Nationalisme og folkelighed

Kort efter mit skifte til Lønne Højskole i Vestjylland sad jeg i en præstestue. Tilkaldt af egnens grundtvigske præster for at give "et bud på folket". Med tanke på, at folk og kirke er vokset sammen i hvert fald i navnet på den danske kirkes opbygning.

Det er ikke nyt at spørge til, hvad folket i grunden er. "Er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt?" spørger Grundtvig i 1848, da han planter sin selvopfundne folkelighed i landskabet.

Folkelighed hos Grundtvig har kirkekalk på ærmet. Han står i forrige sekels midte og skal - tvivlende over for frugterne - indpode demokratiet på sig selv og folkets stamtræ.

Han kunne nemt være endt i det racistiske eller nationale. Han er selv klar over det. Fjenden stod i landet. Det nemmeste var at tale om folket som en gudgiven størrelse, hævet over de andre. Men da han gav ordet folkelighed nyt indhold, brugte han ikke sine nationale erfaringer, men tog kristendommen med ned fra prædikestolen og ud foran kirkedøren.

Det må have været svært for ham ikke at falde for den nærliggende, nationale selvdyrkelse. Hvor svært kan vi se af vor egen tid.

Fjenden står igen i landet. Det skulle man i hvert fald tro. Det danske er truet af det fremmede. Og truslen tager til. Hvis man skal stole på de hidsige ord.

Modsætninger rykker i os. Det er ingen fejl, men et grundvilkår for livet. Men hvordan får man styr på sig selv? Hvordan hindrer vi, at værdien ved fællesskab ikke kammer over i nationalisme?

Gæstearbejdere og flygtninge bliver modtaget, som om de var fjender. Fyrre år efter besættelsens ophør opfører vi os som besatte. Vi er nået til femte straffespark.

Modsætningen har altid været der. Selv hos de sikreste åndelige rådgivere. Digteren Otto Gelsted skrev i pagt med sit politiske syn: "Stryg det grimme kors af flaget, gør det rødt".

Men den selvsamme niende april, da tyskerne stod i landet, digtede han om Danmark: "Men i den angstens stund, du lå med blodig mund, og alt omkring var dødsens nat og gru, da så vi og forstod til vore hjerters rod, at aldrig har vi elsket dig som nu!"

Da Grundtvig så fjenden i land knap hundred år før, var han også nationalist: "Sort ser det ud, men almægtig er Gud, dine fjender til lands er og fjendernes hans..."

Men han skrev også samme år om sin opfindelse - intet mindre end et modstykke til nationalismen: den også nu så misbrugte tanke, folkelighed.

Grundtvig ville drive tysk ud af Norden. Han kræver ild for fædrelandet og øre for modersmålet. Men han går ikke rundt med lup for at finde ud af, om folk nu også er danske nok.

Han gør folkeligheden til nationalismens modstykke ved at rette den med kristendom - hans eget udtryk om faderens opdrager-virke, som mistænksom over for Frederiks verdslige læsning rettede på historie-teksterne med bibelord.

Folkelighed som den med kristendom rettede nationalisme ses af, at Grundtvig ikke gør slægt, stamme eller race til folkelighedens kendemærke. Sin kirkevane tro gør han folkelighed til en bekendelsessag: "Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil..." Det er nemt nok at sige i dag, men flottere gjort i 1848.

Kirkekalk er der også på ærmet, når han kræver, at folkelighed skal færdes på modersmålet. Det vil sige i det arvede sprog - det sprog, vi har med hjemmefra, før dansk-undervisningen sætter ind.

Det er hans påstand om det levende ord, der her medbringes fra prædikestol til talerstol. Gudsordet skaber, hvad det nævner. Men også det mundbårne, menneskelige ord har en igangsættende kraft. Det seneste tiår har vi ikke kunnet få dansk-undervisning nok. Politikere slår mønt af at kræve flere dansk-timer. Ministre uanset partifarve lever i en urokkelig forestilling om at redde riget ved at ændre dansk-undervisningens indhold.

Men modersmål er det modsatte af dansk-undervisning. Modersmål er det sprog, vi har med hjemmefra - eller så nutidigt tæt vi kan komme på Grundtvig: de ord, vi hører os hjemme i.

Modersmål-Selskabet har det som ministrene. Selskabets første medlemsindbydelse var tilsået med fremmedord. Det får være. Men selskabet priser folk, der tror at kunne skole sig til modersmål.

Selskabet har "kroner og øre for modersmålet". Selskabets pris burde gå til folkekirken, der i et slægtled har værnet modersmålet mer end folkeskolen. Jeg var for længe siden indbudt til et præstemøde i Haderslev sift for som pressemand at drøfte jordefærdstaler, skrevet af fjorten af stiftets præster. Nok undrede jeg mig over, at evighedsløfternes forskellighed synes at trække sognegrænserne ind i himlen, men det kunne ikke dølge min glæde over præstefolkets brug af det arvede sprog.

Sådan betaler kirken sin gæld tilbage. Grundtvig mente, at modersmålets gæsteværelse var redt op til kristendommen. Der var liv, ånd og sprog, før kristendommen kom. Deraf hans udsagn om, at kristendom kun kan trives, hvor der er folkeligt fællesskab. Kirkens nutidige nød - kirken er altid i nød - er ikke en kirkelig nød, men skyldes fraværet af folkeligt fællesskab.

Endelig har Grundtvig kirkekalk på ærmet, når han søsætter udtrykket folkeånd, et bindemiddel mellem forskellige mennesker. Heri ligger gemt det usædvanlige historie-syn, at historie ikke kun binder os til de døde, til slægterne forud. Men at historie binder nutidige, samtidige mennesker sammen. Gør os pligtige over for de andre, det fremmede.

Sammenlagt bliver da nationalismen rettet med kristendom i de mange udsagn. Folkelighed er ikke det dannebrogs-svingende fremmedhad, den misbruges til, når Glistrup træder ud af fængslet for straks at bure sig inde påny bag selvdyrkelsens tremmer.

Folkelighed er nationalismens modstykke. Den handler ikke om at lede efter, hvad der er bedst ved at være dansk. Det fører kun til fremmedfrygt, had og skrydende stolthed, hvor også selvmål er gode, bare de er danske. Det er længe sagt om nationalismen i fodboldspil, at den har værdi som ventil. Jeg tvivler. Det år, dansk fodbold med tilhørende skryderi nåede længst, steg fremmed-hadet til nye højder.

Nationalisme er selv- og renhedsdyrkelse. Men folkelighed er udgangspunktet for at møde de andre. At læse fremmede sprog er en måde at lære dansk på. Den bedste måde at lære agtelse for fremmede folk på er selv at vide, hvad det vil sige at høre til et folk.

Nationalisme snævrer ind. Folkelighed åbner. Jødernes jordtrang før og palæstinensernes nu. Baskerne, et af Europa ældste folk. Nordirland, Afghanistan og Mellemamerika. Overalt øjner nationalisten kun skydegale bombemænd.

Men jøderne, palæstinenserne, baskerne og de andre med krav på at være et folk møder vi først med forståelse, når vi selv ved, hvad det vil sige at høre til et folk. Det er en nutidig forbandelse, at de stærkeste magter er uden folkelighedsbegreb. Sovjetunionen, som er internationalistisk, og USA, som af historiske grunde har sat nationalisme i stedet for folkelighed.

Derfor krænker de største magter uden blusel det folkelige fællesskab - fra Polen til Nicaragua.

© Poul Erik Søe i Dansk Kirketidende 17. maj 1985

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside