Folkekirken og folket
Folkekirken er som sædvanlig i nød.
Det er der ikke noget nyt i. Det har den altid været.
Det eneste særegne er, at den findes.
Folkekirken og de politiske partier er nylig blevet sammenlignet. Partierne ligner tomme kirker, siges det.  Og udsagnet går på, at så kan det ikke blive værre for partierne.
Sammenligningen er god nok. Både folkekirken og partierne er menneskeskabte, fællesskaber, som har deres tid.
Folkestyret kan leve uden partierne i den form, vi kender dem, og Gud klarer sig uden folkekirken, ellers var den nok blevet nævnt i evangelierne.
Men dermed er jo ikke sagt, at kirkens nød lindres ved at nedlægge folkekirken - og folkestyrets nød ved at nedlægge partierne.
Der er jo ikke andet, der kan genbruges end det gamle. Fornyes kan kun det gamle, som er til.
Som modstykke til talen om folkekirkens nød står Ebbe Reichs udsagn om, at folkekirken er den største folkelige bevægelse, vi har. Og han er så klog, at han burde være biskop på femårskontrakt.
Jeg mener at kunne høre, hvor Ebbe Reich vil hen med sine ord.  Det er rummeligheden i folkekirken, der er dens værdi. Det er forskelligheden, fraværet af enshed, der gør den nyttig. Og vil han ikke skrive under på den tolkning, så står den på min regning.
Ordene muliggør den opdagelse, at folkekirken altid har været til af een eneste grund, nemlig for at skærme, for at værne forskelligheden.
Folkekirken er den løsning, slægtleddene før os greb til - ikke fordi de var enige, men fordi de var forskellige.
Folkekirken er skabt som en nødløsning, og det gør den ikke ringere.
Folkekirken er ikke den hellige, almindelige kirke, men er danskernes udgave af en almenmenneskelig stræben - den at finde et mødested trods uenighed og forskellighed.
Folkekirkens nød er derfor ikke folkekirkens. Fordi folkekirken har det bedst, når det rumler mest under dens tag. Den er jo lavet for at rumme rumleriet.
Den kirkelige nød springer af de almene vanskeligheder for alt, hvad der hedder folkeligt fællesskab.
Det er i nutiden en udbredt opfattelse, at folkeligt fællesskab forudsætter enshed og enighed.
Aleneheden har ramt hver af os, og deraf springer lysten til at gå i stime med folk, der mener det samme som een selv.
Fællesskab er blevet det kar, vi drikker trøst af for at dæmpe vor egen alenehed. Vi spejler os i fællesskabet og kræver derfor af det, at det skal være entydigt og ensidigt.
Vi kræver af fællesskabet, men har ingen pligter over for det - heller ikke ethvert fællesskabs afgørende pligt, at være hinandens tilbud.
I sin tilpasning leverer kirken den vare, der er brug for. Mer og mer fremtræder folkekirken, skabt for rummelighedens skyld, som om den har et entydigt indhold. Med ulyst og træghed nærmer dens medlemmer sig modsætningerne. Det gælder om længst muligt at lade, som om der er faste rammer, faste målestokke og ens synspunkter og tolkninger.
Af ulyst til forskelligheden springer tavsheden. Samtale forudsætter ikke enshed, men forskellighed. Hvordan skal man nogensinde få øje på de andre i een selv, hvis samtalen aldrig bringer een ud af ensheden?
Af tavsheden springer igen det stærke lederskab. Menigheden har slået sig til tåls med, at har den fået sig en dårlig forkynder, så har den da i det mindste en teolog.
På det grundlag kan der ikke holdes kirke - og bliver det da også meget få steder.
Folkekirkens fastansatte siger så med et suk, at de lever i et åndløst folk.  Men det er løgn.  Fler end før har det som Kristen Kold, at de har åndsliv nok til hverdag. Det var med det udsagn på læben. han nægtede at gå i kirke om søndagen. Der er mer - og mer forskelligt åndsliv i det danske folk end nogensinde før. Der øses af flere kilder end på noget andet tidspunkt i folkets historie. Viden skiller os ad. Og det er ikke så ringe, hvis vi i anden ombæring kan finde det fælles sprog, hvor hver bærer sin viden frem til samtalen.
Når alle ved noget forskelligt fra andre, og det er almentilstanden, så er hver enkelt mer værdifuld for samtalen og fællesskabet end nogensinde før.  Men det er samtidig et udsagn om, at der kun kan holdes kirke på modsætninger. Fællesskab lever af forskellighed.
Men da de fleste præster, som andre modetrælle går i stimer, og det er da et menneskeligt træk, så er søndagene et ulideligt møde med ensheden.  Den livgivende forskellighed forvrænges og ender i optagethed af præstens kønsorganer og motorcykler.
Derfor er folkekirken på vej ud i dagligstuerne, hvor den begyndte. Folkekirken er barn af et folkeligt oprør mod gejstligheden, og da kirken ikke havde plads til oprøret, så var folkestuernes langborde gode nok.
Forkyndelsen sker i dag mand og mand imellem derhjemme og på møder. Og da folkekirkens fastansatte ikke har set det, så er der religioner og retninger nok, som har opdaget det - og som træder i folkekirkens sted.
De få, der har øje for den nutidige udgave af de gudelige forsamlinger, læner sig enten tilbage og bestiller en vækkelse - eller siger med Ejvind Larsen, at det er helligånd, vi trænger til, simpelthen.
Nu er hverken vækkelse eller helligånd lagervarer i postordre-butikken. Hvad gør man så?  Ja, folkekirken laver sig nogle erstatningsvarer.
l stedet for at stille den kirkelige nød blot, så folket kan se, at der er brug for en hjælpende hånd, så er det blevet aktiviteternes tid. Så skal en times mer religionsundervisning i folkeskolen redde Vorherres sag, ligesom morgenbønnen i de amerikanske skoler skal redde Amerika og Reagans valgkamp.
Redningen ligger i præstemanglen, selvsagt ikke fordi præster er ringere end andre, men fordi det tvinger den uskolede tro ind i kirkerne.  Særuddannelsen var allerede en tømmerflåde på siden af det synkende skib. Næste ombæring bliver de ikke-uddannedes.
Redningen ligger ikke i manglen på viden, men i en tvangsmæssig tilbagevenden til folkekirkens oprindelse på grund af nøden.
Folkekirken var mulig, fordi der på forhånd var et folkeligt fællesskab hen over forskellighederne. Det vil sige, at der var et fælles arvet sprog. Hvad skal man stille op med søndagsord om genfødsel og genopstandelse, hvis man ikke som et barn har grædt for Balder og for sig set Thors halte buk blive levende igen?
Det er mit slægtled, forældre-slægtleddet, der har ment at kunne undvære et fælles åndeligt sprog.
Deraf springer vores alenehed.  Vi har med omhu slebet fagsproget til, så tallene tikker rigtigt ud for enden af tasterne.
Men vi, der nu er forældre, mente længe at kunne undvære et fælles sprog at tale om det almenmenneskelige i. Som erstatning brugte vi psykologi, der når alt kommer til alt kun handler om motorcykler. Et nyt slægtled har gjort oprør ved at tage udgangspunkt i den fælles oprindelse i stedet for dampmaskinens opfindelse.
Det er folkekirkens nye mulighed.  Kristendom er umulig uden folkeligt fællesskab - uden et fælles åndeligt sprog at færdes i, uden det historiesyn, at historie ikke kun binder os til de døde, men er det kit, der binder samtidige og nutidige mennesker sammen - og uden den grundopfattelse, at modstanderen er en nødvendighed og ikke en fjende.
Det, der efter mit skøn sker i disse år, er, at det folkelige fællesskab genfødes. Før det sker, kan der ikke holdes kirke.
Jeg håber, det sker inden folkekirken ender som kristelig - ender som særkristendom ligesom Kristelig Arbejdsløshedskasse og Kristeligt Folkeparti.
Folkekirken er ingen kristelig indretning, men en folkelig indretning.  I gamle dage kunne man uden at blive mistolket sige en borgerlig indretning, men det har ingen mening mer.
Folkekirkens nød er følgestrengt af folkelig art.  Og indtil det går op for folkekirkens fastansatte, kan de og vi så tumle med erstatningsvarerne som den at sætte biskopperne på femårskontrakt. Det er oprindeligt mit forslag, men det er jo håbløst i selvsamme øjeblik, forslaget overtages af Menighedsrådsforeningens formand.  Så skal det gennemføres ved hjælp af politiske tvangsmidler, hvor min tanke var, at det skulle virkeliggøres ved magtafkald - ved at kirkens fastansatte selv undergravede embedet ved at give afkald, selv gav plads i kirkens styring og selv trådte ned fra prædikestolene for at lytte til den uskolede tro.
Og indtil da kan vi glæde os over, at resterne af folkekirken som rummelig bevægelse findes tilbage både i det egentlige folk og i kirkefolket.
Det bør ikke undre, at man kan blive kirkeminister i Danmark uden at have den ringeste tråd knyttet til folkekirkens tilblivelseshistorie.
Det er derfor, det er godt at skifte regering af og til.  På den måde opdrager den folkelige indsigelse de folk, der glade tager mod magten uden at kende pagten mellem folk og kirke.  Det er ikke kun kirkeministre, der har det sådan.  Jeg kender en undervisningsminister og en udenrigsminister, der har gået i samme dyre skole.
Agt og magt er ikke nok, hvis man ikke er i pagt.
Og det er folkekirkens trøst, at den er i pagt med sit folk, hvad man ligefrem kan aflæse af de seneste politiske valgtal.
Folkekirkens svaghed er, at den vil redde sig selv ved at trække sig op ved egne hovedhår.
Hovedretningerne inden for folkekirken står med grydefærdige løsninger - nej til hjerterne og adskillelse mellem forkyndelse og menneskelivets nutidige virkelighed hører til de hyppigste hovedmåltider.  Begge dele var fremragende svar først i århundredet og er nu motorcykler i tomgang.
Bevægelsen sker i dagligstuerne og på møderne, de nye gudelige forsamlinger, hvor folkekirken er ved at blive genfødt.

Ó Poul Erik Søe juni 1985
i tidsskriftet "Futuriblerne", udgivet af Selskabet for Fremtidsforskning

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside