domkirke og ville se Joakim Skovgaards malerier, der heller ikke har fået for lidt. I tryksagen stod der som turist-oplysning: "I et af Joakim Skovgaards malerier ses en engel, noget over naturlig størrelse".
Det forudsætter jo, at man har set en engel i naturlig størrelse. Jeg skal ikke gøre mig til sagkyndig i emnet, men enhver kan spørge Viborg domkirke, hvor engle-meteren opbevares.
Ingemann har heller ikke kendt til engle i naturlig størrelse. Han så dem i forstørrelses-apparatet. Lysets engel går med glans gennem himmelporte. Solenglen svinger lysets flag.
Kun hos Grundtvig og Aakjær er der engle i husmands-størrelse. Hos Grundtvig har englene gæstet en hytte før og finder sig derfor i tør kage og lerkrus. Hos Aakjærs jyske Gammel-Jehannes kommer Vorherre på besøg med to engle. "Stuer fremmed te Abrahams". I den udgave tvætter Abraham ikke Guds og englenes fødder som et tilbedelsens og underkastelsens tegn. Folk i Salling vasker kun fødder, når de er støvede, og det gælder også englefødder. Så englene kommer til at passe som fod i hose til husmands-stedet - og til stalden, hvor det hele blev født. I Salling er de ikke på hviskefod, men på vaskefad med englene.
I 1987 blev det nødvendigt for paven at meddele sine katolikker, at der stadig findes engle. Nogen må jo have været i tvivl. Men det er ren salighed, når Ingemann, Dan Turéll, paven og Viborg domkirke både kender englene i naturlig og noget over naturlig størrelse.
Grundtvig kan være lidt vrissen over for englene. Han sad og drøftede med sig selv, hvem der er mest værd, mennesker eller engle. Grundtvig mente, at mennesket var det vigtigste. Engle er jo bare bydrenge. I et sådant øjeblik er englene hos Grundtvig lidt under naturlig størrelse.
Men helt uventet kommer en anden engel-sagkyndig, den skriftkloge Hans Brix, der selv er engel, Ingemann til hjælp. Det er Hans Brix, der har øje for den helt oprindeligt tænkte drejning i Ingemanns "Dejlig er jorden".
Ingemann trumfer et livssyn igennem. Ingemann vil, at jord og himmel skal være eet. Han havde allerede sagt det i første vers. Jorden er dejlig, og Guds himmel er prægtig. Vorherre har åbnet dagens låge. Paradisets have byder indenfor, og menneskenes skarer   vandrer syngende ind i haven.

Nu da digtet skal slutte, så husker Ingemann, at jord og himmel er eet. Derfor læser han korrektur på engle-sangen. I skriften, det døde bogstav, synger englene: - Eder er i dag en frelser født. Der er født jer en frelser i dag.
Men eet er det døde bogstav. Det levende ord hos Ingemann tiltager sig enhver fortællers ret. Han lader englene synge: Os er en evig frelser fød.
Os - det vil jo sige hyrderne og englene. Jord og himmel er stadig eet, som Ingemann vil have det. Og som Brix genialt så det.
Sådan er det levende ord. Det ødelægges kun, når der står een frem og ved bedre, bare fordi han har læst bogen.
Ingemanns sang om den dejlige jord og den prægtige himmel kalder en længsel frem. Det er en særlig længsel, den, der ifølge elverhøjs-visen af Don Pedro og Kim Larsen er en længsel, som ikke har noget navn. Eller som forfatteren Svend Aage Madsen i Århus kalder "Længslen efter længsel".
Det er den adresseløse længsel, når alle behov er tilfredsstillet, og man ikke længer har noget at længes efter. Så er længslen der alligevel som en fast størrelse - som en længsel efter alt det, jul kan være.
Eller som en længsel hos Grundtvig, når han taler om sin egen død som det at nedknæle så dybt i sit ler, i skaber-leret, at kun Gud ser ham. Grundtvig siger,  døden er at blive et billede, som kun Gud ser. Han er ikke væk. Han står i billedbogen.
Slægt skal følge slægters gang. Alle slægter ligger som billeder i jorden og venter på fremkaldelse.
Glædelig jul!

© Poul Erik Søe. Udsendelserne "På Vejen" i Danmarks Radio 1990.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside