Mottoet i dansk parlamentarisme:
Går den, så går den…

Ni af ti folkeskolelærere er tjenestemænd.

Det vil sige, at de har en sikkerhed i stillingen. Men de har også pligter, som medarbejdere i virksomheder ellers ikke har. Skal man tro Kristeligt Dagblad og andre i den trykte presse, så skal lærerne ikke være tjenestemænd mere. I hvert fald ikke så mange af dem.

Og lærernes nye førstemand siger, at magtens agt er at undergrave tjenestemandssystemet.

Den hele sag skyldes grinagtigt nok et cirkulære.

Nogen kan måske huske, at der var to ting, regeringen gjorde sig til af. Dens ministre skulle ikke rejse så meget, og de skulle ikke skrive så mange cirkuIærer.

Siden har ministrene opdaget, at de ikke kan hente deres magt i folketingssalen, hvor al magt ellers skulle være samlet efter de gamle grundlovgiveres syn.

Magten ligger i cirkulæret. Netop de partier, der år for år har talt mest imod bemyndigelseslove, udøver nu deres virke gennem de bemyndigelser, som socialdemokratiske regeringer så sagteligt og svært fik gennem tinget.

En bemyndigelseslov er en lov, der flytter magten fra folketingssalen til minister-kontoret. Og vi har så mange af den slags love, at en regering kan gennemføre en langsigtet styring og en samfunds-omvæltning alene gennem cirkulærerne - i hvert fald meget nemmere end ved at pusle sig frem til et flertal i den lovgivende forsamling.

Nu er bemyndigelseslove ikke det værste, man har. Vel at mærke hvis de er i hænderne på demokrater, hvis de forvaltes af folk, som vil gå en landposts rute dagligt på Christiansborg for at sikre, at tilfældige minister-indfald nu også har dækning hos folketingets flertal.

Men da ministrene med undtagelser som Palle Simonsen ikke har landposten som forbillede, så er vi endt i senparlamentariske tilstande. Regeringen er i opposition.

Eller for nu at give demokratiets nye barn navn fra første færd - vi har fået landets første oppositionsregering.

Det er den, lærerne kæmper med i sagen om tjenestemændene. Men det er også oppositionsregeringen - og jeg ser bort fra partifarverne og tænker kun på den nye opbygning af folkestyret - det er også oppositionsregeringen som system, folketinget, organisationerne og enkeltmand er oppe imod. Skyggekabinettet sidder på regeringsbænk.

En oppositionsregering er en regering, der bruger oppositionens arbejdsform. Grundlovgivernes tankesæt var, at ligeså vigtigt det er med en regering til at udøve flertallets magt, ligeså vigtigt er det med en opposition, som gennem modforslag og indsigelser byder flertallet trods.

Den tankegang er forlængst glemt. Der hångrines af socialdemokraterne, fordi de er mere kritiske i opposition end i regeringen. Men kun hvis det ikke var sådan, var der grund til grin. Det er socialdemokraternes pligt at bruge en oppositions arbejdsform. Opposition vil sige at være imod.

Demokrati er det grundsyn, at kun i mødet mellem forslag og indsigelse opstår det holdbare og det værdifulde.

Men med firkløver-regeringen opstår pludselig helt nye arbejdsformer. Regeringen leger selv opposition.

Den ved, at den i en række sager er i mindretal. Men den lader som om, den har flertal.

Sagen om folkeskolelærere som tjenestemænd er et lærestykke i senparlamentarismens arbejdsform. Ifølge Kristeligt Dagblad er det første indfald, folkeskolelærernes formand får, at folketinget bør gribe ind.

Sådan siger lærerformanden selvsagt ikke, fordi han tror på, at ministeren i øjeblikket er i pagt med folketingets flertal, og at folketingets flertal kan overtales til ikke at nedskære tallet af tjenestemænd i folkeskolen.

Lærerformanden går ud fra, at ministeren ikke har flertal bag sig. Jeg aner ikke, om ministeren har et sådant flertal. Men jeg ved, at minister efter minister med omhu har undgået at undersøge, om der er et flertal i folketinget bag deres forslag.

Ministrene fremsætter forslag, som så drønes stort op i den trykte og elektroniske presse. Det kan være ændringer i cirkulærer, eller det kan være lovforslag.

Det danske folk tror så i månedsvis, at der skal ske omfattende ændringer på et eller andet område.

Når månederne er gået, så står ministeren uden flertal - ændringerne sker ikke.

Men i de måneder har ministeren og ministerens parti, for den lovgivende og udøvende magt er jo ikke adskilt, i de måneder har ministeren og ministerens parti fået tegnet et partipolitisk billede af sig selv og af partiets politiske mål.

Lærernes formand - går jeg ud fra - ved med sig selv af erfaring, at hans efterlysning af et indgreb fra folketinget næppe rammer ud i den blå luft.

Det vil som regel være sandheden, at ministeren ikke forud for sine ændringskrav har løftet så meget som en storetå i folketingets vandrehal for at undersøge, om der er dækning bag ordene. Så sent som i dag kan man læse i aviserne, at oppositionsregeringens fremgangs-måde ikke kun gælder i det skjulte, altså hvor det handler om cirkulærer, som ministrene ikke har formelt pligt til at spørge folketinget om.

Arbejdsformen er den selvsamme, når det gælder nye love.

Arbejdsministeren ville forlænge ventetiden på dagpenge. Folketingets flertal giver hende et gok. Indenrigsministeren ville nedlægge små apoteker. Folketinget nægtede at underskrive hendes recept. Hvad galt skulle der da være i det? En minister og regeringen har et synspunkt. De laver et lovforslag, som indeholder synspunktet. Og de lider nederlag i folketinget.

Er det ikke åbent? Er det ikke et modstykke til al korridor-snakken? Enhver kan jo se, hvem der star for hvad. Demokratiets vugge er vel-vippet.

Og hvad med lærerne, der mister tjenestemandsstillinger - er det ikke samme åbenhed? Ministeren siger, hvad han mener. Og så kan lærerne og deres fagfælle-foreninger gøre indsigelse.

Jo, den ny fremgangsmåde og den ny regeringsform kan sagtens fremstilles som ny åbenhed.

Men arbejdsformen er historieløs. Og den er politisk pop. Oppositions-regeringen bruger nøjagtig den fremgangsmåde, man så tit har skældt små partier som Retsforbundet og Kommunisterne ud for.

Selvom Retsforbundet, da de var på tinge, og Kommunisterne også, på forhånd vidste, at de ikke kunne samle flertal, så kom de alligevel med deres forslag og folketinget måtte selvsagt bruge tid på at drøfte sager, der ofte til slut kun fik Retsforbundets eller Kommunisternes stemmer.

Og selvsagt er jeg ikke i tvivl om, at sådan må arbejdsformen være i folketinget. Sådan arbejder partier, store og små. Men når en regering arbejder på samme måde, så ender vi der, hvor vi netop er endt.

Mangen minister opfattes ikke længer som en, der med bedste og ivrigste vilje arbejder for at udtrykke synspunkterne i folketingets flertal.

Ministre er langsomt ved at sælge den tillid, der før var indbygget i folkestyret. Man gik ud fra, at ministeren som udøvende talte flertallets sprog, og at en minister med omhu gjorde opmærksom på, når forslag og ideer kun havde hjemmel i det mindretal, som ministerens eget parti udgjorde.

Når man nu hører en minister stille et forslag, kræve ændringer eller i forligsdrøftelser komme med løsningsforslag, så er der i folket en mere og mere udbredt opfattelse: at ministeren sikkert ikke kan få sine forslag og ændringer igennem, og at de kun er fremsat, som om de kom fra en partileders mund.

Det vil sige, at de enkeltmennesker og de organisationer, der går til forhandling i et ministerium, meget ofte med sikkerhed kan gå ud fra, at ministeren ikke har flertalsmagt bag sig, og at ministeren nu næsten som en regel ikke har løftet røret så meget som en enkelt gang for at undersøge, om flertallet er til stede. Det er måske ikke så tosset endda, fordi det betyder, at mere magt flyttes til folketinget. Det er mere almindeligt end nogensinde før, at organisationer og borgere går direkte til folketingets partier uden om ministrene, ganske simpelt ud fra den erfaring, at ministeren ved sin arbejdsform har sat sig selv ud af spillet.

Men hvis det er demokratiets fremtidige arbejdsform, der her tegner sig, så må folketingets tilgængelighed ændres. Så er det ikke nok, at borgere og organisationer kan møde op i folketingets mere eller mindre faste udvalg. Det er et system, der for de fleste borgere er alt for lukket.

Følgen af oppositionsregeringen som arbejdsform må være, at de audienser, som ministre hidtil har holdt, flyttes til folketinget.

Folketinget må til at tage imod om torsdagen.

Partierne selv, deres statslønnede medhjælp eller en helt ny opbygning må sikre, at borgernes mulighed for indflydelse både på lovforslag, men i endnu højere grad på de cirkulærer, som bliver til i lukkede kredsløb, borgernes indflydelse må sikres ved, at magten bliver til at få i tale. Og når mangen minister ikke vil lægge krop til flertalsmagten, så må folketinget selv sørge for, at der er varme linjer mellem folk og folkevalgte. Organisationerne skal nok finde ud af det. De fleste af dem har faktisk set, at folkestyret i de seneste år har fået sig en omfartsvej, der går uden om ministerkontorerne.

Det er derfor, lærernes formand - og han har jo fuldstændig ret - straks anker sin sag til folketinget. Sådan har det også været før den nuværende regering, men i et langt ringere omfang. Det, der før var undtagelsen, er blevet mønstret.

Jeg vil ikke hævde, at man ikke kan indrette sig sådan i demokratiet. Men formen er elendig her i riget, fordi parlamentarismen og den kendsgerning, at intet parti har flertal alene, forudsætter, at der på en ministerpost sidder et menneske, der ikke bare følger, hvad folketinget har vedtaget, for selvfølgelig gør ministrene det - med den undtagelse, at Det radikale Venstre har tilladt opdelingen af parlamentarismen i sogne, sådan at Sabro Kro er kongeligt priviligeret i nutidig forstand med retten til at udskænke antiparlamentarisme. Men ellers følger ministrene det, som folketingets flertal direkte har sagt.

Det, der er fraværende, er mangen ministers vilje til at kende eller undersøge, hvordan flertallet ligger i sager, som folketinget ikke direkte har udtalt sig om.

Mottoet i dansk parlamentarisme er blevet: går den, så går den. Eller: Hvis man ikke spørger, så får man ikke nej.

Også her er sagen om de færre tjenestemandsstillinger i folkeskolen et lærestykke. Ministeren har i sig, og det er hans ret, en tabel, der siger, at på grund af dalende børnetal, så bliver der ikke brug for så mange lærere. Og det vil han tage højde for nu, og det er hans ret, hvis folketingets flertal er med ham.

Men folketinget, borgerne og organisationerne har også en ret. Og det er en ret, som let krænkes af bemyndigelseslove, der flytter magten fra flertallet til ministeren.

Jeg har ret til at mene, at hvis der er en uddannelse, man som ung for alvor bør kaste sig over i dag, så er det læreruddannelsen. Lukningen af Ranum seminarium, som helt har været i tilfældighedernes vold, er et udsagn om, at nu er det rette tid at blive lærer. Fremtidens undervisning bliver ikke som den, vi kender. Maskinerne frigør nye muligheder og former. Det typiske vil være, hvad man kan kalde familieskolen, dels fordi alle aldersgrupper vil blive skolet i samme skolestue, dels fordi det typiske i fremtiden vil være fire-fem elever omkring en lærer.

Klasse-undervisningen dør. Frygten for den teknologiske undervisning vil vise sig at være en overgang ligesom Donkey Kong, og fremtiden vil være den langt mere personlige undervisning i meget små kredse og for mange fags vedkommende med børn og voksne som elever hos den samme lærer.

Sådan ved jeg, at fremtidens undervisning bliver.

Jeg ved det i hvert fald lige så sikkert, som Bertel Haarder ved noget om sine forestillinger.

Der er intet galt i modstykket. Det gale ville være, hvis jeg som minister af al magt stræbte på at gennemføre min skoleform - uden at finde overensstemmelse med dem, der er undervisere nu, uden på forhånd at spørge folketinget, både dets flertal og dets mindretal.

Over alle tjenestemænd, også dem i folkeskolen, står ministeren - et fremmedord netop for den, der er i tjeneste, den højeste tjenestemand. Tjeneren. Ministeren er folketingets tjener.

Måske tiden var inde til at nærme sig kundernes borde og spørge: - Hva' sku' der være?

© Poul Erik Søe maj 1984 i radioavisens kronik, Danmarks Radio, her gengivet efter Danmarks Lærerforenings blad, Folkeskolen, der optrykte kronikken 31. Maj 1984.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside